Attitude!

Du kender det godt... Musikere med attitude er bare mere spændende at lytte til. Sangere og andre musikere, som brænder for dét, de laver lige NU, er bare bedre til at drage publikum ind. Det handler om at turde gøre noget andet, end dét, der forventes af én!

Musik handler om at være til stede i nuet, og om at turde give sig i følelsernes vold. I dag skal vi nyde en historie om, hvordan musik også kan provokere - og mere eller mindre altid har kunnet det. For alle os, som er vokset op i årtierne efter 1960'erne, er det ikke i sig selv nogen nyhed, at musikken og den kultur der er forbundet med musikken, kan provokere og sætte følelser i gang, som ikke nødvendigvis kun er positive. Tænk bare på "modkulturen" i slutningen af 1960'erne, hvor ungdomskulturen med musikken i front førte til en ændring af hele verdensordenen, som man kendte den...

Eller ti år tidligere - i 1950'erne, hvor den moderne rock'n'roll opstod med musikere som Chuck Berry, Jerry Lee Lewis og gode, gamle Elvis Presley. Dén del vender vi tilbage til nederst på denne side, hvor vi kan høre mere om, hvorvidt vi som musikere blot skal "stikke piben ind" og synge vores sange på en fredelig og ikke-konfronterende måde, eller om vi skal turde at bekende kulør og gå forrest - hvad enten det så handler om ligestilling mellem kønnene, om klima-kampen eller om andre værdier, som vi føler os kvalificerede til at udtale os om.

Her kommer Youtube-personligheden Mary Spender og giver nogle eksempler på, hvordan musikken i tidens løb har været "på kanten" med sin målgruppe eller i det mindste med "den offentlige mening". Især hendes første eksempel synes jeg er enormt spændende og ny viden - i det mindste her på kontoret - mere om det nedenfor...

... Hvis du er nysgerrig om, hvem den velformulerede, kunstneriske unge dame er, kan du også læse mere om Mary Spender længere nede på siden. Hun har mange facetter, så der er noget at glæde sig til.

Rock'n'roll uden strøm?

Umiddelbart virker ordet rock'n'roll ikke som noget, vi forbinder med akustisk musik - eller i det hele taget med musik, som frembringes uden elektricitet. Men attituden og dét lille, skarpe element af provokation i musikken har alligevel altid været der.

Selvom det ikke er noget, vi tænker over, er der masser af eksempler på, hvordan musik har kunnet sætte sindene i kog. Tænk bare på Elvis Presley, hvis musik og hoftebevægelser af den ældre generation blev betragtet som aldeles frastødende, da han debuterede i 1950'erne - blandt andet med en optræden i det amerikanske TV-program "The Ed Sullivan Show". Dén optræden resulterede i, at man fremover indførte en regel om, at optrædende kunstnere kun måtte filmes fra livet og opefter. Derved undgik man nemlig, at offentligheden fik udsigt til vulgært roterende hofter og den slags. På "The Steve Allen Show" forsøgte man at løse problemet ved at bede Elvis Presley om at synge sangen "Hound Dog" til en ægte hund, som sad og gloede dumt på ham under hans optræden. Du kan se et billede af dét optrin ude til venstre...

Men tilbage til Mary Spenders første eksempel. Efter et par fantastiske citater om rock'n'roll fra blandt andre Frank Sinatra, når vi under Mary Spenders kyndige vejledning tilbage til d. 29. maj 1913, hvor komponisten Igor Stravinsky havde urpremiere på sin "The Rite of Spring" i en koncert- og teaterbygning på den ikoniske boulevard, Champs Elysée.

Stykket var oprindeligt skrevet som musik til en ballet, men udgør i sig selv et banebrydende koncertværk, som i dag ifølge Wikipedia.net anses for et af de mest indflydelsesrige musikalske værker fra det 20. århundrede!

Uden at vide det havde Igor Stravinsky altså i starten af 1910'erne begået et stykke, som var provokerende på samme måde som rocken blev det mere mere end 40 år senere. Nogle af vederstyggelighederne i Rite of Spring var blandt andet skiftende tidssignaturer, polyrytmik og en veloplagt leg med skærende dissonans og skift i toneart. Den samtidige komponist Puccini kaldte værket for "en gal mands værk", men et geni er jo ofte misforstået i sin hjemstavn og samtid. En sandhed, jeg i øvrigt ville ønske, at min chef forstod...

Musik som politisk redskab?

Samme Mary Spender har for nylig mindet Internettet om, at musik også kan være et talerør for os, som har andet og mere på sinde end at "hjerte rimer på smerte". Tankerne fik luft under vingerne d. 4. december 2022 på Youtube under titlen "Should I Just Keep Quiet?" - altså om hun bare skulle holde tankerne og holdningerne for sig selv... Det er en video og tankerække, som hun har lagt en del arbejde og eftertænksomhed i.

