Vent... Hvad?!

Vidste du, at din samling af LP'er eller CD'er kan tale til dig? Det er ikke noget nyt fænomen, at kunstnere kan finde på at sende mere eller mindre kryptiske budskaber igennem deres musik.

Nogle gange er det blodig alvor, når et band giver udtryk for holdninger igennem musiken, mens det andre gange er gak og løjer - som for eksempel, når kendingsbogstaverne på flyet fra coveret til Beastie Boys' "Licensed To Ill" kan læses bagfra og 3-tallerne konverteres til E'er, hvorved man finder frem til den grafiske opfordring, "Eat Me". Det er i øvrigt en fænomenal plade, som alle burde høre mindst et par gange om året, for selvom albummet er fra 1986, så holder skæringerne stadig!

Nå, men tilbage til emnet om skjulte beskeder... Så tror jeg måske endda ikke, at kendte bands er ansvarlige for alt det, de er blevet beskyldt for gennem tiden.

Et tragisk eksempel på en diskussion om skjulte budskaber er en retssag, som i 1990 udspillede sig i USA omkring muligheden for skjulte opfordringer til selvmord på en plade med det britiske heavy metal-band, Judas Priest. Dét vender vi tilbage til nederst i denne artikel.

For nu skal det handle om nogle objektivt konstaterbare eksempler på

Skjulte beskeder i musikkens verden

I dag ser vi nærmere på nogle konkrete eksempler på, at nogle af verdens største kunstnere har flettet skjulte beskeder ind i eller på deres udgivelser. Kender du mon nogen af dem i forvejen - eller kender du andre eksempler på skjulte beskeder eller dét, vi engang kaldte "hidden, secret tracks"?

Nirvana

På grunge-fænomenet Nirvanas store gennembrudsplade, "Nevermind" fra 1991 optrådte netop et mere eller mindre skjult track. Det handlede nærmere om, at man på CD-udgaven af "Nevermind" lod det sidste nummer fortsætte med henved ti minutters stilhed, før tracket eksploderede i et støjende og højenergisk jam, som i virkeligheden ikke rigtigt var værd at lægge ører til. Men detaljen var meget sjov og på daværende tidspunkt også et ret nyt fænomen. Afslutningen fulgte efter CD'ens sidste skæring, "Something In The Way", og nummeret fik senere navnet "Endless, Nameless" - men ikke før det blev udgivet som B-side til albummets anden single - "Come As You Are".

Hvis du har glemt, hvordan "Come As You Are" lyder, så får du den lige her

Nirvana tegner sig også for en anden detalje, som dog ikke helt kan klemmes ind under kategorien "skjulte budskaber", for man kan vel ikke sige, at teksten ligefrem var skjult... Det handler om det, som på amerikansk hedder "runout etchings" - budskaber eller små tekststumper kradset ind eller trykt i de sidste riller af en vinyl-LP, og som ikke har nogen funktion i forhold til afspilningen af lyd på din pladespiller.

Længe før de nåede berømmelsens tinder, udgav Nirvana nemlig i 1988 en single med nummeret "Love Buzz". Dén maxi-single var udstyret med sådan en "runout etching" med teksten "why don't you trade these guitars for showels?". Det betyder selvsagt noget i retning af "få nu bare et rigtigt job", og citatet er fra bassisten Christ Novoselics far, som angiveligt ofte råbte netop dén sætning ad Christ og frontmanden, Kurt Cobain, i bandets tidlige dage.

Andre runout etchings

Vi bringer nogle uddrag fra historien...

• The Smiths med den markante frontfigur, Morrisey, udgav i 2017 en 7-tommer single til Record Store Day, hvor der var ridset budskabet "Trump will kill America" som en kommentar til den daværende præsident, Donald J. Trump.
• I bandet Led Zeppelin var guitarist og oprindelig idé-mand, Jimmy Page, optaget af det okkulte, og Page fokuserede især meget på mesteren Aleister Crowley - dét i en sådan grad, at Jimmy Page endte med at købe en bolig, som engang havde tilhørt mesteren i det okkulte, eller "magick", som de indviede kalder det... På Zeppelins single-udgivelse af det meget kendte nummer "Immigrant Song" benyttede Page sig af sin nyligt erhvervede viden om muligheden for at tilføje udgivelsen en prik over i'et. Han fik 7-tommer udgaven udstyret med et citat af Aleister Crowley med teksten "Do What Thou Wilt Shall Be The Whole Of The Law". Det var angiveligt Jimmy Page selv, som ridsede teksten på master-udgaven, som blev anvendt til at trykke alle eksemplarer af pladen
• Det australske punk-band The Hard-Ons står for én af de mere sjove detaljer på deres LP-udgivelse "Love Is A Battlefield Of Wounded Hearts" fra 1989. Den ene side bærer teksten "What the fuck are you looking at? There's no secret message here you stupid prick!" Og som om dét ikke var nok, så følger de op på B-siden af LP'en med teksten "And there's no message here either cunt!!!"
• Kunstneren Kruton har udgivet et 12-tommer mix med teksten "ROBBIE WILLIAMS IS SHIT"

.. Og nu vi alligevel har nævn ham

Robbie Williams

Den karismatiske sanger og entertainer, Robbie Williams, som havde en skummel fortid i ét af de første, rigtigt store "boy bands" - nemlig hitmagerne i Take That - var én af 1990'erne og 2000'ernes største stjerner. Han har for eksempel vundet hele 18 Britt Awards - og er dermed den mest prisvindende kunstner i den britiske musikpris' historie!

