Hurtig levering
30 dages returret
Tilbage til oversigt

Oasis

Hvis du ikke kender Oasis, så må du have levet under en sten. Smag på denne her til den start!

Det er bandets monsterhit, Wonderwall, som hærgede hitlisterne i midten af 1990'erne, men som på én eller anden måde har formået at blive hængende og også dyrkes af yngre generationer. Og hvis du synes, at de minder lidt om nogle fyre, som hedder John, Paul, George og Ringo, så er det ikke helt tilfældigt... Oasis ku' nemlig godt lide at "låne" - både deres udseende og musikalske bedrifter - men de formåede på en charmerende og meget britisk facon at gøre det hele til deres eget!

Oasis brød igennem allerede med debutalbummet, Definitely Maybe, i 1994 og toppede som en del af "brit-pop" bølgen i midten af 1990'erne. I centrum af bandet fandt man brødrene Liam og Noel Gallagher fra Manchester i England, og deres forhold var temmelig kompliceret - for nu at sige det mildt... Hvis du ikke allerede har set Neflix' dokumentar om Oasis, kan den kraftigt anbefales - de er splittergale, og jeg tog mig selv i gang på gang at overraskes over, at sådan et par skøre kugler har kunnet tilføre verden så fantastiske sange, som tilfældet rent faktisk er!!

Bandet gik i opløsning i 2009, men på det tidspunkt var det desværre allerede længe siden, at de havde kunnet præstere sange, som levede op til fortidens stjernestunder. Det sidste her er naturligvis min egen personlige holdning. Hvis du har en anden opfattelse, er du velkommen til at ringe til DanGuitar.dk's kundeservice for at brokke dig over mig!

Don't Look Back In Anger

.. Var et kæmpe hit fra Oasis' side allerede efter udgivelsen i 1996 og har i nyere tid fået en renæssance, da yngre generationer tog den til sig efter et frygteligt terrorangreb i Manchester, England. Hele verden tog sangen til sig (igen), efter at den blev sunget af publikum sammen med Coldplays Chris Martin under mindekoncerten d. 4. juni 2017.

Sangen er skrevet af Oasis' primære sangskriver, Noel Gallagher, og den blev udgivet som bandets første single med Noel som sanger i stedet for sædvanligvis lillebror, Liam. Noel er efter min mening en af den moderne tids største sangskrivere, og han er samtidig befriende ærlig omkring, at han gerne "låner" og lader sig inspirere af andre sangskrivere. Om "Don't Look Back In Anger" indrømmer han for eksempel gerne, at han på flere måder har ladet sig inspirere af John Lennon - blandet andet starten, som dufter blidt af Lennons ikoniske sang, "Imagine".

Dét og meget mere kan du lære af Rick Beato, der som led i sin serie "What Makes This Song Great" har taget sangen under kærlig behandling i en video udgivet d. 24. marts 2020.

Du kan nyde Ricks fortælling om sangen her, og hold nu ørerne stive, for det er ikke småting, du kan lære, når han ruller sig ud. Vi kommer omkring en masse interessante detaljer som en melodistump fra "All The Young Dudes" og trommerytmen i forhold til hip-hoppens mest samplede rytme og et par "Caveman fills". Du kan også lære, hvad en E-dur laver i tonearten C, og hvordan melodien deler en særlig karakteristik med Elton Johns berømte melodier. Nyd det her - og se det gerne flere gange om nødvendigt, for der er masser at lægge mærke til!

Hvis du selv har fået lyst til at prøve at synge og spille Don't Look Back In Anger, så kan du klikke her og blive ført til Ultimate-Guitar.com's side med tekst og akkorder. Men betragt dig selv som advaret: Den originale toneart er ALT for høj for mig - måske din stemme er anderledes?

Post scriptum: Efter terrorangrebet ved Ariana Grande koncerten i Manchester d. 22. maj 2017 blev sangen instinktivt en del af Manchester-borgernes stille reaktion på bombningen, hvor der døde 22 unge mennesker. Så populær blev sangen i kraft af sin betydning for det sørgende samfund, at singlen igen sneg sig ind på hitlisterne mere end 20 år efter sin udgivelse.

Rick Beato

Rick Beato er tidligere producer og har været med på nogle udgivelser, som vist aldrig blev det helt store i Danmark. Han har en universitetsuddannelse i jazzguitar og har arbejdet som sangskriver og producer i sit hjemland, USA.

I dag har en sin kanal på Youtube med mere end 1,4 millioner abonnenter, hvor han fortæller sine seere om musik. Blandet andet har en serien "What Makes This Song Great", hvor han i hvert afsnit dissekerer én vigtig, musikalsk milepæl og fortæller om, hvad han har fundet ud af. Det er enormt berigende og inspirerende at følge med i, og det er her, vi kan nyde det afsnit, jeg gerne vil fremhæve i dag. Som du vil se, kommer han omkring både musikteori, indspilningstekniske finesser, bandets stil og formåen og meget, meget mere, som han kan berige vores tilværelser med!

Beato er utroligt benhård og utroligt vidende om alt, hvad er har med musik at gøre. For eksempel satte jeg mig den anden dag til at nyde en samtale mellem ham selv og guitarlegenden, Robben Ford - begge helt utroligt dedikerede mennesker med en enorm viden om musikteori og jazz. Jeg måtte for én gang skyld erkende, at jeg ikke var i stand til at færddigøre "nydelsen" af den halve times interview, for jeg forstod ganske enkelt ikke det halve af, hvad de sagde... Hvis DU har mod på at gøre et forsøg, så finder du interviewet ved at klikke på billedet af Robben Ford herude til højre!

Hvis du vil have mere

Her kan du nyde en samtale mellem Rick Beato og indspilnings-esset, Tim Pierce, hvor de taler om, hvordan en studiemusikers situation har udviklet sig over de seneste 30 år. Det er en fascinerende samtale mellem to driftige herrer, som har skabt deres karrierer ved at være på toppen hele tiden. De fortæller om, hvad man gjorde i 1980'erne og hvordan det hele ændrede sig, da bandet Nirvana og musikstilen Grunge ramte verden i starten af 1990'erne på en meget underholdende måde. Tim Pierce fortæller blandt andet om, hvordan han selv var god til at lyde som en lidt usikker (og ligeglad) 24-årig på sit instrument, og at det var netop dét, som producerne efterspurgte i starten af 1990'erne. Du lærer også, hvad du kan få ud af kun at lytte til den ene side af et mix. Nyd også stemningen af nærliggende lufthavn som i disse tider trods alt lugter lidt af rejseaktivitet...

Jeg elsker personligt Tim Pierces indsigt og utroligt beskedne væremåde. For dem, som ikke ved det, taler vi om en mand, som har spillet på mere end 1000 studieindspilninger. Flere medlemmer af den yngre generation af (studie-)musikere, som flokkes i og omkring Los Angeles, fortæller at de er taget til byen for at "blive som Tim Pierce". Du bør checke hans egen kanal på Youtube ud, hvor han flittigt deler ud af sin visom og erfaring. Du finder Tim Pierce ved at klikke her. På forsiden af hans profil ligger der for eksempel lige nu en lille historie om, hvordan han fik mulighed for at spille med Joe Cocker på hele seks af legendens studiealbums!

Endelig kan du også besøge Rick Beatos kanal. Ham har jeg tidligere fremhævet på disse sider, og selvom han ligner en nybagt bedstefar, så er der stadig spræl i ham. Han kan godt være temmelig teoretisk, som det også fremgår lidt af videoen om Don't Look Back In Anger, men det er på den anden side aldrig for sent at lære noget nyt, vel? Du finder ham ved at klikke her.