Hurtig levering
30 dages returret
Tilbage til oversigt

Hvad er guitarens bånd?

Båndene er de "linier" af metal, der sidder på tværs af halsen, og som giver bestemte toner, når man presser fingeren ned "bag" dem – altså sætter fingrene på den side af båndet, som sidder nærmest stemmeskruerne. Hvilken type båndene har kan spille en rolle for nogen, når man skal vælge sig en guitar. Det er dog vigtigt at understrege, at båndende spiller en meget lille rolle for guitarens lyd i forhold til eksempelvis strengene og pickupperne, mens de på den anden side er en vigtig del af, hvordan guitaren føles at spille på.

Båndtyper på en guitar

Generelt taler man om vintage, medium jumbo eller jumbo bånd og mener dermed båndenes bredde på halsen. Smallere bånd har måske en tendens til være klarere i lyden og nogle mener, at de rammer tonerne mere præcist med smallere bånd.. Det er dem, man normalt kalder "vintage" bånd, fordi de engang var standard i alle guitarer.

Jumbo er de bredeste bånd. De har en tendens til at være mere bløde i lyden, og nogle mener, at de giver mere sustain. Velholdte jumbo bånd gør det lettere at bøje strengene og mange oplever også, at de giver en bedre komfort, hvis man spiller hurtigt. Bredere bånd slides langsommere, og der går længere tid, før eventuelt slid påvirker guitarens intonation.

Rigtigt mange guitarer – måske endda langt de fleste - laves med medium jumbo, som kan siges at give det bedste fra to verdener.

Båndenes højde har også betydning, men højden oplyses desværre kun sjældent af fabrikkerne, så her er det mere et spørgsmål om følelse, hvad man foretrækker. Højere bånd kan være en fordel, hvis man skal spille rigtigt hurtigt som Yngwie Malmsteen, men generelt er det mest et spørgsmål om smag og behag. Højere bånd kan godt være sværere at spille på, fordi tonen lettere bliver vredet for meget, hvis man kommer til at trykke for hårdt på strengen. Lavere bånd har ry for at give en lidt blødere og mere rund tone.

Båndene er lavet af metal – typisk en legering med nikkel – men andre metaller forekommer. Materialet har en beskeden effekt på den lyd, guitaren frembringer. Hårdere metal som for eksempel rustfrit stål giver en lidt hårdere klang med flere overtoner og klarhed. Nikkellegeringerne, som de fleste fabrikanter bruger, er blandt de blødere metaller til formålet, men de giver til gengæld den lyd, som de fleste af os er vant til at høre.