Der er desværre ikke så mange andre steder at opleve musikken lige for tiden end her på nettet... Så hvis du skal have en lille smag af noget, som dufter af live-musik, så må du på Facebook, Youtube - eller ét af de andre websites. Dér er til gengæld også begyndt at ske rigtigt meget - der er snart ingen grænser for, hvilke kunstnere du kan opleve mere eller mindre "live" på nettet.
Om ikke andet, så er der en stigende interesse fra kunstnernes side for at lægge ældre koncerter op til gratis fornøjelse for dig og din musikinteresse. Jeg har tidligere nævnt Metallica på disse sider, men der er mange, mange flere kunstnere, som i stigende omfang flasher materiale fra arkivet. Det er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen, men det nye her i disse tider med Covid-19 er, at kunstnerne begynder selv at lægge hele koncerter op. Nogle vælger også ligefrem at optræde live på nettet. Dér så jeg for eksempel den anden dag en lille koncert den danske sangskriver Poul Krebs, som transmitterede live via Facebook, hvor cirka 1.700 "gæster" så med og kunne kommentere under arrangementet. Hvis du ikke ved, hvem Poul Krebs er, så kender du måske Henning Kvitnes - hans norske kollega og samarbejdspartner. Her er Henning med sin udgave af en meget kendt sang fra Poul Krebs' hånd
... Men det var et lille sidespring... I dag vil jeg nemlig gerne give dig en oplevelse, som jeg selv havde meget ud af, da jeg ved et rent tilfælde fandt den på Youtube. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker blues, men selvom "the blues" måske normalt ikke lige er noget for dig, så giv dette her nummer en chance. Her er det nemlig en lidt ældre optagelse med den gamle bluesman, Buddy Guy, og hans unge ven - en hvis John Mayer. Her er de med en fantastisk udgave af "What Kind of Woman Is This" fra Farm Aid i USA
Er det ikke en himmelsk optræden? Deres optræden OSER af overskud og humor, og ingen kan vel være i tvivl om, at det er nogle fyre, som i dén grad har styr på deres instrumenter.
Men så lad os se lidt på de medvirkende: Alle kender vel John Mayer i ét eller andet omfang? Men hvis du mod forvetning ikke skulle være klar over, hvor sublim en guitarist, han er, så bliver jeg nødt til at tage dig i skole. Nyd lige dette her klip fra Crossroads Guitar Festival i 2010, så kan vi tales ved om Buddy Guy nedenfor
Fedt, ikke? Din lektie til i næste uge er at gå på din streamingtjeneste og finde albummet "Try" med John Mayer Trio, hvor han spiller sammen med Steve Jordan og Pino Palladino. Du vil herefter aldrig, aldrig mere se på John Mayer som en poppet flødedreng. Jeg lover det! Og efter sådan en lille lækkerbisken så lad os fortsætte med at se på, hvor den unge mand (blandt andet) har lært det fra. Mine damer og herrer - det er blevet tid til
Buddy Guy er én af de største, nulevende stjerner på blues-himlen og en levende legende. Hvis du ikke kender ham i forvejen, så skal jeg nok hjælpe dig lidt. Læn dig godt tilbage, mens jeg fortæller dig lidt om én af de største entertainere i blues'ens historie.
Buddy Guy er en ældre herre på 83 år. Han har indspillet musik gennem mere end 60 år og er undervejs blevet kaldt "the best guitar player alive" af selveste Eric Clapton. Han er desuden optaget som nummer 23 på Rolling Stone Magazines liste over tidernes største guitarister, og i USA er han i tidens løb blevet tildelt intet mindre end 8 Grammy'er plus en ekstra "Lifetime Achievement Award" for en ekstraordinært lang og strålende karriere - noget man for eksempel i Danmark kun gør for kunstnere som Medina, før de når midten af 30'erne... Nå, men til sagen
Buddy Guy er kendt for at kunne lide prikker, som du også tydeligt kan se i klippet fra Farm Aid. For en musiker har det stor værdi at kunne kendes på noget rent visuelt også (ud over sin lyd og sangskrivning), og Buddy Gyu gjorde i mange år det, at han altid iførte sig prikket tøj - eller optrådte med en prikket guitar. Han har i tidens løb fået udgivet signaturmodeller fra Fender Musical Instruments - prydet med de festligste prikker!
I 1960'erne huserede Buddy i Chess studierne i Chicago, hvor han havde lejlighed til at omgås typer som Muddy Waters, Howlin' Wolf, mens hans kørte lastbil i dagtimerne. Han blev ved med at spille, men gik lidt i glemmebogen, indtil Eric Clapton havde ham med på sine store liveindspilninger i starten af 1990'erne - indspilninger, der blev til dobbeltalbummet "24 Nights". Næsten samtidig udkom Buddy Guys kommercielle come-back album "Damn Right, I've Got The Blues" - en sætning der senere blev titlen på hans selvbiografi fra 2012.
I 1989 åbnede han bluesclubben, Buddy Guy's Legends i Chicago, Illinois, USA. Han driver og ejer stadig spillestedet, hvor han også selv optræder flere gange i løbet af januar måned - hvert år. I sin fremskredne alder fortsætter Buddy Guy med at turnere, og han spiller stadig gennemsnitligt et sted omkring 130 jobs om året fordelt ud over hele verden, hvilket må siges at være noget af en bedrift for sådan en oldefar!
Nå, ja... Og så har han også optrådt i Det Hvide Hus for Barack og Michelle Obama. Dér fik han d. 21. februar 2012 USA's præsident Barack Obama til at synge for på omkvædet af den udødelige klassiker "Sweet Home Chicago", som du kan se på klippet her med en et særdeles stærkt felt af musikere
Og lad os slutte med et interview, der siger det hele. Her er Buddy på besøg hos den amerikanske forhandler "Guitar Center", hvor han stiller op til interview og en lille prøve på sin kunnen. Det første, der slog mig, da jeg først så klippet var, at manden er enormt sympatisk og desuden har den vildeste, amerikanske dialekt! Og dernæst blev jeg opmærksom på, hvor tydeligt det er, at intervieweren, Nic Harcourt, i dén grad er ramt af ærefrygt over at sidde og tale med en levende legende. Nyd det her
Undervejs i karrieren har han slidt to koner op og fået otte børn. Han er optaget i Rock'n'roll Hall Of Fame og er blevet kaldt en "master of tension and release" i New York Times. Med andre ord: Når Buddy Guy er med, sker der altid noget!
Hold øje med dine yndlingskunstneres profiler på de sociale medier. Kunstnerne vil ofte annoncere deres live-optrædender i god tid, så hvis du holder øjne og ører åbne, går du ikke glip af noget!
... Og hvis du bare slet ikke kan få nok af Buddy Guy og hans legendariske showmanship, så er her en hel koncert fra det berømte Red Rocks koncertsted i Colorado, USA, hvor blandt andre The Beatles, John Denver og U2 har spillet og indspillet koncerter. Giv dig tid til at se det hele, og Buddy vil belønne dig - måske du endda kan samlet et trick eller to op til brug for dine egne optrædender?