Hurtig levering
30 dages returret
Tilbage til oversigt
Gibson guitarer

Alle kender Gibson og i særdeleshed deres Les Paul, som de fleste guitarhelte har spillet på før eller senere, og som alle drenge drømmer om. Tænk bare på Slash, Joe Bonamassa, John Fogerty, Eric Clapton i John Mayall tiden og masser af moderne rock- og bluesmusikere. NU har vi også fået guitarer fra Gibson på hylderne hos DanGuitar, så du har mulighed for at røre ved dem og spille på dem i vores showroom på Rugvænget 1 i Grenaa. Vi har både elektriske og akustiske guitarer fra Gibson USA!


Håndbygget i USA

Mens de fleste andre mærker efterhånden laver billigere produktlinier, som fremstilles udenfor USA, er alle Gibsons guitarer og basser stadig bygget i landet, hvor rock'n'roll opstod. Når du får en Gibson i hånden, kan du derfor være sikker på, at den er lavet i "Guds eget land" på én af Gibsons egne fabrikker i Memphis, Nashville eller Bozeman.

Det meste af Gibsons produktion er "mørklagt" og ikke til at komme i nærheden af, mens man i Nashville i staten Tennesse stadig kan komme på en guidet rundtur på fabrikken, hvor der hovedsageligt fremstilles semi-akustiske el-guitarer som for eksempel ES-335 og ES-345 (som blandt andre B.B. King spillede på). Der ligger en del mere eller mindre officielle "factory tours" på youtube.com, men her er én af de lidt længere dokumentarer fra magasinet Premier Guitar, som har været på besøg på fabrikken i Nashville.

Gibsons historie

Det hele startede i virkeligheden med mandoliner, som stifteren, Orville Gibson, begyndte at sysle med i 1884. Allerede i 1902 stiftede han sit firma og begyndte at producere og markedsføre mandolinerne under navnet Gibson Mandolin-Guitar Mfg. Co. Efter Orvilles død i 1918 kom dere stadig mere fart i produktionen af akustiske guitarer og senere også elektriske. Blandt firmaets storsælgere i de tidlige år var den akustiske guitar L-5.

Firmaets tidlige produktion er blandt andet kendt blandt blues-fans for "Robert Johnson guitaren", som den kaldes, fordi blueskunstneren Robert Johson er afbildedet med én på et af de ganske få kendte billeder af ham. Robert Johnson er et forbillede for blandt andre Eric Clapton og Keith Richars (fra the Rolling Stones), så han er ikke nogen "hr. hvem som helst". Desværre nåede han kun at indspille cirka 24 numre, før han døde i 1938. Johnson selv menes at have spillet på en Gibson L-1, som ses på dette billede


Gibson var med fremme blandt pionererne, da guitaren blev elektrisk, og de er stadig blandt de førende på markedet i dag - mere end 70 år senere!

Les Paul - da rocken ramte verden

I 1952 kom Gibson til dato største hit og mest berømte guitar på gaden. I samarbejde med den meget progressive guitarist Les Paul, havde man udviklet en el-guitar med massiv krop, som blev markedsført under hans navn - Les Paul. I dag kan der ikke være mange musikinteresserede, som ikke ved, hvad en Les Paul er... Les Paul'en er i grunden ikke udviklet til rock som sådan, men modellen er gået hen og blevet synonym med snart sagt enhver form for rock'n'roll og den ses ofte på alverdens scener! Se for eksempel klippet nederst i denne artikel, hvor Slash fra Guns'n'Roses viser, hvad sådan én kan bruges til!

Hvis nogen skulle have glemt det, så ser et rigtigt fint eksemplar sådan her ud:


Flying V og SG

Gibson var med helt fremme i slutningen af 1950'erne, hvor grundlaget for den moderne rockmusik blev lagt. Her udviklerede man blandt andet den karakteristiske "Flying V", som bedst kan beskrives som "pileformet" eller som måske også ligner en raket, hvilket ikke er så mærkeligt, da den er udviklet i en tid, hvor USA tog sine første skridt ind i rumalderen.

SG'en blev introduceret i 1961 og der knytter sig en sjov lille historie til den. Gibson udviklede sin SG model som afløser for Les Paul modellen, og de valgte også at kalde den nye for en Les Paul. De havde bare lige glemt at spørge Les Paul selv, om de måtte bruge hans navn på en guitar, som han ikke havde haft noget med at gøre... Det måtte de ikke... Så var gode råd jo dyre, og Gibson valgte blot at kalde den for "SG", som er en forkortelse for "Solid Guitar", da guitaren (i modsætning til de semi-akustiske guitarer, som blandt andre Chuck Berry spillede på) jo ikke var hul...


Historien om Gibson og alle de forskellige modeller er selvfølgelig meget længere end refereret her, men dét må blive en historie til en anden god gang.

Gibson i webshoppen og i butikken!

Nu kan du læse mere specifikt om de enkelte Gibson guitarer i vores webshop, men der er også mulighed for at søge yderligere inspiration på Gibsons egen hjemmeside, hvor der er masser af info og fede billeder. Gibsons hjemmeside er særdeles grundig med hensyn til specifikationer og materialer, så hvis der er noget, du gerne vil vide, så kan du starte her! Jeg har selv lige været oppe i vores showroom og lege med Gibsons modeller. Skal du også være med?

En Gibson i aktion

Lad os slutte med et lille klip med Slash, som fyrer den af på én af sine Gibson Les Pauls under den aktuelle "Not in this Lifetime" verdensturné med Guns'n'Roses.