Tornvang Open Air 2019

Tornvang er noget så unikt som en to-dages metalfestival med tung musik i naturskønne omgivelser ved Gjerrild på Djursland - ikke langt fra Grenaa i kongeriget Danmark.

I år er det tredje gang, at festivalen løber af stabelen med heavy metal til folket på en plads, som giver dig verdens hyggeligste heavystemning og en helt unik metallisk oplevelse til alle! Til lejligheden er 2019-udgaven udvidet og opgraderet på alle fronter og festivalledelsen håber at se masser af både velkendte og nye ansigter dukke op og give den gas i to fulde dage.

I år kommer der ikke mindre end 14 fede navne og ikke mindst rigtigt tunge navne fra ind- og udland for at sparke dine øregange ind på festivalen, som arrangørerne selv lidt kærligt kalder for "Djurslands østligste metal-festival" eller "Danmarks mindste garden party i metallens navn", og dét kan der jo nok være noget om... Der bliver tale om det fedeste line-up i Tornvang Open Airs historie, og som du vil kunne se nederst under al min rablen, skal det ikke koste dig meget at være en del af det hele!

Lad os tage en lille sang med bandet "Empiresfall", som du kan træffe lørdag kl. 1815 - her er det den officielle video til nummeret "Betrayers" fra bandets album "A Piece to the Blind"


... Og hvis dét ikke var nok, så lad os da for fa'en tage et lille stykke med Altar of Oblivion, som lukker festen fredag aften kl. 2300, hvor weekenden kun lige er begyndt. Her er det "Language of the Dead" fra bandets seneste album, som udkom d. 26. april 2019 - på 33-års dagen for ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl - mon dén dato er tilfældigt valgt?


Skal det være endnu hårdere og mørkere, kan Tornvang selvsagt også levere... Hold ud til nederst i denne artikel og nyde et epos af "atmosfærisk galde"  fra bendet Sunken og nummeret af samme navn. Det er avanceret og særdeles mørk prog-rock, så det klasker!

Festivalprogram

På Torvang Open Air vil du i år møde en veritabel syndflod af bibelske dimensioner bestående af godt og tungt guf for dine øregange. Løjerne starter fredag aften kl. 1800, hvor weekend sparkes i gang med Wulfaz, og så går det ellers slag i slag med dobbelte stortrommer, langt hår og spidse guitarer, indtil Sunken lukker festen lørdag aften fra kl. 2300, men du er naturligvis velkommen til at fortsætte festen på campingområdet - eller sove den ud samme til, så du er klar til søndagsfrokosten hos svigerfamilien dagen efter...

Programmet ser sådan her ud

... Og hvem kan ikke finde noget at glæde sig til i sådan en perlerække af metallens ypperste unge vidunderdrenge og -piger?

Kan man sove eller få noget at spise på Tornvang?

... Dét kan man nemlig... Det er ikke sikkert, at du har lyst til at sove specielt meget, mens du er der, fordi her hele tiden sker en masse spændende, og fordi du ikke skal gå glip af lejligheden til at "komme i nærkontakt" med andre metalhoveder. Der er sørget for rig mulighed for at købe sig noget at spise eller drikke, hvis du trænger til at få skyllet rørene lidt ud, mens ud er her.

På festivalpladsen møder du blandt andet Den Rullende Pølsevogn, som bryster sig af at udbyde "gadens gourmet på hjul", og som i anledning af Tornvang Open Air lover sjove overraskelser i madteltet og mad for enhver smag og til gode priser!

Camping under festivalen

Du er meget velkomment til at campere på festivalens dertil indrettede område - ja faktisk vil vi råde dig til det, for der kommer til at ske en masse og være fyldt med glade heavy-fans, som kun venter på at feste med netop dig. Det er gratis at opslå sit telt på vores område, men hvis du medbringer camp-let eller campingvogn, er du nødt til lige at kontakte festivalledelsen på forhånd... På campingområdet er det tilladt at medbringe egen mad og drikke - eller sågar drikkehorn, da vi har hørt, at nogen har brug for dét for at kunne indtage cirka 666 fadøl!

Badefaciliteter er der naturligvis også adgang til, og de er gode. Så hvis du ikke ønsker at "dufte" som gutterne fra Metallica gjorde det i starten af 1980'erne, kan du få et dejligt varmt bad, uden at skulle ud og banke døren ind hos fru Jensen længere oppe ad vejen... Kendere vil erindre, at den danske trommeslager, Lars Ulrich, har udtalt, at bandet gjorde, hvad der skulle til, for at gøre sig i miljøet i heavyens spæde ungdom "including not showering for extended periods of time" - som han udtrykte det...

I øvrigt arbejdes der på i samarbejde med Metal & Harcore Supporters Aarhus at arrangere en form for fælles bustransport for de særligt dedikerede metalhoveder fra Aarhus. Stay tuned på festivalens facebook-side.

DanGuitar.dk backer Tornvang

Allerede sidste år var DanGuitar.dk en del af løjerne på Tornvang, og i år har vi styrket vores engagement på pladsen. DanGuitar.dk leverer baggear, teknik, lyd og lys, ligesom en stor del af vores glade og dygtige medarbejdere deltager i snart sagt enhver tænkelig funktion som frivillige under festivalens afvikling!

Skulle du ske at mangle en streng til din ukulele eller en ny triangel, så du kan være med i fællessangen på campingområdet, så kan vi helt sikkert også hjælpe dig med en løsning, uden at du behøver gå glip af musikken på pladsen...

Hvis du vil vide mere

Check begivenheden ud på Facebook, hvor der er løbende opdateringer og appetitvækkere i form af musikvideoer og andet godt. Du finder Tornvangs facebookgruppe ved at klikke her eller på billedet nedenfor

Du kan købe billetter på billetten.dk ved at klikke her! Det koster kun 195 DKK + gebyr for hele herligheden! Dét er sgu' da billigt! Billetsalget er godt igang og har været det længe, så du bør se at få sikret din billet med det samme...

PS: Tornvang Open Air finder sted på adressen Lunkærvej 1, Gjerrild, 8500 Grenaa, DK. Brug nedenstående billede med indbygget link til at hjælpe dig på vej

Og som lovet får du lige 2 X Sunken til at slutte omtalen af Tornvang af... Sunken steder dig til hvile lørdag aften kl. 2300...