Smag lige på navne som Adele, Britney Spears, 4 Non Blondes, Pink, Christina Aguilera, Weezer, James Blunt, Miley Cyrus, Natasha Bedingfield, Gwen Stefani, Alicia Keys og legendariske Dolly Parton. De har alle det til fælles, at de på et eller andet tidspunkt har arbejdet med sangskriver og producer, Linda Perry, som efterhånden har opnået en velfortjent status af legende i USA. Hvis du ikke kender Linda Perry, så bliver jeg nødt til at fortælle dig, at det gør du med garanti alligevel, selvom du ikke lige er i stand til at genkende hendes navn. Hun er nemlig sådan én, der har fingrene i meget af det, der sker bag kulisserne i musikindustrien, og hun har gjort meget for nogle af dem, vi i dag betragter som store stjerner.
Linda Perrys tilløb til en solokarriere gik for alvor i stå, da hun i år 2000 blev kontaktet af pop/rock sangerinden P!nk, som bad hende om at hjælpe med produktion og sangskrivning til det album, som blev til Pinks andet album, "Missundaztood". Ét eller andet fik Linda Perry til at træffe et bevidst valg om at se, hvor meget talent hun kunne vride ud af den unge sangerinde - i stedet for selv at forsøge sig med flere udgivelser og koncerter i eget navn. Linda Perry fortæller i øvrigt, at hendes manager flippede helt ud over, at hun bad om at få aflyst bestræbelserne på at lancere en solokarriere. Men valget må siges at have været helt, helt korrekt!
I 2004 stak karrieren helt af for hende, da hun var med til at skrive flere af sangene på Gwen Stefanis stor-hittende debutalbum "Love. Angel. Music. Baby". Efterfølgende har hun også været med til at skrive mange numre sammen med Christina Aguilera til hendes album "Back To Basics", ligesom Linda Perry skrev og producerede et helt album for heavy-lengenden Ozzy Osbornes datter, Kelly Osbourne
... Og gennem sit firma "We Are Hear" fortsætter hun med at finde, indspille og være manager for morgendagens største talenter.
Før alt det med sangskrivning og produktion, var Linde Perry med til at bryde igennem med gruppen 4 Non Blondes, som udelukkende bestod af kvindelige medlemmer, hvilket ikke var så normalt dengang, som det er er i dag.
Bandet blev stiftet af bassisten Christa Millhouse, som sammen med guitaristen Shaunna Hall og trommeslageren Wanda Day fandt frem til Linda Perry og tilbøde hende pladsen som sanger i bandet. Dét skulle vise sig at være en klog beslutning, for Linda Perry skrev nummeret "What's Up" til bandets debutalbum, og hvem kender ikke den sang, som også er nummer 94 på Rolling Stones liste over tidernes største "One Hit Wonders". Sangen bevæger sig over en meget, meget simpel akkordprogression, som bandet så alligevel formår at variere og eksperimentere med, så man føler sig underholdt hele vejen igennem, hvilket ikke mindst skyldes den intense måde, Linda Perry synger den på.
Sangen klarede sig rigtigt godt på hitlisterne i USA og peakede på førstepladsen af listerne i 11 lande - herunder både Norge og Danmark!
Desværre var debutalbummet "Bigger, Better, Faster, More!" udtryk for alt, hvad bandet havde at byde på sammen, for de gik i opløsning under forsøgene på at indspille endnu et album i 1994.
Her får du Linda Perry i en "Taylor Acoustic Session", hvor hun gerne vil sælge dig en guitar for firmaet Taylor. Det er megahittet "Beautiful", som Linda Perry skrev til Christina Aguilera. Nummeret blev et gigantisk hit, og Linda Perry har skrevet den alene, ligesom hun har produceret og stået for teknikken under indspilningerne. Og hvis dét ikke er nok for dig - ja, så spiller hun også både klaver, guitar og bas på nummeret! Men her kommer den altså i en dugfrisk, akustisk soloversion.
Nummeret handler om kampen mellem selvværd og usikkerhed og formidler et budskab om at være kilden til sin egen styrke, og forstår princippet om sin egen "indre skønhed". Sangen er i øvrigt højt værdsat i dele af LGBT-miljøet netop på grund af budskabet om at være noget for og i sig selv! Linda Perry er ikke selv bange for at være aktiv i den kønspolitiske debat, og hun optrådte ved flere lejligheder i 1994 med påskriften "DYKE" på sin guitar, hvilket vel bedst kan oversættes med den nedsættende betegnelse "lebbe".
Jeg er ret vild med hende, og DU kan i øvrigt se DanGuitar.dk's udvalg af Taylor ved at klikke her (åbner i nyt vindue). På optagelsene spiller hun på sin egen, modificerede Taylor Grand Pacific 717.