"Instruments revisited"

Et par af mine kolleger har sendt "postkort" til mig her i den varme sommer. De er kommet til at tænke på instrumenter eller musikudstyr, som de aldrig skulle have solgt, og som jeg skrev om i et tidligere indlæg, så har vi alle ét eller andet stykke udstyr, som vi ville ønske, at vi stadig havde...

Det viser sig, at de har vidt forskellige grunde til at ønske sig udstyret tilbage - ud over de rent kunstneriske og mere ædle motiver.

René, guitar og udstyr fra 60'erne

Min gode ven i Internet-afdelingen, René, har sendt mig en bitter historie om noget ret værdifuldt udstyr, som han ville ønske, at han stadig havde.

René skriver, at han selv mener at vinde de fleste diskussioner, når talen falder på dén slags...

René gav som ung 1.500 kroner for en Gretsch Country Club, årgang 1963, med original kasse. Guitaren skulle angiveligt have tilhørt Jørgen Ingmann og var dermed i sig selv et stykke musikhistorie. Men ak... René og hans venner gik i læderbukser og havde langt hår dengang i 80'erne. De spillede også på instrumenter med aktiv elektronik, Floyd Rose tremoloer og spidse hoveder, hvilket der ikke i sig selv er noget galt med, men det resulterede i, at René ikke havde nogen anelse om, hvad han skulle bruge sådan en hul guitar til, og han var meget tilfreds med at sælge den videre med god fortjeneste - nemlig for 5.000 kroner! I dag sælges den slags guitarer for omkring 40.000,- og tænk, hvor fedt det må være at have én?!

Hvis nogen skulle have glemt Jørgen Ingmann, så lad mig fortælle, at han var én af de tidligere pionerer indenfor den elektriske guitar. Han var meget inspireret af Les Paul (altså manden!) og eksperimenterede meget tidligt med forskellige indspilningsteknikker og distortion. Han vandt sammen med sin hustru, Grethe, det internationale Melodi Grand Prix i 1963 med sangen "Dansevisen". Desværre valgte Jørgen Ingmann at gå på pension fra musikken allerede i 1984 på grund af en invaliderende præstationsangst og sceneskræk, som formentlig i sidste ende skyldtes, at han var perfektionist til fingerspidserne!

Desværre slutter historien om Renés fortrydelser ikke dér, for samme kollega ejede også en Vox AC50 forstærker fra samme år - 1963 - købt for 500 kroner. Desværre flyttede René til København og efterlod forstærkeren opmagasineret i Haderslev, hvorfra den forsvandt sporløst.... Igen: Det kunne have været fantastisk at have sin AC50 i dag at dén model sælges på brugtmarkedet for et sted omkring 15.000 kroner... Heldigvis kan han købe sig en ny Vox ved at klikke på billedet her nedenfor!

Som før skrevet: René vinder alle diskussioner om tabt udstyr... Han understreger i sit postkort, at det til gengæld er de eneste konkurrencer, han nogensinde vinder... Til gengæld har han held i kærlighed!

Norske minder

Min norske kollega, Kyrre, skriver til mig, at han også kender fornemmelsen af tabt udstyr, men at ugevis med sol, grill og spillejobs i udlandet har dulmet smerten betragteligt!

Kyrre har været langt omkring i musikkens verden, men han husker fra sin ungdom en jumboguitar af mærket Landola, som han desværre engang lod ingå i en byttehandel. Kyrre skriver i sit postkort, at han godt er klar over, at jumboguitaren måske også virker lidt bedre i erindingens lys end den gjorde i virkeligheden. Men tabt er den.. Anledning til byttehandlen var i øvrigt, at Kyrre skulle til at i gang med String Swing, så han skaffede sig en Saga D100 Macaferri-lignende ting. Handlen var ikke dårlig, men det betyder jo ikke, at man ikke kan drømme om det, man havde engang...

Hvis nogen ikke kan huske en Landola jumbo, så ser den sådan her ud:

Som nævnt har Kyrre siden da været langt omkring i sin musikalske rejse. Han er uddannet indenfor klassik guitar og rennæsancelut, men har også studeret sitar i Indien, før han tilbragte 5 år i Irland og Skotland med at spille traditionel musik på blandt andet banjo.

Her kan du se Kyrre spille med Gerda Stevenson

Hvis det har vakt din interesse, kan du se mere om Kyrre på hans egen hjemmeside ved at trykke her!

Allans sommer med Bob Dylan

Selv har jeg lige fået mig en ny Yamaha CSF3M, som jeg glæder mig til at tage med ud i solen, som vi slet ikke kan få nok af for tiden. Den er tænkt som en rejseguitar fra Yamahas side, men jeg er helt solgt til den fra første øjeblik. Bevares, størrelsen er let reduceret med en skalalængde (mensur) på kun 60 cm., men der er massivt træ i både dæk, sider og bund, og den leveres med en dejlig. polstret gigbag/"softcase". Jeg har længe ønsket mig en parlor guitar, og denne her har lige den lyd, jeg ønskede mig med god resonans den lille krop til trods og god, punchy mellemtone!

Så efter at have siddet et par år og prøvet at lære enkelte licks og små instrumentale stykker ved siden af øvning med bandet, vil jeg nu endelig vende tilbage til rødderne og lære noget lejrbålsguitar, så jeg kan spille og synge nogle sange, ligesom da jeg var yngre og gjorde det meget sammen med mine venner.

Til formålet har jeg skaffet mig en decideret "Bob Dylan bibel" på næsten 800 sider med 325 udvalgte sange fra hele Bobs lange og glorværdige karriere.

I hører fra mig igen, når jeg har lært dem alle sammen...