Hurtig levering
Udvidet returret til 24. januar 2025

Kontakt vores værksted

Kontakt vores værksted for prisforespørgsler eller med spørgsmål om reparation af musikinstrumenter eller elektronik.

Telefon:
86 32 32 86

Guitarjustering

Skal en guitar justeres?

Alt efter hvilken type guitar du har, så er der store chancer for, at den kan gøres endnu lækre at spille på med en justering. Den kan måske også komme til at stemme bedre, uanset hvor på gribebrættet du tager en akkord. Den kan måske også komme til at rasle og støje mindre.

Kort sagt, ja, en guitar skal justeres engang i mellem.

På akustiske guitarer er der normalt ikke så mange justeringsmuligheder, som der er på en elektrisk guitar, men meget ofte kan en guitar optimeres på flere parametre.

Strengene kan lægges tættere på eller længere væk fra gribebrættet på næsten alle guitarer. Det kan gøre en kæmpe forskel på, hvor let og behagelig en guitar er at spille på. Det kan også gøre en stor forskel på, hvor meget eller hvor lidt strengene rasler mod båndene på gribebrættet.

Især elektriske guitarer kan også intoneres bedre, så eksempelvis en akkord lyder korrekt, uanset hvor på gribebrættet, du tager den.
Manglende intonering kan i det hele taget være lidt drilsk, da guitaren kan stemme rigtig fint på de 3-5 første bånd, men stemme dårligt, når du kommer længere op af gribebrættet. Men, det kan der altså typisk gøres noget ved.

Hvor tit skal en guitar justeres?

Det er meget svært at sige præcist, hvor tit en guitar bør justeres. Guitarer er oftest primært bygget i træ, og træ er et materiale, der ændrer sig alt efter omgivelserne. Derfor vil træ give sig, når temperaturen og luftfugtigheden ændrer sig på dets opbevaringssted, og du vil kunne opleve, at din guitar går ud af justering i forbindelse med eksempelvis årstidernes skiften. Simpelthen fordi luftfugtigheden og temperaturerne ændrer sig i den forbindelse.

Hvordan undgår jeg, at min guitar skal justeres og intoneres?

Du kan selv gøre rigtig meget for at passe godt på din guitar og derved undgå regelmæssige justeringer. 

Et rigtig godt råd er at købe en rigtig guitarkasse til din guitar, hvis en sådan ikke fulgte med guitaren fra ny. Kassen sikrer til en vis grad, at guitaren er beskyttet mod alt for kraftige temperatur- og fugtigheds udsving, og en ekstra bonus er, at kassen også beskytter mod slag og stød.
Desuden kan du undgå at lade guitaren overnatte i bilen, eller lade den stå opbevaret tæt på brændeovnen, radiatoren eller andre varmekilder samt steder med kold træk.

En anden situation, der kan påvirke guitarens justering, er tykkelsen på de strenge, du monterer. Hvis du skifter strengetykkelse, bliver der enten mere eller mindre træk i strengene, hvilket vil påvirke halsens krumning, og dermed hvor tæt på gribebrættet strengene vil ligge.

Strengenes alder kan også påvirke guitarens justering, men her er det primært intonationen, der vil blive påvirket. Så hvis din guitar stemmer nogle steder på gribebrættet og ikke andre, så et det typisk et tegn på, at du bør skifte strenge snart.

Hvem kan justere min guitar?

Her hos DanGuitar bliver alle strengeinstrumenter selvfølgelig tjekket og justeret inden levering. Men hvis din gamle guitar trænger, så har vi nogle særdeles erfarne teknikere, som står klar til at hjælpe dig.

Vi tjekker både det mekaniske og det elektriske, og vi gør det efter aftale med dig, så guitaren bliver nøjagtigt, som du ønsker den. Ved justering er det nødvendigt at skifte til nye strenge, så vi har det rigtige udgangspunkt for en justering. Strengene er inkluderet i prisen for en justering, med mindre du ønsker nogle helt specifikke strenge, som eventuelt koster mere eller mindre.