OK?! Så instrumental musik er altså slet ikke noget for dig?
Dét kan vi sådan set godt forstå her på DanGuitar.dk, men vi vil på den anden side også meget gerne gøre dig opmærksom på, at der er masser af musik derude i universet, som fortæller historier og giver dig store følelser - helt uden brug af tekst og sang. Jeg ved godt, at det er en lidt ældre sag og den har som sådan heller ikke det store med dagens egentlige emne at gøre, men smag lige på denne her actionfyldte ting fra 1992. Dén har jeg altid selv har været helt vild med
Selvom det ikke er ham, det skal handle om i dag, så er Joe Satrianis video og selve nummeret "Summer Song" et godt eksempel på, at instrumental musik kan rykke noget - eller om ikke andet så i hvert fald sætte din venstre fod i sving med op- og nedadgående bevægelser - også kendt som stampen i gulvet. Den er helt tilbage fra 1992, men den holder da meget godt i dag, ikke?
Ind på scenen kommer nu
... Eller - nåeh, nej... Han har vist vist været på scenen siden engang, før jeg selv blev født - og længe før der var tænkt på DanGuitar.dk... Robben Ford blev nemlig født i Kalifornien i 1951, hvilket betyder at han har en god chance for at være på alder med dine bedsteforældre. Men det vilde ved Robben Ford er blandt andet, at han har spillet med en masse rigtigt store navne - og ved siden af dét har haft en misundelsesværdig karriere i eget navn. Jeg hævder naturligvis ikke, at det samme ikke kan være tilfældet med dine bedsteforældre, men prøv alligevel lige at se nærmere på dette summariske udtræk af, hvem der har haft glæde af Robbens sekstrengede magi: Miles Davis, Joni Mitchell, Bob Dylan, Barry Manilow, Dizzy Gillespie, George Harrison og danske Sanne Salomonsen.... Og mange, mange flere... Du kan selv checke listen i den amerikanske udgave af Wikipedia ved at klikke lige her - og linket åbner i et nyt vindue, for jeg har meget mere at sige dig om Robben Ford, før denne artikel er slut.
Der er så meget at skrive eller sige om Robben Ford, at der er stor risiko for aldrig at blive færdig... Derfor synes jeg, at vi skal tage en håndfuld hurtige facts for derefter at lade musikken tale for sig selv
Check det nye album "Pure" ud her og find resten, hvor du normalt streamer din musik - og lov mig at give albummet en chance, selvom du måske er typen, som aldrig ville sætte et instrumentalt album på derhjemme.
"Pure" er gået direkte ind på toppen af amerikanske Billboards top-liste over blues-albums fra USA, som du også kan se på billedet her. Her på DanGuitar.dk har vi også haft os en lille Robben-snak, og på min kollega Lars' foranledning er vi blevet enige om at fremhæve især albummet "Talk To Your Daughter" fra 1988, som blandt andet indeholder en fed cover-udgave af klassikeren "Born Under A Bad Sign", som du kan opleve på Spotify lige her nedenfor
Når vi taler om Robben Ford, så er det også værd at hæfte sig ved, at han tager nogle ret jazzede og musikteoretisk tunge elementer, som ingen af os evner eller har lyst til at tale nærmere om - og så får han det hele til at lyde aldeles fantastisk og spændende. Man kan som lytter hele tiden opdage nye og ting i musikken. Og hvad kan man så mere forlange?
Robben Ford er i øvrigt meget aktiv på de sociale medier, så hvis du er blevet nysgerrig på at vide mere, eller bare gerne vil følge én af den jazzede blues' største navne og et varmt og dejlig menneske, så gå dog ind på Facebook eller Instragram og find ham dér. Han ved mere om guitarer og udstyr end de fleste andre, og han deler gavmildt ud af sin viden og eksperimenter til dem, som også måtte være interesserede.
Jeg kan ikke lade være med lige at gøre opmærksom på, at det er en udbredt misforståelse, at Robben Ford bror har spillet guitar i det groovende sydstatsband The Black Crowes. Ja, vi er langt nede i detaljerne, men tillad dog en gammel musiker-type som mig at slå et slag for korrekte oplysninger i det offentlige rum. Det er ganske enkelt ikke sand, at Robben Fords bror har spillet i The Black Crowes!!
