Du bruger sikkert tabulatur eller "tabs" på regelmæssig basis, når du gerne vil lære noget nyt på dit instrument. Hvis du er usikker på, hvad jeg mener, eller hvordan du bruger det, kan jeg anbefale DanGuitar.dk's tidligere "skriv" om emnet, som du finder et link til nedenfor denne artikel.
Ikke for at ødelægge min egen gætteleg, men det har noget med billedet til højre at gøre...
Men hvad sker der mon, hvis du ikke lige har adgang til en skriftlig fremstilling af den sang, melodi eller det lick, du gerne vil lære? Og kunne det måske tænkes, at der på lidt længere sigt ville ske noget gavnligt, hvis du regelmæssigt forsøgte at "klare dig selv" og tage ansvaret for din egen indlæring af nyt materiale?
Ordet lyder sådan lidt spionagtigt, men for os fritidsguitarister betyder det såmænd intet andet end masser af hårdt arbejde, blod, sved og tårer... Men kunne det ikke være fedt at være i stand til at kopiere en hvilken som helst sang eller melodistump - helt uden hjælp fra Internettet eller andre musikere? Og hvad nu, hvis jeg fortalte dig, at dine musikalske evner kunne forventes undervejs at udvikle sig kraftigt til en bedre udgave af dig selv?
Dét skal vi høre nærmere om her, hvor Youtuberen David Walliman vil forsøge at fortælle os, hvordan vi skal lytte melodier af, og hvad vi kan forvente at få ud af det på den lidt længere bane.
Undervejs løfter han selvfølgelig sløret for, at der er nogle grundlæggende tricks, som kan smidiggøre processen og yde dig "hjælp til selvhjælp".
... Og prøv at lægge mærke til, hvad David Walliman siger hen mod slutningen af videoen: Gør dig selv den tjeneste at øve dine ører og din musikalske fornemmelse bare fem minutter hver dag... Så vil du hurtigt opleve en forbedring i dit toneøre og forbindelsen til dit instrument.
God fornøjelse!
Hvis sandheden skal frem, så er det en metode, som kræver stædighed og dedikation, og det er ikke altid, at jeg personligt har dét, når jeg endelig har tid til at sætte mig ned og nyde ét af mine højt elskede instrumenter. Måske er det anderledes for dig, men føl dig nu ikke som en skyldig og dårlig "weekendkriger", hvis du ikke har overskud til at følge David Walliman og hans metode til dørs.
Når alt kommer til at alt, så synger hver fugl med sit eget næb og ikke to hobbyguitarister er ens. Du kan sagtens more dig uden alkohol, og du kan naturligvis også spille guitar uden at have gyldne ører!Sagen stiller sig naturligvis anderledes, hvis du gerne vil spille jazz, drømmer om optagelse på et musikkonservatorie eller at blive professionel studiemusiker. I så fald går jeg ud fra, at du selv har et grundigere kendskab til, hvad der skal til for at nå dine mål.
Personligt bøvler jeg for tiden med at lære at læse noder. Jeg syntes, at det var på tide efter mere end to årtiers talentløst roderi fra min side. Det er en hård kamp, men det foregår også lidt ad gangen - cirka 10 minutter om ugen bliver det til...