At vælge den rigtige mikrofon kan være en udfordrende opgave med det store udvalg, der findes på markedet i dag. For at hjælpe dig med at træffe den bedste beslutning, vil vi guide dig gennem de forskellige mikrofontyper og vigtige faktorer, du bør overveje.
Når man almindeligvis tænker på en mikrofon, kommer de fleste af os til at forestille os en genstand, som er lidt "kegleformet" eller har form som en slank isvaffel med et hoved, som man synger eller taler ind i. Den type mikrofon, vi tænker på, er dem, man ser alle steder på musikscenerne, og som mange måske husker, at deres gamle skoleleder bankede på for at teste den og talte tøvende ind i, når der var morgensamling... Det hedder en dynamisk mikrofon.
En dynamisk mikrofon er især velegnet til at bruges i støjfyldte miljøer som for eksempel på en scene, hvor der også er andre lydkilder, som kører for fulde drøn. Den er nemlig ikke så følsom og kan modstå selv ganske høje lydtryk og den er oftest også mere holdbar end kondensatormikrofonen, som bliver nævnt straks nedenfor.
For dynamiske mikrofoner kan det være en ulempe, at frekvensområdet er smallere og mere ujævnt end ved kondensatormikrofoner. Det betyder, at spændet mellem dybe og høje toneregistre ikke er nær så bredt, og at linien fra dyb til høj ikke nødvendigvis er helt lige. Det skyldes måden mikrofonen er konstrueret på, og det er derfor en rigtigt god idé at sætte dig grundigt ind i, om netop din mikrofon skulle ske at have et "hul" i frekvenskurven lige i de frekvenser, hvor du troede, at du skulle optage en sød lille melodi på din tværfløjte!
En kondensatormikrofon er som regel større end en dynamisk mikrofon. Den har en større membran til at opfange lyden, og den kører på strøm (oftest 48v "phantom power") og er derfor mere følsom. Generelt siger man, at en kondensatormikrofon ikke kan håndtere støjfyldte miljøer med mere end 80 dB, men fordelen ved den er, at den er meget følsom og god til at opfange detaljerne i lydbilledet, når blot man bruger den i mindre støjfyldte situationer. Den er for eksempel uovertruffen til studiebrug eller til videoblogning hjemme fra dig selv.
Fordi kondensatormikronen er mere følsom, er det en god idé at bruge en "shockmount" til at montere den i, så vibrationer fra omgivelserne ikke forplanter sig gennem mikrofonstativet og bliver til uønskede lyde i systemet!
Frekvensområdet på en kondensatormikrofon er meget bredt og jævnt, så du behøver ikke at være helt så opmærksom på dens frekvenskurve, som hvis du vælger en dynamisk mikrofon.
De fleste mikrofoner er "kardioide". Det betyder, at optageretningen har form mere eller mindre som et omvendt hjerte. Der kan være stor forskel på mikrofoners retningskarakteristik, og du skal sørge for at købe den rigtige til netop dit behov. Nogle er "ultrakardioide", hvilket betyder at de er meget retningsbestemte.
Der findes også mikrofoner, som kan optage hele vejen rundt (360 grader) eller "figure 8" mikrofoner, hvis optageretning/-felt set oppefra ligner et 8-tal med mikrofonen i midten, så man for eksempel kan være to sangere, der synger ind i mikrofonen fra hver sin side.
Hvis din mikrofon skal opfange lyd over længere afstande eller i meget støjfyldte miljøer, som for eksempel, når man ser den samlede "verdenspresse" interviewe en minister på TV, skal du gå efter en "shotgun-mikrofon", som er ekstremt retningsbestemt. Her skal du til gengæld være meget opmærksom på, at den peger direkte mod den lydkilde, som du ønsker at opfange!
Når du vælger en mikrofon, er det vigtigt at tjekke dens stiktype for at sikre kompatibilitet med dit udstyr. De mest almindelige stiktyper er XLR, jack og USB. XLR-stik bruges ofte til professionelt udstyr som mixerpulte og lydanlæg, mens jack og USB-stik er praktiske, hvis du vil tilslutte mikrofonen til en computer eller effektprocessor.
Inden du træffer dit endelige valg, er der nogle vigtige faktorer at tænke over:
At vælge den rigtige mikrofon er afgørende for at opnå den ønskede lydkvalitet i dine optagelser. Overvej dit formål, optagelsesmiljø og budget, når du træffer dit valg. Uanset om du er musiker, podcaster eller videoblogger, vil den rette mikrofon forbedre lydoplevelsen for dine lyttere eller seere markant.