Vera Lynn

Navnet lyder bekendt. Vi har sikkert alle hørt navnet Vera Lynn. Og hvad nu, hvis jeg nævner "We'll Meet Again"?

Så er vi efter min mening langt inde i det stof, som legender er født af! Vera Lynn var nemlig allerede en stor stjerne, da dine bedsteforældre blev født, og hun er aldrig herefter gledet ud i den glemsel, som godt kan ramme tidligere tiders stjerner, efterhånden som musikken flytter sig til Internettet, og "78'ere" ikke længere er det foretrukne medie til afspilning af musik. Vera Lynn har sat sig afgørende spor i musikken og i historien, så jeg er ret sikker på, at hun aldrig vil blive glemt. Historien om Vera Lynn gemmer på mange fascinerende detaljer, hvoraf du kan nyde nogle få stykker længere nede i teksten.

Hvis du er en gammel rock-dinosaur som jeg selv, vil du også genkende disse ord fra Pink Floyds "The Wall", hvor hun også er med i en lille nummer, som passende nok hedder "Vera"

Does anybody here remember Vera Lynn?

Remember how she said that we would meet again some sunny day

Vera... Vera...

What has become of You

Does anybody else in here feel the way I do?

Vera Lynn blev født i 1917 og forlod først denne verden i juli 2020 - som 103-årig! Undervejs nåede hun at spille en betydelig rolle i populærkulturen og gjorde sig også bemærket på flere områder indenfor velgørenhed - især lagde hun store kræfter i arbejdet med  veteraner fra militærtjeneste, handicappede børn og brystkræft. Under anden verdenskrig begyndte hun at optræde på togstationerne i Londons undergrund, hvor byens borgere søgte tilflugt fra tyskernes bombninger af byen. Senere turnerede hun i de krigsramte hjørner af verden, hvor hun optrådte for de udsendte britishe soldater. Det var ikke noget helt ufarligt job, og hun modtog da også senere både officiel hæder og evig berømmelse for sin indsats!

Julian Lage

Men hvordan i alverden kommer en ellers ganske ungdommelig blog-smølf i tanker om Vera Lynn og får lyst til at skrive om hende? Jo, det er alt sammen Julian Lages skyld... Og hvem er han så?

Julian Lage er én af den intellektuelle guitarmusiks store stjernefrø. Han er et velkendt navn i guitarbladene og de steder på nettet, hvor man kan læse om guitarer og alt, hvad der har med dem at gøre.

Her spiller han en lille Corona-performance af Vera Lynns udødelige klassiker, "We'll Meet Again"


Julian Lage er i skrivende stund blot 32 år gammel, men han er allerede en lovende stjerne på jazz-himlen. Som noget lidt specielt vil du sikkert lægge mærke til, at Julian Lage oftest spiller på en Telecaster, hvilket er ret usædvanligt indenfor jazzens verden.

Julian Lage har flere teoretiske musikuddannelser bag sig og har studeret ved flere af de fineste skoler på området. I USA undervises der i jazz på højt plan ved mange colleges og universiteter, og jazzen har på det teoretiske plan en status i USA, som ligner dén, vi tilskriver klassisk musik i Europa. Julian har blandt andet en universitetsgrad fra det meget kendte Berklee College of Music.

Verdensrekord

Ud over at være en stor kunstner og vigtig figur indenfor velgørenhed, så var Vera Lynn indehaver af et par imponerende rekorder, som formentlig kommer til at stå til evig tid.

  • I 2009 blev Vera Lynn i en alder af 92 den ældste kunstner til i levende live at have en udgivelse placeret øverst på den britiske album-hitliste
  • I 2017 blev hun angiveligt den første til at udgive et nyt album i eget navn efter selv at være fyldt 100 år. Albummet "Vera Lynn 100" blev nemlig udsendt for at fejre hendes 100-års fødselsdag d. 20. marts 2017

Hun er desuden noteret for ved sin død d. 18. juni 2020 at have været aktiv i musikbranchen gennem hele 96 år. Der er måske ikke tale om en officiel rekord, men det er nok alligevel en bedrift, som bliver svær at slå...

Det britiske imperie gav hende en militær begravelse med deltagelse af hæren, flåden og luftvåbenet og "The White Cliffs Of Dover", som hun også havde sunget om blev oplyst af en projiceret fotomontage til hendes ære. Under højtideligheden fløj Spitfires fra det historiske luftslag om England under 2. verdenskrig i luftparade og passerede hendes hjemby Ditchling tre gange den dag.

Lad os slutte fejringen af Vera Lynn og gå ud med et brag ved at nyde Vera Lynn med "We'll Meet Again" i filmen af sammen navn fra 1943


Selveste Dronning Elizabeth af England citerede i øvrigt sangen i en TV-transmitteret tale d. 5. april 2020, hvor hun talte til briterne om udfordringerne ved Corona-virus'en, og hvordan de skulle håndtere den.

Jeg tror aldrig, Vera Lynn bliver glemt.