Hurtig levering
30 dages returret
Tilbage til oversigt

Covid-19 løsner grebet

Mens jeg skriver disse linier, begynder det at lysne her i Nordeuropa og især Skandinavien. Det ser ud til, at især Norge og Danmark er på rette vej, og at coronavirus'ets indflydelse på vores dagligdag falder. Nogle af os er allerede lukket ud i det offentlige rum, mens jeg for eksempel selv passer mit arbejde på DanGuitar.dk hjemme fra mit eget hus, hvor jeg sidder og skriver disse linier. Men under alle omstændigheder: Det ser ud til, at vi er på rette vej, men der er stadig behov for "social distancing" - at vi er sammen hver for sig.

Mens du så sidder derhjemme i stedet for at være sammen med dine venner eller øve med bandet, så har jeg en lille lækker ting til dig, som de færreste af os normalt ville skænke nogen særlig opmærksomhed, men hvorfor ikke benytte lejligheden til at lære noget nyt?

Mine damer og herrer - her er

Junior Brown

Engang imellem kan man være heldig at opleve noget nyt, og dét må dette klip siges at kunne bidrage med! Jeg kendte i hvert fald ikke hverken Junior Brown, Vault Sessions eller fonden, som står for dem, før jeg faldt over nogle ret vild, musikalske personligheder på forsiden af mit "feed" på Youtube.com - og lod mig lokke til at se et par stykker af dem. Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig, men navnet "Junior Brown" gav mig måske associationer til en spinkelt bygget, afroamerikansk bluesman med slidt akustisk guitar og en sangstemme i det højere register. Dén slags kan jeg godt lide, så jeg klikkede glad på linket for at se nærmere på det og på den måde forstærke mig selv i min egen radikalisering på området.

Så jo... Jeg ved jo nok alligevel, hvad jeg selv forventede ud fra navnet, men mine fordomme blev på flere måder gjort til skamme, og sådan noget kan jo heldigvis ske for os alle sammen... Og det er helt OK! Vi skal bare huske at lære af det, når vi på den måde bliver konfronteret med vores egne fordomme eller indskrænkethed

Frem på skærmen tonede nemlig intet mindre end en ægte "cowboy" i form af Junior Brown, som var alt andet end dét, jeg intetanende havde forestillet mig. Han kommer her, og gør mig lige den tjeneste af se klippet til ende, selvom hverken Junior eller hans genre måske er noget, som du tænder på i forvejen.

Læg i øvrigt mærke til, at Junior Brown benytter sig hæmningsløst af en teknik, man kalder "hybrid picking", som giver ham mulighed for at spille flere toner og med større variation, end hvis han udelukkende benyttede sit plekter. Hybrid picking går ud på, at du spiller med plekter, mens du samtidig bruger et par fingre på den samme hånd til at slå de lyse strenge an med. Det er en teknik, som er højt, højt udviklet og rafineret indenfor country-musikken, men mange af os bruger den også flittigt indenfor andre genrer. Da jeg først begyndte at eksperimentere med det, men gav det overhovedet ikke mening for mig, men jeg spillede til gengæld en del fingerpicking - helt uden plekter. Og pludselig en dag i øvelokalet stod jeg og spillede med både plektret og de øvrige fingre - uden at have tænkt over det. Engang imellem har man åbenbart lov at være heldig...

Hvis du skulle have fået mere appetit på Junior Brown, så nyd lige hans opvisning her på "Hang Up And Drive", hvor han demonstrerer et par udsædvanlige teknikker på sin "guit-steel", som det sjove instrument hedder. Og selvfølgelig er der både humor og biler i en rigtig country-sang!

Junior Brown er født i 1952 er en erfaren herre, når det kommer til det med at spille musik! Han er fra Arizona i USA og har spillet musik hele sit liv. i 1960'erne spillede han i forskellige bands og ernærede sig også i nogle år som guitarlærer, før hans karriere tog fart i1990'erne. Han er kendt for at spille på sin "guit-steel", som er et custombygget instrument med en Telecaster-lignende hals øverst og en en steel guitar nederst, og han er noget af en entertainer i den gamle tradition. Han benytter sig at nogle interessante tricks som for eksempel at manipulere tonen med sine stemmeskruer, mens han spiller, og så er han en helt vild "country picker", når ånden kommer over ham! Du kan se eksempler på det hele i en TV-transmitteret mini-koncert her

Det er ikke sikkert, at jeg selv går ud og køber et album med ham, men manden har gjort sit hjemmearbejde, ikke?

Vault sessions og Songbirds Foundation

Serien "Vault Sessions", som du kan se på Youtube ved at klikke her (åbner i nyt vindue), går ud på, at mere eller mindre kendte musikere får lejlighed til at spille på kendte instrumenter. Det kan være instrumenter som en Gibson Les Paul fra 1959 eller bestemte eksemplarer, som har været ejet af berømte musikere. Her kan du se en af de yngste stjerner på blues-himlen, Christone "Kingfish" Ingram spille på en Fender Stratocaster fra 1957, og han fortæller også om sin egen introduktion til musikken

Vault Sessions er produceret af Songbirds Foundation, som er en fond med det formål at bringe musik tilbage i børnenes liv, selvom der mange steder i USA ikke længere undervises i musik i skolerne. Det kan du se mere om her, men hvis du skulle være interesseret i at fremme et lignende formål, så vil jeg personlig anbefale dig at finde et lignende projekt at støtte i dit eget lokalområde!