I vores barndom har vi alle i én eller anden form hørt den danske kunstner Elizabeth Gjerluff Nielsen. I 80'erne var Danmark på fornavn med hende, så bare man nævnte "Elizabeth", så vidste alle, hvem man mente - nemlig sangeren og sangskriveren Elizabeth G. Nielsen fra Skjern!
Hun stod bag en række store hits i 1980'erne og ind i 1990'erne men også derefter var hun en stor kraft i danske kulturliv i bredeste forstand.
Du, kære læser, kender garanteret også hendes stemme fra radioen eller fra din barndom med "Åh, Abe", som vi vender tilbage til længere nede i dette indlæg. Her kommer Elizbeth med ét af sine største hits "En Sømand Som Dig" i en live-udgave fra d. 24. oktober 2019 - præcis tre år før hendes alt for tidlige bortgang, som har givet os den triste anledning til at skrive disse linier.
Elizabeth er her desværre ikke mere, da hun efter en kort sygdomsperiode gik bort d. 24. oktober 2022 i en alder af kun 65 år. Hun var en stor dansk sangskriver og kulturpersonlighed, og derfor vil vi her hos DanGuitar.dk gerne hylde Elizabeth og tænke på hende med glæde over, hvad hun gav danskerne med sit talent. Vi fortsætter straks hit-kavalkaden med Sotto Voce fra 1988 - denne gang uden levende billeder
Det er nok ikke noget, du går og tænker over - især ikke, hvis du er yngre end 30 år gammel, men Elizabeth har været en del af den danske pop- og rockscene i mange år. Vi kender som allerede nævnt hendes stemme, men hvad de færreste ved er måske, at hun også skrev nogle af de største danske hits fra årene mellem 1989 og 1996.
Først og fremmest er der hendes eget debut-album som solokunstner - det eponyme album "Elizabeth" fra 1984. Albummet indeholdt det efter danske forhold store hit "En Sømand Som Dig", som man på en god dag stadig kan møde på sendefladen hos nogle af de danske radiokanaler, hvor der spilles musik for det mere modne publikum. Tag ikke fejl: I midten af 80'erne var Elizabeth én af de største blandt de unge!
Det er efter min mening synd og skam, at Elizabeth på nogen måder ofte blev identificeret som "Peter A.G.'s søster", fordi hun var søster til brødrene fra Gnags, hvoraf især den karismatiske forsanger Peter A.G. Nielsen i årenes løb har fyldt meget på de danske sendeflader. For Elizabeth kunne selv, og hun beviste det kontinuerligt helt tilbage fra bandet Voxpop i slutningen af 1970'erne, som sanger, med sin sangskrivning og til sit senere forfatterskab til bøger både for voksne og børn og endda som klummeskriver i aviserne Politiken og Berlingske Tidende.
Selv har jeg en svaghed for sangerinden Søs Fenger, og jeg må indrømme, at jeg selv svævede i dén vildfarelse, at Søs selv havde skrevet nogle af sine største hits. Det åbenbarer sig imidlertid for mig nu, hvor Elizabeth ikke er her mere, at det var hende, som skrev numre som "Kun Et Kys Herfra", "Tivoli I Regnvejr" og megahittet "Holder Øje Med Dig", som hun selv synger her sammen med guitaristen Jacob Binzer fra D-A-D
Elizabeht har også skrevet sange for bandet Ray Dee Ohh med Maria Brahmsen, Caroline Henderson og Poul Halberg. For Ray Dee Ohh stod Elizabeth bag sange som både "Brændende Læber" og "Jeg Vil La' Lyset Brænde". For Sanne Salomonsen skrev hun pragtpræstationen "Den Lille Løgn" fra 1996, som vi her vil dele med dig i en lidt mere sketchy udgave fra Sannes hånd og mund i 2010 på Samsø Festival
Elizabeth var en del af kredsen bag de danske "Åh, Abe"-udgivelser, hvor hun bidrog med vokal på en del af sangene.
"Åh, Abe" var serie af danske udgivelser med børnesange indsunget af og med danske pop-musikere og udgivet i årene 1993 til 1999. De fire første udgivelser opnåede alle det, der på daværende tidspunkt hed en Dansk Grammy for årets bedste børneudgivelse. Elizabeth sang blandt andet børnesangene "Hundred' Mus Med Haler På", "I En Skov En Hytte Lå", "Her Er Min Mor", "Røde Gummistøvler" og "Danser Med Mig Selv".
Det er ikke lykkedes for DanGuitar.dk's redaktion at finde ud af, om hun også skrev nogle af sangene, men da de sidste to udgivelser i serien indeholdt nyskrevne, selvstændige sange, vil vi anse det for endog meget sandsynligt, at Elizabeths pen var involveret også dér!
Som nævnt ovenfor blev Elisabeth Gjerluff Nielsen med sit vidt forgrenede talent en stor kulturpersonlighed i Danmark. Hun har skrevet sange, bøger og kronikker. Og hun har med sin store personlighed og karisma været en magnetisk tilstedeværelse, når hun medvirkede i diverse TV-indslag gennem årene. Her kan du møde hende i et længere interview i anledning af hendes selvbiografiske bog "Store Børn" i 2019, hvor det hurtigt står klart, hvor enormt reflekteret og velformuleret hun var i stand til at give udtryk for sine dybeste tanker. Det er nu altid en fornøjelse at have lejlighed til at iagttage de største intellektuelle kapaciteter på arbejde!
Som nævnt er der tale om et længere interview, som er knækket op i hele tre dele på Youtube.com. Her kommer nummer to
... Oooog vi slutter naturligvis med tredje og sidste del af "Welcome To My World" fra Ostjysk TV
Æret være Elisabeth Gjerluff Nielsens minde