Hurtig levering
30 dages returret
Tilbage til oversigt

Greta Van Fleet

Det lyder som navnet på hende, der var sekretær for Goebbels i Nazi-Tyskland under krigen, men Greta Van Fleet er i stedet et ægte rockband fra Frankenmuth i Michigan, USA!

Greta Van Fleet hyldes som rockens nye, store helte. De spiller noget, der vel bedst kan karakteriseres som "bluesrock i den hårdere ende af skalaen". Hvis du kan lide Led Zeppelin vil du synes, at Greta Van Fleet er mægtigt interessante - hvad enten du efter flere grundige gennemlytninger finder dem geniale eller plagierende... Nogle synes nemlig, at de ligger lige lovligt tæt på Led Zeppelins klassiske lyd, men jeg synes, at de bringer forfriskende nyt liv til en genre, som godt kan have det lidt svært i disse elektroniske tider. Deres færdigheder kan der i hvert fald ikke herske tvivl om... Og så er bandets ældste medlem født i 1996. Det ER da vanvittigt livsbekræftende, at en flok unge mænd omkring de 20 år får ny og spændende inspiration ud af den samme (gamle) musik, som jeg selv hørte lige omkring de år, hvor Greta Van Fleets medlemmer blev født...

Men nok om snakken - lad os høre et eksempel på bandets første hit "Highway Tune", som i fire uger toppede Billboards liste over amerikansk "mainstream rock". Her er den officielle musikvideo fra skæringen

Bandet med det underlige navn er opkaldt efter en lokal borger i drengenes hjemby, Frankenmuth. Hun hedder Gretna Van Fleet, men bandet valgte at bytte om på et par bogstaver, så de kom til at hedde "Greta" i stedet for "Gretna". De fortæller i øvrigt, at de HAR sørget for at indhente Gretnas tilladelse til at bruge navnet!

Gretas inspirationskilder

Her møder gode gamle Nikki Sixx (bassist i heavybandet Mötley Crüe og kendt fra mange andre sammenhænge) Gretas guitarist Jake Kiszka og taler lidt om yndlingsriffs og inspiration

Sam på bas lægger ikke skjul på, at han er vild med afdøde Jack Bruce (the Cream, BBM) og John Entwistle (The Who).

Jake fortæller om inspiration fra kunstnere som Jimmy Page (Led Zeppelin), Eric Clapton (især i tiden med The Cream), Howlin' Wolf og andre af de klassiske blueskunstnere. Han giver også eksempler på, hvad han selv får ud af de klassiske riffs.

Greta og Led Zeppelin

Jake på guitar lægger som nævnt ikke skjul på, at Jimmy Page er ét af hans store forbilleder, og at han synes, at Page "fik noget interessant ud af the blues".

Josh, som synger, understreger, at han ikke vidste, hvem Led Zeppelin var, før engang i løbet af hans high school, men at Robert Plant sidenhen er blevet en stor inspiration. Jake fortæller, at hans lyd har været der mere eller mindre instinktivt ud fra et behov for at kunne høres over resten af bandet.

Robert Plant (sangeren i Led Zeppelin) siges i øvrigt at have stor sympati for Greta Van Fleet, som skulle være én af hans favoritter, når det handler om unge bands.

Greta Van Fleets udstyr

Hvis du har tid til eller interesse for dén slags, så kan jeg anbefale at se Premier Guitars Rig Rundown, hvor John Bollinger møder bandets medlemmer til en snak om deres udstyr og også konstaterer, at de er, hvad John Bollinger kalder "an honest to God rock'n'roll band!"

DanGuitar.dk har naturligvis ikke lige Sam Kiszkas Fender Precision Bass fra starten af 80'erne på lager, men du kan købe en nutidig Fender Bas ved at trykke her. Og eftersom Sam spiller på et Ampeg kabinet, så lad os da lige så et slag for vores Ampeg bas-udstyr, som du finder her.

Jakes Gibson er fra 1961, men vi har den nyeste model på hylden her, og Marshall forstærkere har vi også masser af. Lad mig personlig anbefale den nye DSL40CR med masser af gain og en rigtigt god højttalerenhed af Celestions V-type

Vi er desværre midlertidigt udgået for perlebeklædte veste og medaljoner med indiansk udsmykning, så hvis du gerne vil ligne Josh, må du finde andre leverandører. Til gengæld har vi masser af mikrofoner på dette link - og dét endda både med og uden ledning!