Hurtig levering
30 dages returret
Tilbage til oversigt

Gibson og Mark Agnesi

Alle kender Gibson - mærket som er mere end 120 år gammel - og som står bag den legendariske Les Paul guitar, SG modellerne og mange, mange flere.

Som de fleste sikkert også har hørt, var Gibson i økonomiske vanskeligheder i 2018, hvor firmaet blev rekonstrueret og fik ny ledelse. Allerede i løbet af 2019 anlagde det ikoniske mærke en lidt anden og mere rafineret stil, som har resulteret i et nyt koncept for produktlinien, der nu er opdelt i nogle faste kategorier som er gjort permanente og dermed ikke skifter hvert år. Også Gibsons datterselskab Epiphone mærker de nye toner med redesignede udgaver af de klassiske modeller og et nyt hoved på guitarerne, som fremover kommer til at minde en del om Gibsons dyrere modeller. Det kan du for eksempel læse mere om på Ultimate Guitar ved at klikke her (åbner i nyt vindue).

En del af Gibsons nye plan ser ud til at være, at man gerne vil være til stede på scenen og være med til at hylde guitarens rolle i populærkulturen. Dét gør man med lanceringen af "Gibson TV", som kører på Gibsons kanal på Youtube. Her er de begyndt at lave serien "The Process", hvor man kan følge tilblivelsen af de berømte guitarer, og samtidig kommer "The Collection", som er en serie, hvor Mark Agnesi tager ud i verden og besøger samlere og ser deres bedste og mest berømte guitarer.Denne gang er han, som vi skal se nedenfor, på besøg hos en fyr, der hedder Brian Ray.

37-årige Mark Agnesi fra Wadsworth i staten Ohio, USA, er også et nyt ansigt hos Gibson, hvor han er ansat i en marketing-funktion som ét af virksomhedens ansigter udadtil. Agnesi er i forvejen et kendt ansigt fra Norman's Rare Guitars i Los Angeles, hvor han har lavet masser af "Guitar of the Day" videoer til Youtube, og hvor han tidligere arbejdede som en form for butiksbestyrer eller souschef. Mark Agnesi har en universitetsuddannelse med speciale i musikbranchen. Han er meget scenevant foran kameraet og elsker ikke kun sig selv men også guitarer - især dem fra Gibson.

Der er altid noget nyt at lære, når Mark Agnesi taler om vintage guitarer, og dét er naturligvis også tilfældet denne gang. Du kan blandt andet lære om, at en Gibson ES-335 fra 1959/60 end ikke koster nær så meget som plastic-delene alene på en "Burst" - altså en Gibson Les Paul fra årgang 1959. Du lærer også, hvad en Epiphone Silver Fox er, og at der kun er bygget fire i alt, hvoraf Brian Ray altså ejer den ene! Hvis du ikke kender Epiphone Casino, så kan jeg i øvrigt oplyse dig om, at både John, Paul og George fra et meget berømt band ejede hver deres Epiphone Casino, og at især John Lennon valgte at udsætte sin Casino for en ret spændende behandling i form af en markant omlakering. Alle bør have en Casino og på billedet til højre ser du denne ydmyge skribents eget eksemplar i form af en Gary Clark Jr. model fra midten af 10'erne. Katten hedder Ellinor, og hun er åbenbart ikke imponeret....

The Collection

Navnet "The Collection" dækker over et af Gibson TV's nye initiativer, hvor vi kan følge Mark Agnesi rundt i verden for at besøge nogle af de samlere, som har brugt mange år på at opspore nogle af de helt særlige guitarer, som stadig gemmer sig derude. Serien har også nogel søstre, som hedder "The Scene" om nogle af de steder, hvor musikken blev skabt og "Icons" om store personligheder bag musikken, som vi kender den i dag. Du kan besøge Gibson TV ved at klikke lige her og blive ført til alt det fede - men hør min advarsel: Du kan bruge timer på det!!

Her d. 6. februar fik vi endnu en episode, hvor Marki Agnesi besøger Brian Ray i hans hjem i ørkenen. Du kan blandt andet starte med at se Brian Rays swimming pool formet som en Gibson Les Paul og med teksten "Les Pool" indlagt i mosaik på bunden. SÅ er stilen ligesom lagt, men Brian Ray har trods alt også tjent til livets ophold ved at spille guitar og i det hele taget beskæftige sig med musik. Undervejs har han samlet og gemt nogle rigtigt fine eksemplarer af de guitarer, vi i dag betragter som de ypperste eksempler på dét, som har været med til at gøre musikken til dét, den er i dag. Se blot med her nedenfor

... Og hvis du sidder tilbage og tænker, "hvem ER ham Brian", så kan du læse om ham lige her nedenfor...

Brian Ray

Det er bestemt ikke sikkert, at du nogensinde har hørt om Brian Ray, men han er kendt nok til, at Gibson via sin Custom Shop har lavet ham en signaturmodel i form af en SG model i "Silver Fox" udgave - og på baggrund af hans egen årgang 1963. Brian Ray og Mark Agnesi hjælper hinanden med at fortælle lidt om Brians karriere i videoen ovenfor, men her har du lidt yderligere info om ham.

Som Brian Ray fortæller i klippet, startede han med at spille for Sir Paul McCartney under Super Bowl finalen i 2002, som næsten var en slags audition, hvorefter han så kunne gå hjem og lære hele Paul McCartneys særdeles omfangsrige bagkatalog. Som Mark Agnesi siger, betyder dét, at Brian Ray nu har spillet med Paul længere end Paul selv var med i The Beatles!! Det siger jo alligevel noget om Brians egenskaber som både menneske og musiker, at han har mere eller mindre fast job hos en tidligere Beatle, der jo per definition kan vælge og vrage blandt stort set hele verdens talentmasse af musikere, for hvem vil ikke gerne spille med Paul McCartney?!

Brian Ray er født i 1955 og er dermed næsten lige så gammel som mine forældre. Han har spillet mere eller mindre professionelt siden 1973 og har blandt andet tjent i 14 år som kapelmester og guitarist for den ret kendte sangerinde Etta James, ligesom han har spillet med en perlerække af "boomernes" helte som John Lee Hooker, Keith Richards, Paul McCartney, Joe Cocker, Bonnie Raitt, Rita Coolidge, Bo Didley og Smokey Robinson. Det er ikke sikkert, at navnene siger dig særligt meget, men tro mig: Det er nogle af musikhistoriens helt store profiler, vi taler om her, og som har ønsket Brian Rays bistand og "guitarisme" som en del af deres kunst!

Her kan du se Brian Ray demonstrere sin signaturguitar for den amerikanske forhandler "Musician's Friend".

... Og han virker da som et ret sprælsk bedstefar, gør han ikke?

Hvis du også gerne vil have en Gibson, kan du klikke her og se, hvad DanGuitar.dk har på hylderne for tiden, og hvis dit temperament er mere til Epiphones brilliante forhold mellem pris og kvalitet, så er det her, du klikker!