Covid 19 raser stadig derude, og hvis du har det ligesom jeg, så er du ved at være godt mør... Trænger vi ikke alle sammen til at komme ud og opleve verden? Jeg kunne for eksempel godt bruge en rigtigt god koncert - sådan én, hvor man glemmer tid og sted og bare lever sig ind i musikken.
Selvom vi her hos DanGuitar.dk har alt det udstyr, der skal til for at skabe selve musikken og koncerten, så er der dog grænser for, hvad vi kan skaffe, og for tiden er selve den levende musik noget af det, som ganske enkelt ikke kan lade sig gøre. Vi er dog sikre på, at foråret og sommeren på flere måder bringer lysere tider med sig! I mellemtiden fordriver jeg selv tiden med at se koncert-optagelser på Youtube.com, hvor der ligger timevis af underholdning og med hovedtelefoner på, så kan jeg godt drømme mig væk og nyde et par timer i selskab med nogle af mine yndlingsbands, som jeg tidligere har skrevet lidt om på disse sider.
Der er også andre muligheder for at fordrive tiden, og her vil jeg gerne dele en mini-dokumentar med dig, som Gibson netop har udgivet. Denne gang er vores vært, Mark Agnesi, på besøg i den legendariske klub og spillested "The Troubadour" i bydelen West Hollywood ved Los Angeles, USA. Se selv med her
Dét er da en fantastisk historie, ikke?! Personligt er jeg ret vild med sætlisten fra The Red Hot Chili Peppers,s om hænger i lokalerne, men der er jo i det hele taget masser af lækkerier at nyde - lagde du for eksempel mærke til de signerede guitarer, som hænger over baren i starten af besøget? Jeg gad godt vide, hvis autografer der hænger dér....
Vi taler om et sted, hvor den legendariske komiker Lenny Bruce er blevet arresteret for at bruge grimme ord på scenen - endda af en betjent, som senere avancerede til at blive politichef for hele Los Angeles! Og det er også stedet, hvor Don Henley og Glenn Frey - grundlæggerne af The Eagles - mødte hinanden i baren - så uden The Troubadour havde verden sikkert aldrig oplevet Hotel California... Hvis du har set filmen "Rocketman" om Elton John, kender du allerede lidt til historien om, hvordan Elton John stort set fra den ene dag til den næste blev en gigantisk stjerne efter sine optrædender på The Troubadour i 1970.
... Og jeg kunne blive ved med at opremse historier om, hvad The Troubadour har betydet for musik og komik igennem tiden... Men skulle vi ikke i stedet tage et stykke musik - her er det Foo Fighters som optræder - selvfølgelig på The Troubadour
The Troubadours historie er lang og mangeartet. Det siger da en hel del, at der er tale om et spillested, hvis historie rækker helt tilbage til 1957, og at nogle af musik- og comedy-historiens største navne har udøvet deres kunst på scenen netop dér! Du kan læse mere om det i korte træk på Wikipedia, hvor du finder opslaget om The Troubadour ved at klikke lige her (åbner i nyt vindue).
Netop nu kæmper det legendariske spillested for sin overlevelse på grund af pandemien, som vi gennemlever, og du har mulighed for at støtte The Troubadours overlevelse, men dét kan du alt sammen læse mere om på stedets hjemmeside, som du kan besøge ved at klikke her. Men tillad mig lidt kynisk at pege dig i en anden retning og opfordre dig til at støtte dine lokale yndlingskunstnere og spillesteder, som i allerhøjeste grad også lider for tiden. Køb dig noget merchandise eller lyt i det mindste til dine fattige yndlingsmusikere på din streamingtjeneste. Se deres live-optrædender på Facebook og doner et par kroner, når du får chancen. Det betyder meget for, at kunsten og musikken også er her, når vi alle sammen slipper ud i friheden igen!
Hvis du til dén tid pludselig skulle befinde dig i West Hollywood, så finder du The Troubadour på 9081 Santa Monica Boulevard i West Hollywood
... Og nu skal det jo ikke alt sammen handle om støvet rockmusik, så lad mig nævne, at d. 18. september 2019 spillede Billie Eilish på the Troubadour - og hendes bror og partner i sangskrivningen, Phinneas, havde allerede været der nogle måneder i forvejen, nemlig d. 28. januar! Og et par år tidligere - nemlig i 2017 - spillede Harry Styles sin amerikanske solo-debut på stedet. I en rystet publikums-optagelse, så det sådan her ud