Skal du bruge en mixer? Så læs med her. Måske har du behov men ved ikke, hvilken mixer du skal vælge – eller måske er det noget helt andet, du skal bruge. Det forsøger vi nu at gøre dig klogere på.
Mixere bruges i mange sammenhænge. Helt oplagt er det selvfølgelig, at hvis man skal have sit eget udstyr med ud at spille, har man brug for en mixer som en del af sit lydanlæg eller til sit øvelokale. Det kan være, at man holder foredrag eller er DJ.
Til foredragsvirksomhed eller i ”mindre” set-ups, kan man eventuelt overveje en højttalerløsning, hvor der er indbygget begrænsede muligheder for EQ eller mix som for eksempel Thorntons EBN serie.
Har du brug for en mixer til livemusik, foredrag eller måske som DJ, skal du træffe nogle vigtige valg.
Overordnet set skal du beslutte, om du skal have en mixer med indbygget forstærker – en ”powermixer” - eller om lyden skal forstærkes via separat forstærker. Der kan være fordele eller ulemper ved begge løsninger.
En powermixer har som nævnt en indbygget forstærker, som oftest er i stereo. Fordelen er selvfølgelig, at man har mixerpult og forstærker bygget sammen i én enhed, som blot skal tilsluttes højttalere. Her skal du imidlertid være MEGET opmærksom på, at du KUN tilslutter højttalere, som kan håndtere forstærkerens output. Hvis din forstærker er på 2 X 300 watt, så ødelægger den dine højttalere, hvis de ”kun” er på 2 X 150 watt! Men i de rigtige rammer, er en powermixer uovertruffen og meget, meget praktisk.
Ulempen er, at man med en powermixer taber noget fleksibilitet. Hvis man benytter en mixer uden indbygget forstærker, er det lettere at udvide eller nedskalere anlægget senere. Man kan altid tilføje (yderligere) en forstærker eller for eksempel aktive monitors til scenebrug og dermed i princippet udvide sit anlæg i det uendelige. Dén mulighed kan man ikke være sikker på at have, hvis man anvender en powermixer.
Hvis du er til digitale apparater med den fleksibilitet, der følger med, kan du med fordel overveje en digital mixer. Sådan en fyr kan betjenes med iPad eller smartphone og dét har mange fordele. Digital tilpasning af mixet giver bedre muligheder for separate equalizere med flere bånd for hver kanal, ligesom der på nogle mixere som eksempelvis vores RCF M18 kan tilføjes effekter og filtre til de enkelte kanaler. En lidt mindre løsning kunne være Mackies ProDX4 eller ProDX8, som både kan kontrolleres via knapperne på selve mixeren eller mere i dybden via smartphone eller iPad.
Endelig skal man huske, at en digital mixer med Wifi giver mulighed for, at hvert medlem af et band kan tilpasse sit eget mix digitalt via iPad eller smartphone, ligesom man på mindre klub-jobs vil have en yderst fleksibel mulighed for at justere sit mix nede fra salen – blot med en iPad i hånden.
Der er kun ét råd, der tæller, når det handler om, hvor mange kanaler din nye mixer skal have: Skaf en mixer, hvor der er flere kanaler, end du aktuelt skal bruge!!! Du ender ALTID med at have brug for flere kanaler, end du tror, og det ender altid med at blive dyrere i længden, hvis du ikke tager højde for det allerede nu.
Det er også værd at holde sig for øje, at hvis du skal mixe korsangere, blæseinstrumenter, eller bare et ganske almindeligt trommesæt, kan du godt have behov for flere kanaler, end du lige umiddelbart ville have troet.
Vær også opmærksom på, at når en fabrikant opgiver, at mixeren har 6 eller 8 kanaler, KAN den samme kanal være medtaget flere gange, hvis den er i stereo, ligesom diverse returnstik i nogle tilfælde kan tælle med som separate kanaler.
Som DJ har du selvfølgelig brug for en mixer, som er målrettet til formålet. Vi anbefaler selv vores DJ mixere fra Thornton til mix af input fra CD, pladespillere, computere eller andre musikalske input. Det er vigtigt at anskaffe en mixer, som er bygget til formålet, for der er stor forskel på DJ'ens pult og én til livemusik eller studiebrug. Især skal man som DJ bruge en crossfader, som er helt essentielt udstyr på pulten, men man skal også overveje, om man vil købe en pult med for eksempel scratch-hjul, looper eller andet specialudstyr. En god mixer gør det let at blive natklubbens elektroniske mester!
Det er så her, at det bliver indviklet at vælge, hvad man gerne vil have i sit set-up. Det er nemlig ikke sikkert, at du overhovedet har brug for en mixer. Strengt taget er det ikke nødvendigt at have en mixer for at kunne indspille hjemme hos sig selv eller i mindre studier.
Hvis du bruger et af de mange computerprogrammer, der findes til at optage og mixe, er det ikke sikkert, at du har brug for en separat mixer. Her kan pengene ofte være bedre givet ud på nogle gode mikrofoner og preamps til at sætte mellem mikroner/instrumenter og computeren. Hvis du på den anden side skal håndtere mange kanaler på én gang, som hvis du for eksempel optager trommer, kan der være god fornuft i at have en mixer, hvor du kan tilpasse lyden og mixe ved at flytte sliderne på de enkelte kanaler, før lyden kommer ind i computerprogrammet. Nogle foretrækker ganske enkelt også at have mixeren i fysisk form foran sig på bordet frem for på en computerskærm, fordi de giver et bedre overblik.
Hvis du er i tvivl om, hvad der er det rigtige for netop dig, er vi altid klar med vejledning! Brug vores chat, mail eller telefon, for vi glæder os til at høre fra dig!