Ampeg er bedst kendt for sine basforstærkere, og nu har vi fået masser af dem på hylderne hos DanGuitar.dk. Ampegs kunstnere tæller folk som Rob Trujillo (Metallica), Roger Waters (tidl. Pink Floyd), Darryl Jones (Rolling Stones), Eva Gardner (Pink!), Sting og mange, mange andre store navne. Men hvad er det i grunden for et mærke, og hvordan gik det til, at Ampeg blev et stort mærke?
... Og vidste du, at Ampeg var blandt pionererne med at udvikle en basforstærker på 300 watt?
Ampeg startede helt tilbage i 1946, da Everett Hull slog pjalterne sammen med ingeniøren Stanley Michaels. Michaels udviklede en form for pickup til datidens basser, som var traditionelle gulvbaserede instrumenter. Der var tale om en slags "fod" i form af en søjleformet "pind", som man døbte "Amplified Peg". Navnet blev forkortet til Ampeg, og da Hull senere overtog hele firmaet fra Stanley Michaels, valgte han i 1949 at ændre hele firmaets navn til Ampeg - efter firmaets første og på daværende tidspunkt sikkert stadig bedst sælgende produkt.
Efter at have været relativt dårligt placeret i feltet, rykkede Ampeg med moderne udvikling og nyskabende opfindelser i løbet af 1960'erne, hvor Everett Hull selv stille og roligt blev kørt ud på et sidespor. Se her et eksempel på Ampegs mere innovative nyskabelser i form af firmaets Portaflex combo, som blev lanceret i slutningen af 1950'erne og solgte i rå mængder hele vejen igennem 1960'erne. Det smarte ved den er, at "forstærkerdelen" med de følsomme rør kan foldes ned i kabinettet, så combo'ens mere følsomme dele ikke er så udsatte under transport eller opbevaring.
I 1961 blev Ampeg også den første fabrikant til at markedsføre en guitarforstærker med indbygget rumklang, da Reverberocket kom på markedet - næsten to år før Fender var i stand til at lancere sit bud, Vibroverb. Ampeg laver stadig en udgave af R-12-R Reverberocket som en del af firmaets Heritage Series.
Ampeg har skiftet ejere nogle gange... Første gang i 1948, da Stanley Michaels udtrådte af firmaet og Everett Hull fortsatte selv. Senere blev firmaet noteret på børsen i 1963, før Unimusic Inc købte hele selskabet i 1967. Derfra var vejen lagt til rock'n'roll berømmelse!
Efter flere ejerskifter gennem tiden, har Yamaha nu her i 2018 købt Ampeg, som Yamaha mener passer godt til japanernes øvrige sortiment indenfor guitarer, trommer og lydudstyr!
Det er en sjov detalje i Ampegs annaler, at stifteren og den senere eneejer, Everett Hull, foragtede den spirende rock'n'roll af et godt hjerte i 1950'erne, og han mente endda, at harmonikaen var mere populær end nogensinde, selvom intet på daværende tidspunkt kunne være længere fra sandheden. Det er ironisk, fordi Ampegs forstærkere senere blev berømte som baggear for blandt mange andre The Rolling Stones' Bill Wyman under gruppens verdensturné i 1969.
Alle Ampegs tidlige forstærkere blev designet til et jazzet lydbillede, hvor enhver form for forvrængning var bandlyst, og Everett Hull betegnede selv rocken som en "modedille", der bare skulle gå over.
Men det kan være dyrt at være konservativ: Everett Hull var sur over tilstedeværelsen af rockmusikere, som gerne ville besøge fabrikken - så kunne de være nok så berømte... Dét betød også, at Ampeg ikke fik tegnet sponsoraftaler eller styrket sit samarbejde med rockstjerner, som ellers gerne ville bruge firmaets forstærkere. På det område tabte man stort til Fender, som Everett Hull også hadede mere end nogen andre af sine konkurrenter, og som ikke havde tilsvarende kvaler ved at tegne "endorsements" med rockstjerner!
i 1969 kom Ampeg som de første på markedet med en basforstærker på 300 watt. Der var tale om firmaets SVT (Super Valve Technology) - en rørforstærker, som kunne rocke også de større spillesteder uden yderligere behov for forstærkning! SVT var og er meget brugt på scener over hele verden og er blevet en standard, som alle basforstærkere før eller siden bliver målt op imod. I dag laver man hos Ampeg en SVT-VR (Vintage Reissue), som er så tæt på den ægte og oprindelige, som man kan komme. Det er en forholdsvis dyr investering, men så bliver det heller ikke bedre! Klik her for at checke vores ud! ... Ellers kan du også nøjes med at nyde synet af denne SVT Classic på billedet nedenfor...
Ampeg var på markedet som pioner allerede i 1960'erne, hvor man kunne købe deres rumklang (også uden forstærker), den kendte Scrambler distortionpedal, som stadig laves, og som vi har på lager her. I dag laver man stadig nogle udvalgte accessories idenfor lyd og effekter, og så er Ampeg ret gode til at lave covers, hjul og andet tilbehør til firmaets egne forstærkere. Hvis du køber en SVT stack til over 20.000, vil du vel også gerne passe godt på den, ikke?
Hvis du er nysgerrig på Ampeg og deres artister, så check for eksempel deres liste over kunstnere her!
... Og hvis du skulle være i tvivl om, hvordan sådan et SVT monster lyder, så se Ampegs egen produktdemo her nedenfor...