Men fortvivl ikke hvis du bare godt kan lide at spille på bongotromme uden at involvere dig i politik... Du er god nok, som du er... Men her er Spenders tanker om, hvorvidt det er OK at have holdninger til og med sin musik

Konklusionen har noget med Billie Holiday, Bruce Springsteen og Pete Seeger at gøre, og mon ikke vi alle føler os lidt mere relevante som musikere, efter at have hørt Mary Spender fortælle om dem, som kom før os?

Mary Spender

Vi er flere gange stødt på singer-/songwriteren Mary Spender på disse sider, så lad os lige runde dén af med et kort resumé: Mary Spender er 32 år gammel. Hun har studeret Vibrola og klassisk sang ved universitetet i den engelske by Bristol, og hun har siden 2006 haft en aktiv konto på Youtube, hvor hendes kanal har udviklet sig meget siden starten. Spender er teknisk set født i Tyskland, men som hendes dialekt hurtigt afslører, er hun ret britisk, når det kommer til stykket.

Mary Spender skriver og udgiver sange i eget navn, hvor hun selv synger og spiller masser af guitar. Hendes teknik kan bedst beskrives som "fingerstyle", da hun stort set aldrig spiller med plekter. Til gengæld trives hun tilsyneladende lige godt på både elektrisk og akustisk guitar.

Kanalen på Youtube har bevæget sig fra interviews og grej-anmeldelser til musikalske rejsereportager og gode råd om musikbranchen. Hun har i dag mere end 600.000 abonnenter på sin kanal og regnes for én af de store, guitar-relevante vloggere på Youtube! Hvis du heller ikke kan få nok af Mary Spender, så finder du hendes kanal på Youtube ved at klikke her - og bare rolig: Linket åbner i et nyt vindue!

Allan i 1990'erne

Og når man taler om attitude i rockmusik, så er det svært at komme udenom Rage Against The Machine! Selv var DanGuitar.dk's ydmyge klumme-skriver i 1990'erne stor fan af bandet, uden at det dengang lykkedes for skriverkarlen in spe at forstå, præcis hvor socialistiske fortalere for samfundsomstyrtning, bandmedlemmerne var. Bandet blev startet af guitaristen, den Harvard-uddannede Tom Morello, som indrykkede en annonce i Los Angeles' musikblad "The Recycler", hvor han søgte en socialistisk/kommunistisk forsanger til et politisk rockband. Og så var stilen ligesom slået fast...

Dengang nød vi bare "forestillingen" og lod os dupere af det banebrydende i de socialistiske slagord og paroler som "Burn, burn - yes you're gonna burn", som akkompagnerede den hårdtslående, riff-baserede funk-rock, men fra vores beskyttede, skandinaviske forstadstilværelser var det mest musikken, det handlede om for vores eget vedkommende. Provokationen var blot et kærkomment krydderi, for vi havde nok ikke helt fantasi til at forestille os, at bandet rent faktisk mente, hvad de sang - sådan for alvor.. Men dét gjorde de i allerhøjeste grad!!!

Her er bandet tilbage i de gyldne dage - på den genopstandne Woodstock Festival i 1999

Hvis du ikke i forvejen kender Tom Morello på guitar, skal du vide, at hans stil og lyde er kraftigt inspireret af DJ's indenfor rap og hip-hop. Morello ser sig selv som bandets DJ (!!?), og dét kommer der revolutionerende guitar-soli ud af!

Nu er der gået næsten 30 år, og først nu forstår jeg, hvor alvorligt bandet i grunden mente det hele. Til gengæld er der sket dét, at også medlemmerne af Rage Against The Machine er blevet rigtigt voksne med de problemer, som følger med. Bandet har bøvlet meget i forbindelse med en genforening, som så dagens lys lige før Corona-virus ramte underholdnings- og musikbranchen, så en planlagt turné med festival-optrædender måtte udsættes i flere omgange. I sommer har bandet så endelig været på turné, men undervejs skete et uheld af den slags, som helst ikke må ske for et turnerende band: Forsanger Zach de la Rocha kom til skade med sit knæ under en af bandets særdeles energiske koncerter - med indtil flere aflysninger til følge. Det kan godt gøre ondt at hoppe og danse aggressivt rundt på en stor festivalscene, når man er omkring de 50 år gammel...

Nu er der så endvidere sket dét, at bassisten Tim Cummerford har fået konstateret kræft og fået sin prostata bortopereret. Undervejs i forløbet holdt han og bandet sygdommen hemmelig, indtil Tim i midten af december valgte at melde ud til offentligheden, at han havde været syg. Han er nu erklæret rask igen, men må lære at leve med store ændringer i sit liv. Det har han heldigvis også turdet at være ærlig omkring, men han siger, at han hverken mentalt eller fysisk har oplevet lignende smerte. Tim Cummerford er i øvrigt også kendt fra bandet Audioslave, hvor han spillede sammen med "resterne" af Rage Against The Machine - men med fantastiske Chris Cornell i sangerens rolle. Lad os slutte med Audioslaves hit "Cochise" - det er Tim Cummerford med de store tatoveringer og "rottehaler"