Hurtig levering
30 dages returret
Tilbage til oversigt

Kabler er sexede

Eller... Nej... Vi kan vel lige så godt erkende det med det samme, at det ikke er noget sexet emne at kunne kende forskel på kabler... Men det kan til gengæld godt betale sig at kunne kende forskel på instrument- og højttalerkabler, for de har nemlig vidt forskellige egenskaber.

Du har sikkert hørt, at du ikke må bytte om på de kabler, du bruger til at forbinde instrument/forstærker og forstærker/højttalerkabinet. Hvis du ikke har hørt det før, så hør efter her: LAD VÆRE med at bytte om på dem!!

Kender DU forskellen?

Instrumentkabler eller højttalerkabler?

De kan godt se ens ud for det utrænede øje, men der ER forskel! Et kabel til at forbinde dit instrument med forstærkeren har oftest et kvarttomme "jackstik" i hver ende, og i mange tilfælde har det kabel, som forbinder forstærkeren med højttalerkabinettet samme konstruktion. Men dér hører ligeheden til gengæld op, selvom du godt kan få lyd igennem, hvis du kommer til at bruge det forkerte kabel.

  • Instrumentkabler er bygget til at lede lyden fra dit instrument i form af lav spænding (Volt) og høj impedans. Instrumentkablet er derfor konstrueret med én forholdsvis tynd leder (på grund af den lave strømstyrke) men er til gengæld afskærmet, så det ikke samler unødig støj op i form af elektriske impulser eller statisk elektricitet fra omgivelserne. Samtidig er det som regel tyndt og smidigt, fordi det skal kunne flyttes let rundt på scenen eller i øvelokalet. Hvis du spiller et instrument, som du selv bærer rundt (guitar, bas, luth eller keytar), er det naturligvis en fordel, at kablet ikke hæmmer dig i dine bevægelser.
  • Højttalerkabler er derimod konstrueret til at lede et forstærket signal fra din forstærker til højttalerne, og her er det lige omvendt. Signalet fra forstærkeren har høj spænding og lav impedans. Kablet mellem forstærker og højttaler er derfor kraftigt (da det skal lede en kraftig strøm) og har to ledere. Jo større lederne er, des bedre leder kablet signalet til højttalerne, uden at der går noget af lyden tabt undervejs. Tænk bare på højttalerkablet som et vandrør: Et større vandrør (eller i dette tilfælde kabel) kan ganske enkelt lede mere vand (eller i det tilfælde "forstærker lyd") igennem og dermed generere et større tryk!

Forkerte kabler

... Men hvad sker der ved at bruge de forkerte kabler til de respektive formål?

Højttalerkabel mellem instrument og forstærker:

Umiddelbart vil kablets gode lederegenskaber gøre, at dit signal går klart igennem.

Til gengæld er et højttalerkabel normalt ikke afskærmet nær så godt som et instrumentkabel. Dét skyldes, at det er bygget til at lede et allerede forstærket signal, som ikke er nær så sårbart overfor eletronisk støj fra omgivelserne. Dét betyder, at lyden fra dit instrument på sin vej til forstærkeren let kan samle en masse unødig og forstyrrende støj op, som forstærkeren så mangedobler, til det i værste fald kan lyde som en muteret bisværm hinsides al kontrol! Den elektriske støj kan komme fra statisk elektricitet, strømforsyninger i nærheden, din mobiltelefon eller fra lysstofrør eller andre lyskilder i nærheden - scenebelysning for eksempel...

Instrumentkabel mellem forstærker og højttaler:

Som udgangspunkt kan det her være lidt sværere at opdage, at der er sket en fejl - især ved lav lydstyrke. Men hvis du skruer op, så har vi balladen med det samme!

Når det kraftige signal fra forstærkeren flyder igennem det underdimensionerede instrumentkabel i form af en kraftig elektrisk strøm, kan der ske de værste ting... Umiddelbart vil det for lille kabel straks betyde, at der ikke kommer så meget power igennem til højttalerenheden, som din store forstærker berettiger til. Signalet går tabt undervejs (husk det med vandrøret) og forsvinder fra forstærker og/eller kabel i form af varme.

Dét kan så igen betyde, at det reducerede signal forvrænger på en uønsket måde. Og i yderste konsekvens kan det medføre så kraftig en varmeudvikling fra modstanden i kablet, at kablet eller forstærkeren overopheder og går i stykker!!

Hvad gør du?

Udvis rettidig omhu.. Køb og brug de rigtige kabler til formålet, så er du klar til de store scener!

Du finder vores kabler her...