Forstærkeren er dér, hvor elguitarens lyd forstærkes og formes, som man gerne vil have den, og for nybegyndere er det værd lige at understrege, at en elguitar ikke siger noget, før man slutter den til en forstærker.
Der findes mange forskellige typer af forstærkere i enhver tænkelig størrelse og prisklasse – og de findes også til akustiske guitarer. De fleste forstærkere er i stand til at tilføre lyden én eller anden grad af forvrængning i form af overdrive, som reguleres på forstærkerens gain-knap. Mange forstærkere har også indbygget en form for rumklang, som giver lyden dybde og gør den mere tredimensionel – ligesom at spille et sted, hvor lyden reflekteres fra de forskellige overflader i rummet. I dag er der også mange af de såkaldte "modelling" forstærkere på markedet. Det er forstærkere, som indeholder karakteristika fra forskellige kendte forstærkere, og som oftest også har indbyggede effekter som chorus, delay, compression og meget andet af alt det gode, som kan bruges samtidig.
Forstærkeren kan enten være i form af en "combo", hvor forstærker og højttaler er bygget sammen i samme enhed – eller en "top", hvor forstærkeren udgør en enhed i sig selv, som så skal tilsluttes et kabinet eller højttalersystem for at genskabe lyden fra instrumentet.
En combo har den fordel, at den som oftest er lettere at transportere, men det afhænger selvfølgelig af, hvad man har behov for, når man flytter sit udstyr. Har man for eksempel højttalere stående dér, hvor man øver med bandet, er det selvfølgelig lettest at nøjes med at tage sin top med ud i byen. I så fald skal man skaffe sig en løsning med top og separate kabinetter efter behov. Man kan også forestille sig, at en top kan sættes direkte til spillestedets lydanlæg – som eksempelvis Laneys Studio forstærker eller mange af de lidt bedre multieffekt processorer.
De fleste starter med en combo forstærker, og en god combo kan også bruges til mange forskellige formål. En kraftig combo kan sagtens spille lige op med et helt band – også når trommeslageren for alvor giver den gas.
Diskussionen om, hvorvidt man skal have en rørforstærker, en transistorbaseret forstærker eller en modelling forstærker, kan vække stærke følelser blandt garvede guitarister. Det er vigtigt at holde sig for øje, at der ikke findes løsninger, som er grundlæggende "rigtige eller forkerte" – sådan helt generelt. Til gengæld gælder det om at vælge den løsning, som er rigtig for netop dig og dit behov!
Vi har samlet nogle bemærkninger om de forskellige muligheder, som forhåbentlig kan hjælpe dig med at få et overblik.
Masser af garvede guitarister sværger til lyden af en god rørstærker. Det er samtidig den oprindelige konstruktionsform til guitarforstærkere. Rørforstærkere giver en varm lyd, hvor man til en vis grænse er i stand til at skelne de enkelte toner i akkorderne – også selvom der er godt med overdrive på. Rørforstærkere reagerer meget dynamisk på ændringer i, hvor hårdt man slår guitaren an - og om man skruer ned for sin volume på guitaren. Ændringer i anslagsdynamikken eller lydens indstilling på guitaren betyder, at lyden fra forstærkeren forandrer sig og giver mere eller mindre overdrive – alt efter anslaget og lydstyrken på guitaren.
Rør lyder af rockens barndom. Der var rør i forstærkerne hos The Beatles, Jimi Hendrix, Led Zeppelin, Van Halen og hele vejen op til Metallica og masser af moderne kunstnere. Men rør er ikke kun gammeldags. Udviklingen af rørforstærkere er fulgt med tiden, så selvom selve brugen af rør til forstærkning og overdrive har mange år på bagen, kan man sagtens få en moderne rørforstærker.
En rørforstærker skal normalt skrues ret højt op, før man får det fulde udbytte af dens fede lyd. Så hvis du synes, der mangler noget i lyden, skal den bare have "fuld skrue"!
På Internettets forumsider kan man godt få den fornemmelse, at det kun er rørforstærkere, der er noget værd, men det er ganske enkelt ikke sandt. Der findes masser af kvalitetsforstærkere, som er baseret på transistorteknologi.
For eksempel er Rolands JC serie af forstærkere brugt af berømte musikere gennem mere end 40 år - Joe Satriani og Jeff Buckley er to meget forskellige eksempler, som kan nævnes i tilknytning til forstærkeren. Den er også brugt af Metallica til numre med en mere "clean" guitarlyd, Robert Smith fra The Cure, Andy Summers fra The Police og jazzlegenden Pat Metheny... Og det er bare én af de mange forstærkere, som er bygget uden rør.
Som et godt eksempel på en moderne kvalitetsforstærker, der er baseret på transistorer, kan vi fremhæve BluGuitar AMP1, som leverer sublim lyd i et brugervenligt og handy format – lige til at tage med til sessions eller koncertjobs hvor som helst i verden!
Transistorteknologien findes i alle prisklasser, og der findes én til ethvert behov. Masser af forstærkere er transistorbaserede, hvilket gør dem både lettere og billigere. De er desuden vedligeholdelsesfri, hvor en rørforstærker skal have udskiftet sine rør engang imellem.
Modelling forstærkere kan "emulere" lyden af nogle af de kendte forstærkere fra både England og USA, ligesom de har indbyggede effekter som både overdrive, chorus, delay (ekko) og alt muligt andet godt. Der er tale om en moderne, digital forstærker - som er i stand til at lyde på et hav af forskellige måder, ligesom man kan sammensætte sine effekter på uendeligt mange måder. Der er som ofte tale om comboforstærkere.
En modelling forstærker er en oplagt løsning for en begynder, fordi man med modelling kan få et godt indblik i, hvordan de forskellige effekter lyder, ligesom den er forholdsvis prisbillig at anskaffe sig. De findes dog i alle prisklasser – helt op til det mest udsøgte professionelle grej.
Akustiske guitarer er et kapitel for sig. Som udgangspunkt skal man have en særlig forstærker beregnet til en akustisk guitar, fordi en akustisk guitar kræver en forstærker og højttalere, som ikke "farver" lyden i samme grad som forstærkere til elguitarer. For at en forstærker til elguitar også skal kunne bruges til en akustisk guitar, skal man som minimum være sikker på, at dens højttaler – hvis det er en combo forstærker – er af typen FRFR, som står for "full range, flat responce" og betyder, at alle frekvenser i lydområdet gengives "loyalt" og uændret. Ved at bruge en dedikeret forstærker beregnet til akustisk guitar, løser man let dét behov.
Hvis din guitar er halvakustisk, kan den forbindes til forstærkeren med et almindeligt guitarkabel, mens der skal sættes en mikrofon foran guitarer, som ikke selv har nogen pickup eller eletronik indbygget. Det er ingen tvivl om, at den bedste lyd opnås med mikrofon, men den fremgangsmåde kan på den anden side godt være besværlig - og kan under alle omstændigheder ikke lade sig gøre, hvis man spiller i et band med trommeslager og andre elektrisk forstærkede instrumenter.