Hurtig levering
30 dages returret
Tilbage til oversigt

Et studie i miniformat

Forestil dig det meste af et hjemmestudie - bare i miniformat - som du kan have med overalt og optage når som helst, hvor som helst og hvad som helst!? Mange musikere bruger bærbare computere, men kan moderne tablets tilbyde det samme i en lettere og mere økonomisk pakke? Og er der oven i købet noget at hente i form af brugervenlighed og andet godt?

Lad os bare springe spørgsmålene over og gå direkte til svaret: JA!

Hvis du ikke har prøvet at lave digitale indspilninger med din iPad, så er det på tide, at du kommer i gang! iPad'en tilbyder et godt alternativ til fastmonteret udstyr eller laptops, og kan med den rette forventningsafstemning i mange tilfælde bære dine indspilninger fra start til slut. Det ER faktisk muligt at optage i flere spor på en iPad eller anden form for tablet med professionelt resultat. Man kan på dén måde ved enten "lagkageproduktion" eller i "one take" optage lyd til sin iPad og efterfølgende også redigere sine optagelser på dén. Ja, den kan sågar bruges til efterfølgende at gøre din musik tilgængelig digitalt på nettet via for eksempel Facebook, Spotify eller Soundcloud.

Det kan for eksempel foregå, som kunstneren beskriver her

Hvad skal jeg bruge?

Du skal som minimum bruge:

  • En tablet - i denne artikel handler det mest om Apples iPads, men for manges vedkommende vil Android baserede tablets kunne det samme - måske med en lidt anden hard- og software.
  • Et audio interface - en elektronisk indretning, som konverterer lydsignalerne fra din mikrofon eller instrumenter til digitalt format, som tablet'en kan håndtere. Man kan købe både små og store lydkort til formålet, hvor forskellen mest består i antallet af kanaler, som kan optages på samme tid. Nogle af dem er bygget til samtidig at fungere som holder eller stativ til din iPad eller tablet, så gør dig klart, om du ønsker dét.
  • Instrument- og mikrofonkabel.
  • Mikrofon(er) - afhængigt af, hvad du skal optage. Et "popfilter" som fjerner "poplyde", når du optager stemmebaseret lyd, vil oftest også være en god idé!

iPad eller laptop?

Nogen vil måske spørge, hvad en iPad kan, som en bærbar computer ikke også kan klare... Svaret er, at der er klare fordele og ulemper ved begge dele:

Fordele ved iPad'en

  • Den ER altså bare let at have med - fylder ingenting og vejer endnu mindre!
  • Redigering er let og intuitivt på tablet'ens touchscreen!
  • Man skal ikke undervurdere betydningen af, at iPad'en er HELT støjfri, mens de fleste computere vil have en form for køling eller blæser kørende under krævende opgaver. Ipad'ens stilhed er en stor fordel i mindre set-ups, hvor man optager i samme lokale som eksempelvis en sanger eller akustisk guitar befinder sig. Du ønsker ikke blæserstøj på dine optagelser!
  • iPad-løsningen er billigere at komme i gang med. Der findes interfaces og apps, så man kan komme i gang uden at pantsætte alt, hvad man ejer!

Ulemper ved at optage med iPad

  • Der skal altid være et fokus på behovet ved den enkelte indspilning: iPad'en bliver hurtigt vanskelig at arbejde med, hvis man bevæger sig ud i projekter med mange individuelle instrumenter og spor.
  • Selv de mest professionelle apps til formålet understøtter ikke mere end 48 spor.
  • Under en "effekt-tung" indspilning med tilføjelse af rumklang eller andre effekter i mixningen, finder iPad'en hurtigt sin begrænsning.
  • iPad'en har trods alt begrænset lagerplads. En multiltrack indspilning når hurtigt en filstørrelse på mindst 3 Gb., så hav styr på dit behov, før du vælger!

Forslag til software

Det er værd at kaste et blik på disse apps, som alle tilbyder indspilning på iPad - og i nogles tilfælde også iPhone. Prisen går fra gratis apps til professionelt software

  • Tape by Focusrite - meget simpelt program med en virtuel spolebåndoptager, 2 spor og begrænsede muligheder for mixning/færdiggørelse af optagelser
  • Garage Band - Apples klassiske program til deres eget styresystemer herunder iPad'ens IOS. Mange muligheder, spor, trommemaskine og effekter på en meget grafisk brugergrænseflade. Vil være nok for de fleste "glade amatører"
  • Cubasis - iPad udgaven af det professionelle indspilningsværktøj Cubase. Professionelt og meget avanceret!
  • Auria - dedikeret iPad app, som findes i en "Pro" udgave. Kan håndtere indspilning af op til 24 forskellige inputs ad gangen!

Lad os slutte rundturen med en video, som gennemgår, hvordan man indspiller med Garage Band fra Apple, fordi det ER og bliver der, de fleste starter