Hurtig levering
30 dages returret
Tilbage til oversigt

Lampefeber

Vi har sandsynligvis alle prøvet det... Sceneskræk kan melde sig på alle niveauer og på mange måder - hvad enten du skal spille en sang for din lillesøster, optræde til musikskolens juleafslutning eller går på scenen for at vælte Royal Arena!

Nogle kalder det "lampefeber", mens andre bare er almindeligt nervøse før en optræden. Den melder sig i mange forskellige former - fra rysten og angst til særdeles håndfaste opkast i den nærmeste skraldespand. Selv får jeg "stive" hænder og føler, at jeg ikke kan spille på min guitar... Og selvom jeg arbejder i en musikforretning, så opstår problemet helt magisk, hver gang jeg går ind ad døren hos DanGuitar.dk... Som det sikkert fremgår, kan det godt blive nogle lange arbejdsdage, men så er det jo dejligt med gode kolleger og fantastiske kunder!

Men hvad er det mon, vi er bange for? Her er lige et par eksempler på, hvor galt det kan gå...

Kur mod sceneskræk

Den store, magiske "game changer" er vist ikke opfundet endnu, og jeg vil på det kraftigste fraråde kemiske eller alkoholiske stimulanser. MEN der er selvfølgelig håb endnu, så her er en stribe gode råd, du bør give dig tid til at huske - også når det brænder på.

  1. Racerkøreren Tom Kristensen, som har vundet 24-timers løbet på Le Manns hele 9 gange, fortæller, at man hos Audi teamet har et motto, der hedder "5P". Disse 5 P'er bør vi alle straks gøre til en del af vores musikalske livsstil. De 5 P'er står for "Proper Preparation Prevents Poor Performance" - altså ordentlig forberedelse forebygger dårlig optræden! Du skal med andre ord gøre dit hjemmearbejde og kunne dine ting forfra, bagfra og i søvne. På dén måde ved du også, at du for det første nok skal spille præcis, som du har tænkt dig, og for det andet, at HVIS noget går galt, vil du være i stand til at redde den hjem med stil!
  2. NÅR du har forberedt dig godt nok, så tøm hjernen. Dine muskler og finmotoriske system ved udmærket godt, hvordan stykket skal spilles!
  3. Sæt lige tingene i perspektiv: Uanset, hvad der sker under koncerten (eller lillesøsters godnatsang), så ender det ALDRIG med død, tilskadekomst eller anden form for ægte ulykkelighed!
  4. HVIS du laver en fejl, så lad den passere stille og roligt og spil videre. Du kan jo ikke gøre det om, vel? Du kan selvfølgelig også tage guitarvirtuosen Eddie Van Halens råd til dig: Hans far, som også var udøvende musiker gav ham dét helt utroligt gode råd, at hvis man spiller forkert, så smil til publikum og spil fejlen igen, så de tror, du gjorde det med vilje!
  5. Publikum ønsker også, at det skal gå godt. Uanset om det så er dit tjavsede gadekryds af en hund, du spiller for eller et stuvende fyldt spillested, så ønsker alle det bedste for dig og vil bare gerne selv have det godt og more sig! ... OG... Hold venligst denne bonusinformation indenfor musikernes snævre kreds: Langt, langt størstedelen af dit publikum vil formentlig alligevel ikke kunne høre, at nogen har spillet forkert. Det, der tæller, er den samlede oplevelse!

Jo, det kan virke banalt, det der står ovenfor, men kunsten er at huske det, når toiletspanden vælter for dig før en koncert.

Bonusråd

Den gode, gamlle rockstar attitude med solbriller og tyggegummi hjælper altid - om ikke andet til at lægge lidt ironisk distance til det hele.

Til gengæld vil jeg inderligt bede dig om ikke at lade brugen af tyggegummi være i vejen for din vokal - og dét gælder uanset, om du er for- eller korsanger! ... Og lad for Guds skyld være med at tygge ude af takt med musikken!!! Der findes et helt særligt sted i Helvede til dem, der tygger ude af takt...

I den mere seriøse afdeling, er her en bog, som mange hobbymusikere anbefaler på nettet. Den er skrevet af Barry Green og Tim Galwey og hedder "The Inner Game of Music". Jeg har ikke selv læst den, men det gør jeg snart! Søg for eksempel på den i iBooks, hvor den kun koster 49 kroner. Det kunne måske være en idé at læse dén, hvis du enten selv er plaget af nerver og sceneskræk, eller hvis du er underviser/coach for musikalske yngre mennesker?

Død ved julemusik

En sidste udvej er helt af aflyse din optræden, men det vil jeg naturligvis på det kraftigste fraråde!

... Medmindre du og dit band pludselig befinder jer i en situation, hvor projektet viser sig at være noget helt andet, end I havde troet... Se for eksempel denne tråd på den stærkt vanedannende side www.thegearpage.net, hvor et ganske almindeligt "top 40 band" er hyret til at spille i tre timer for gode penge til et arrangement op mod jul... Kort efter, at aftalen er indgået viser det sig, at arrangørerne forventer, at de spiller tre timers julemusik! Emnet hedder noget i retning af "få et spillejob og mist det igen på 30 minutter", så du kan nok selv regne resten ud...

Sæt dig godt ind i rådene ovenfor og husk altid det med, at der ikke for alvor er fare på færde, når du skal optræde, og at publikum er til stede for at more sig, eller fordi de i forvejen godt kan lide dig og dét, du repræsenterer. Alle er "med" dig!

God fornøjelse, kære spillemænd og -damer!