Robbie har flere gange tilføjet et skjult track til slutningen af sine CD'er - til et punkt hvor fansene nærmest forventede det. Dén forventning fik en brat ende med slutningen på albummet "Sing When You're Winning" fra år 2000. CD'en slutter med 25 minutters komplet tavshed, hvorefter Robbies stemmer kommer ind og siger "No, I'm not doing one for this album"... Og så slutter CD'en lige dér!

The Beatles

Bandet behøver jo ingen nærmere introduktion på disse sider, og ét af deres hovedværker er "Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band" fra 1967. Dén plade eller i det mindste titelnummeret kender du sikkert også ganske godt. Hvad mange til gengæld ikke ved om "Sgt. Peppers" er, at albummet slutter med en lang hyletone, som ligger udenfor det frekvensområde, som kan høres af mennesker. Der er tale om en tone på 18 KiloHertz - langt udenfor den menneskelige hørelse. Tonen kan dog let høres af hunde, så næste gang du lytter til albummet, så læg lige mærke til, om Buller reagerer på noget og opfører sig mærkeligt, når musikken er slut!

Historien om albummet "Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band" er i øvrigt både lang enormt spændende. Der kan skrives tykke bøger om albummets baggrund, indspilning og betydning.. Ja, der er faktisk skrevet tykke bøger om det... Hvis du er interesseret, kan du med fordel starte på den engelske Wikipedia-side om albummet. Dén finder du ved at klikke lige her.

Retssagen mod Judas Priest

Hvis du ikke kender Judas Priest, så skal du vide, at der er tale om et band fra bølgen af "New Wave Of British Heavy Metal", som revolutionerede den tunge del af rocken i slutningen af 1970'erne og starten af 1980'erne. Hvis du spiller guitar, så kender du måske navne som K.K. Downing og Richie Faulkner, som er nogle af de stjerneguitarister, som har været med til at skabe bandets lyd og image. De var især glade for sort læder og metal-nitter, og bandets visuelle profil havde større betydning for den tungere rocks image-building, end man normalt giver dem anerkendelse for. Noget andet, som Judas Priest bør anerkendes for, er at bandets musik også har været med til at inspirere det gigantiske, 40-årige megaband, Metallica!

Her kan du høre, hvordan en moden udgave af Judas Priest lyder i en live-optagelse fra bandets kanal på Youtube. Det er OK, hvis du ikke bryder dig om musikken, men giv lige det visuelle udtryk og genren som helhed en chance...

Til trods for historiske salgstal på mere end 50 milioner solgte albums, er det ikke sikkert, at Judas Priest nogensinde havde fået tilkæmpet sig en plads i bevidstheden hos den brede offentlige mening, som ikke nødvendigvis går op i obskur 1980-metal... Altså hvis det ikke lige var for en forfærdelig historie helt tilbage fra 1985... Der skød to unge mænd sig selv med et oversavet jagtgevær på en legeplads i byen Sparks i den amerikanske stat Nevada. Hvis du gerne vil vide, hvor Sparks ligger, kan du se det her

18-årige Raymond Bellknap døde på stedet, da han skød sig selv med jagtgeværet, men da det bagefter var 20-årige James Vances tur, døde han ikke af sit eget skud, som desværre vansirede ham i en frygtelig grad, da han skød det meste af sit underansigt væk - uden altså at dø af skudet. James Vance døde først tre år senere af en overdosis narkotika. Inden den forfærdelige hændelse på kirkens legeplads den nat i december 1985 havde de to unge mænd ingået en "selvmordpagt" efter gennem de foregående timer at have drukket tæt og røget marihuana, mens de blandt andet lyttede til Judas Priests album "Stained Class". På albummet findes covernummeret "Better by You, Better than Me", som kom med på albummet i sidste øjeblik på pladeselskabets opfordring, efter at bandet i grunden havde betragtet albummet som færdigt. Dén sang blev nu helt central for et retsopgør i årene, der fulgte.

Den overlevende James Vance og de to mænds familier mente nemlig, at selvmordet og - for Vances vedkommende - selvmordsforsøget, var udløst af skjulte budskaber i nummeret "Better By You, Better Than Me". Dét førte til en meget omtalt sag mod bandet, som blev beskyldt for at være skyld i hele miséren. Der blev anlagt en civil sag med påstand om erstatning for en godt skjult opfordring i nummeret, som angiveligt skulle tale til de dybere lag i lytterens underbevidsthed. Helt konkret mente man, at ordene "do it" skulle indgå i lydsporet og have ansporet de to unge mænd til på forfærdelig vis at ville tage livet af sig selv. James Vances familie kunne envidere under sagen berette, at han havde været ude i noget skidt, men at han i tiden forud for den skæbnesvangre nat havde fået bedre styr på sit liv i tråd med familiens kristne værdier. Til højre kan du se, hvordan den unge James Vance så ud.

Det blev til en efter amerikanske forhold ganske kort retssag, som tilgæld fik masser af omtale i medier over hele verden, og som der også senere blev lavet en dokumentarfilm om under titlen "Dream Deceivers: The Story Behind James Vance Vs. Judas Priest", og ét af de førende vidner publicerede også en artikel om retsopgøret i den amerikanske publikation, The Sceptical Inquirer.

Påstanden om, at Judas Priest havde ansvaret for hændelsen, blev til sidst afvist af dommeren d. 24. august 1990. Sagen sluttede med en konklusion fra rettens side om manglende bevis for opfodringen til lytternes underbevidsthed. Dommeren mente helt præcist også, at det, som lød som ordene "do it", var et tilfældigt sammenfald mellem nogle guitar-akkorder og lyden af forsangerens vejrtrækning. Dermed forblev sagen lukket.