- 18-kanals mixer
- Med trin-sequencer og master-effekter
- Beat FX med filter, sidechain og slicer
Der findes forskellige typer af mixere, som alle sammen er beregnet til at udfylde forskellige funktioner. Vi har DJ-mixere, studie-mixere, PA-mixere og line-mixere, men ingen af disse mixere imødekommer de behov, som en moderne elektronisk musiker har. Det har Roland sat sig for at råde bod på. Med MX-1 AIRA får du hidtil uhørt kontrol over dine synther, trommemaskiner, computerbaserede lydspor og stort set alt andet, som du bruger til at lave musik med - i en enkelt enhed. Lige som alt andet AIRA-gear får du alle kontrollerne lige ved hånden, uden at du skal rode igennem forvirrende menuer for at få adgang til de funktioner eller effekter du skal bruge.
Analog og digital input-fleksibilitet
I MX-1s indgangssektion får du 6 analoge kanaler, digital I/O, MIDI ind/ud samt 4 dedikerede AIRA Link USB-porte, som alle kan styres via MX-1s intuitive brugerflade. Du kan således bruge dine analoge synther sammen med din DAW og andre computerbaserede instrumenter og integrere dit AIRA udstyr i din opsætning. Selv om du udelukkende arbejder digitalt og kun bruger din DAW og andre virtuelle instrumenter, vil MX-1s unikke kombination af MIDI-interface, performance-værktøj og mixer være en værdifuld tilføjelse til dit udstyr.
Dedikerede AIRA Link USB-porte
Roland har udrustet MX-1 med 4 dedikerede AIRA Link USB-porte i indgangssektionen, hvilket giver dig automatisk 2-vejs kontrol over alle enheder i AIRA serien. Med et enkelt USB-kabel kan du styre lyd, MIDI og synkronisering fra og til din TB-3 bass synth, TR-8 rytmemaskine, System-1 synth og VT-3 voice transformer, alt sammen via MX-1. Og port 3 kan endda levere busstrøm til en af dine AIRA synths, så du slipper for et kabel. Hvis du ikke bruger AIRA Link portene til dit AIRA-gear, kan du bruge portene til lyd, MIDI og synkronisering med andre USB-enheder.
Endelig en mixer til elektronisk musik
De fleste elektroniske musikere har enten måttet leve med de kreative begrænsninger, som en standard DJ-mixer har, eller de har måttet bruge komplicerede opsætninger med computer, lydkort, analog mixer, fodpedaler og andet grej for at kunne afspille deres musik. Men med en så forskelligartet I/O-sektion som MX-1 er i besiddelse af, kan du kombinere alle dine analoge og digitale signaler på en måde, som gør MX-1 til et selvstændigt instrument. MX-1 er udrustet med ekstra kraftige LED'er, så du visuelt kan overvåge alt lige fra master output til kanalstatus. Og du får adgang til DJ-lignende cue monitorering, så du kan tjekke individuelle kanaler, inden du blander dem ind i dit mix. MX-1 giver dig muligheder, som ligger langt ud over hvad enhver anden mixer på markedet kan tilbyde.
Vi kan ikke undvære computere, men...
Computere er ikke altid så gode til at blive integreret med live-instrumenter og kræver deres eget audio interface og deres egen controller. MX-1 tager hånd om disse problemer med sin evne til at køre i 3 forskellige modes. I Control Surface mode kan MX-1 sync'e med din computer og fungere som højkvalitets-MIDI-controller for din DAW. Cool. Men det bliver bedre endnu: I Mixer mode kan MX-1 mixe alle tilsluttede kilder, inklusiv analoge og digitale inputs, AIRA gear og din computers output. Der er en dedikeret kanal til stereo-output fra din computer, men du kan også sende computer audio til USB-kanal 1 til 4, hvis der ikke er tilsluttet nogen enheder til AIRA Link portene. Supercool. I External mode kan MX-1 sende alle inputs direkte til din DAW og fungere som audio interface. Og på samme tid kan den mixe 18 kanaler tilbage fra din DAW og lægge dem på MX-1'erens fadere. Dette lader dig benytte din DAWs recording-, clip triggering-, effects- og mixing-funktioner sammen med MX-1'erens cue monitoring, sync og performance-optimerede mixnings- og effektmuligheder. Og selvom MX-1 klart gør det sjovere at arbejde med en computer, så er den nøjagtig lige så sjov alene. Så uanset om det drejer sig om at få komplet hands-on kontrol over din DAW eller 360 graders styring af dit live-setup, så er MX-1 på hjemmebane.
MX-1 som instrument
AIRA har fra starten haft til hensigt at tilføre elementer til MX-1, som ville gøre det muligt for den elektroniske musiker at bruge mixeren som selvstændigt instrument. Ved at give dig kreativ kontrol over din lyd med nydesignede beat og master-effekter, som du kan regulere og styre i realtid, åbner AIRA op for nye muligheder. MX-1'erens effekter lyder ikke bare fantastisk, de kan ovenikøbet manipuleres og være rytmisk følsomme takket være MX-1's fokus på tempo og det TR-agtige step-interface. Udover en AUX send til at tilføje eksterne effekter har hver kanal sin egen beat fx med filter, side chain og slicer. Disse tilføjes gennem 16 TR-agtige step sequencer-knapper, så du kan filtrere, lave duck og slice hver kanal, skabe fængslende rytmiske variationer, polyrytmer og alle mulige slags flippede grooves. Beat FX kan tændes og slukkes for hver kanal med dedikerede, lysende knapper.
De 6 typer Master FX, hver især med mange variationer, tilføjer lidt krydderi og drama til en eller alle kanaler. Og den store kontrol-drejeknap gør den til en leg at arbejde med. Master FX kan endda step-sequences i forskellige variationer, hvilket skaber bevægelse og glitchy mellemstykker, der bare skal høres.
MX-1 gør noget, som ingen anden mixer kan - den kan styre tempoet på alle dine enheder. Enten ved at du angiver tempoet med hånden ved hjælp af master tempo-knappen, slår rytmen på tap-tempo knappen eller lader MX-1 gøre arbejdet for dig ved automatisk at registrere tempoet, sådan som det bliver afspillet på en af dine enheder. Og alle dine effekter, dine sekvenser, dit tempo - hele dit mix – kan gemmes som en scene, som du kan hente frem igen, når du skal bruge den.