Polyphia

Du er tilgivet, hvis du aldrig har hørt om Polyphia, men det bliver bandet ikke mindre interessant af. Nu skal du høre...

Polyphia er et progressivt rockband fra Dallas i staten Texas, USA. Nu kan progressiv rock jo betyde lidt af hvert, men ifølge Wikipedia, så er Polyphias stil kendetegnet ved fængende melodier, matematiske rytmer og funky grooves. Stilen kan angiveligt også kaldes "math rock", og dermed er stilen lagt: Det er meget teknisk! Tag et "kigge-lyt" her, hvor de spiller "live" hos Dunlop


Men selvom musikken er ret kompleks, så er de da nogle rigtigt pæne fyre, ikke?

Et math rock boyband?!

Om du kan lide genren eller ej, så kan man ikke tage fra fyrene i Polyphia, at de er enormt dygtige på deres instrumenter!

Netop dét med, at de i modsætning til den generelle fordom om folk, der spiller hård og progressiv rock faktisk er nogle rigtigt pæne og velklædte fyre, har Polyphia selv åbnet lidt op omkring i et interview med magasinet Guitar World. Guitarist Scott LePage fortæller dér, at der begynder at komme flere kvindelige koncertgæster til Polyphias koncerter, men at det ikke er sådan, at de bevidst overvejer, hvad de kan gøre for at tiltrække flere kvindelige fans. Scott siger, at det er fedt at se, at piger også kan lide, det de laver, fordi bandet ikke kun ønsker at fokusere på at please den sædvanlige crowd af guitarnørder - ikke at der er noget i vejen med dét!

Her er det nummeret "Nasty", som genremæssigt er en underlig krydsning.


Scott LePage udtaler i interviewet, at hvis du ikke kan placere nummeret genremæssigt, så er bandets mission lykkedes! Og hvis du synes, at musikken somme tider stikker af i alle retninger, så har du sikkert ret, for gutterne hører selv alle mulige forskellige genrer og er for eksempel ret vilde med hip-hop, hvor guitarist Timothy Henson især nævner Drake, som han selv opdagede efter sin high school-tid. Inden da har begge guitarister været til moderne bluesmusik og tidlig heavy som Black Sabbath.

Du kan få endnu en snas mere af Polyphias nyeste udgivelse her nedenfor. Hvis du beslutter dig for selv at researche lidt om bandet, så læg især mærke til, at de udvikler sig meget henover tid, og at det nyeste materiale på udgivelsen "New Levels New Devils" bestemt ikke ligner det lidt ældre materiale på "Muse" fra 2015. Her kan du nyde nummeret "G.O.A.T", som afslutter den seneste udgivelse


Er det ikke bare fedt at se en video, der så tydeligt demonstrerer, at en trommeslager ikke længere "bare" skal tælle til fire og slå en standard backbeat- eller shufflerrytme an? De er alle meget dygtige, men en virkeligt dygtig og funky trommeslager gør altså ét eller andet for det samlede resultat!

Øv dig i at spille

Læg mærke til interviewet i starten af videoen ovenfor, hvor én af gutterne fortæller, at de ofte hører spørgsmålet, om hvordan man bliver så god til at spille på sit instrument. Svaret har faste læsere af disse spalter hørt før: "Det handler om de timer, du lægger i det"

Med andre ord, så er der ingen erstatning for at øve sig...

Resten er et spørgsmål om gode gener og modebevidsthed

Hvis du vil vide mere, kan du se Ultimate-Guitars omtale af interviewet i Guitar World ved at klikke her.