Broderen Mark er ganske rigtigt også musiker, men han spiller et helt andet instrument - nemlig mundharpe. Brødrene Ford har spillet sammen i flere forskellige konstellationer, siden de sammen startede deres første band, Charles Ford Blues Band, opkaldt efter deres far, og Robben har også medvirket på Marks album "Mark Ford and The Blue Line". Her kan du opleve brødrene sammen på en optagelse, som har mange år på bagen - det fremgår især af Robben Fords bukser... Men sikke nogle musikere, de har med - det fremgår ret tydeligt, at Robben Ford er én af dem, som tiltrækker de allerbedste til sit band! Der er mundharmonika fra cirka 1:50, og jeg bilder mig faktisk ind at kunne høre, at Mark har samme melodiske tendenser som sin guitar-bror.
Kan du også høre det, eller er det indbildning? Det er noget med tonevalget og fraseringerne, som brødrene åbenbart har indbygget i deres DNA, og som man kan høre, selvom de har valgt at spille på helt forskellige instrumenter
Historien om "den anden" Marc Ford kan godt blive lang, så dén må vi have til gode til en anden gang. Lad os nøjes med at fastslå, at Marc Ford, som har spillet lead-guitar i The Black Crowes staves med et "c" i slutningen af Marc, og at han er en fantastisk guitarist!
Selvfølgelig har Premier Guitar været på besøg hos Robben Ford, og som den store guitarnørd, han er, tager han selvfølgelig selv imod og giver en fængslende rundtur i sit grej. Se med her - det er ikke verdens længste Rig Rundown, så du kan sagtens nå det, før du skal på arbejde eller i skole igen... Men hvis der er noget, du ikke ved om Telecastere, så skal Robben Ford nok fortælle dig om det
Undertegnede, ydmyge skribent har selv været så heldig at opleve ham live med et lokalt big-band, hvor han spillede op med en godt brugt Fender forstærker, en Gibson SG, en tuner og en enkelt drive- eller bostpedal og intet andet. Mere skal der ikke til at spille en hel koncert, når man er én af verdens absolut bedste musikere. Men skulle vi ikke lægge an til en rolig afslutning på denne hyldest til en stor musiker med en hel concert fra hans optræden på den legendariske Montreux Jazz Festival d. 8. juli 2016. Jeg håber, at videoen bliver ved med at ligge på Youtube, men det har den i skrivende stund gjort i mere end to år, så jeg tænker, at eventuelle rettighedshavere er indforståede med, at den ligger der. Dette blot for at bede om forladelse fra vores læsere, hvis linket en dag går dødt... Den ikke specielt kønne forstærker oven på stacken bag ham er i øvrigt en Dumble Overdrive Special - bare så du nu ved, hvordan sådan én lyder og ser ud...
Tillad os i øvrigt endnu engang her på DanGuitar.dk at fremhæve kvaliteten af de musikere, som får lov at spille med Robben Ford... Og læg så lige mærke til, at bassisten Brian Allen noget utraditionelt for en bassist på sit niveau spiller meget med tommelfingeren. Wes Little på trommer gør det også helt uforligneligt!
Robben Ford er helt klart en musiker, som tager sig grej seriøst, og han har altid noget spændende at sige om de tanker, han gør sig om musik i det hele taget! Og hvis det skal være endnu mere nørdet og længere sådan rent tidsmæssigt, så har youtuberen Rick Beato, som vi også kender fra tidligere besøg på disse sider, interviewet Robben Ford i en længere video, som blev offentliggjort i marts 2020. Her skal du dog holde ørerne stive, for noget af materialet kræver, at man kender sin musikteori ganske indgående. Se med her
Fedt, ikke?
Jo, hvis du forstod det hele, så giver jeg et DanGuitar.dk-klistermærke - du skal bare selv hente det i vores butik på Rugvænget 1 i Grenaa. Jeg glæder mig til at se dig!