Nyd sommeren og bliv bedre

Hvad enten du spiller bas, bongo eller noget helt tredje, så har DanGuitar.dk noget her, som kan tilføre dit musikalske liv værdi!

Men før, vi kommer i gang, så lad os lige nyde et lille stykke med John Mayer - og ja, du ser rigtigt: Det er Pino Palladino på bas og Steve Jordan på Trommer!


Var dét ikke bare dejligt? Nu tror jeg, at vi selv er klar til at lære noget om vores respektive instrumenter.

Her er en stribe guldklumper, som vil være med til at hjælpe dig på din musikalske rejse. Nogle af dem er måske nok ret guitar-centriske, men vi hedder jo også "DanGuitar.dk", ikke? De fleste af dem vil dog kunne bruges af spirende talenter på alle mulige forskellige instrumenter!

  • Hvad du end gør, så sørg for, at du nyder det. De færreste af os kommer alligevel til at leve af at spille
  • Hvis du spiller el-guitar, så brug noget tid på en akustisk guitar også. Det vil udrette mirakler for din teknik.
  • Skaf dig et godt instrument og en forstærker men (se næste)
  • ... brug først og fremmest dine penge på materialer og undervisning, som gør dig bedre.
  • Guitarister skal altid holde igen med knapperne til bas og gain - mere gain gør dig ikke "mere god"
  • Stem dit instrument så ofte som muligt. Og når du har spillet et kvarters tid og tror, at det stadig stemmer - så stem det igen
  • Ja, jeg ved godt, at det er et utroligt kedeligt råd, men du får altså mest ud af øve dig sammen med en metronom! Eller for lidt større variation, så køb en god tromme-app til din smartphone eller tablet
  • Hvis du er guitarist, så overvej om du skal have en modelling forstærker eller effektprocessor, indtil du ved, hvor du gerne vil hen med din lyd!?
  • Det lyder mærkeligt, men tag og brug noget tid på at lære at øve dig optimalt. Læs for eksempel denne blog ved at klikke lige her
  • Alkohol får dig ikke - som i aldrig nogensinde - til at spille eller lyde bedre!
  • Find dig en kæreste eller ægtefælle, som støtter dig i dine bestræbelser på at blive den bedste musiker, du kan blive... Tak mig senere...
  • Find ud af, hvad der tænder dig så meget, at du bliver ved med at spille
  • Hvis du ikke spiller særligt godt, så spil i det mindste højt! Du kan købe en fed forstærker ved at klikke lige her
  • Brug 95 procent af din tid og dine penge på at forbedre dit spil - ikke på dit udstyr!!!

... Og så var der ikke flere punkter på dagsordenen i denne omgang. Vi håber, at du har lært noget - ellers er du velkommen til at skrive til os via mail eller på Facebook, for du finder os ved at klikke lige her - eller på vores logo ude til højre.

Vil du have mere?

Jeg håber, at du sidder med tilbagestrøget hår og beder om nåde, for ovenfor finder du forhåbentlig flere råd, end du kan nå at fordøje på en sensommer! Men hvis du nu skulle have mod på mere, så vil jeg betro dig dén lille hemmelighed, at denne artikel er kraftigt inspireret af en (lang) tråd på "The Gear Page", hvor den i dette øjeblik er oppe på 133 indlæg - fordelt på ikke mindre end syv sider. Det er bestemt ikke lige godt alt sammen, og det er derfor, at vi her på DanGuitar.dk har tilladt os at kuratere indholdet. Men klik bare lige her (åbner i nyt vindue), og tag et kig...

... Men før du kommer alt for godt i gang, så kast et blik på indlæg nr. 35, hvor der står [min oversættelse]: "Al den tid, du bruger på Internettet - brug den i stedet på at øve dig"