Hurtig levering
Returret til 24/1-2023
Vi er e-mærket
Tilbage til oversigt

Størst og bedst i musikkens verden?

Vi har før været enige om på disse sider, at kunst og musik ikke er en konkurrence og derfor objektivt set heller ikke kan ranglistes... Men der er er bare ét eller andet magisk over "top-lister", som gør, at vi ikke kan lade være med at studere dem og gøre os vore egne tanker. Måske du allerede her er uenig, men dét er også OK! Dét må du også meget gerne være, når det kommer til listen nedenfor - men mere om det senere.

Lad os sparke musikken igang med "nummer 42", og så følger forklaringen senere.

Her var det én af DanGuitar.dk's store blog-yndlinge i form af Joe Bonamassa og nummeret "Sloe Gin" med et drømmehold bestående af Reese Wynans (tangenter), Anton Fig (trommer), Kirk Fletcher (guitar) og Michael Rhodes (bas). Så bliver det ikke meget bedre! Sangen er i øvrigt skrevet af den britiske sangskriver Tim Curry i slutningen af 1970'erne.

Guitar World

Guitar World er noget så sjældent som et godt gammeldags glittet magasin om alt, hvad der har med guitarer at gøre. Der er tale om et blad, som for de flestes vedkommende altid har været der, og som nu i vidt omfang har formeret sig og udviklet sit indhold på Internettet. Bladet udkommer stadig på tryk, hvilket efterhånden er en sjældenhed i vores digitale hverdag, så nogle ting forandrer sig åbenbart aldrig.

Guitar World driver et guitar-konglomerat med underafdelinger i form af forskellige publikationer med forskelligt fokus - blandt andet et helt blad for bassister har man i samme hus, og hvis du er mest til undervisningsmateriale, kan du købe bladet "Guitar Techniques" til opfyldelse af dét behov. Guitar World roterer i dag om sin hjemmeside GuitarWorld.com, hvor du gratis kan nyde korte versioneringer af det betalte indhold fra bladet. Her er både anmeldelser af udstyr, kunsterinterviews og undervisning.

Guitar World udkom i øvrigt første gang i juli 1980, så det er et blad, der allerede har taget godt hul på sit femte årti, og nu har de endda fået den store ære at inspirere en DanGuitar-blog.

Den bedste guitarsolo

Findes der sådan noget som en "førsteplads" indenfor musikken, og hvad kvalificerer i givet fald en kunstner til at være "først blandt ligemænd"? I nogle tilfælde kan det godt forekomme, at adgangsbilletten til toppen af listerne er, at kunstneren er død. Heldigvis er det ikke altid sådan, og i dette tilfælde gælder det kun delvist - i hvert fald på toppen af listen...

Vi skal se på, at Guitar World i starten af år 2021 lavede endnu en topliste indenfor guitarens verden, og denne gang var det en liste over "The 50 Greatest Guitar Solos Of All Time" - altså alle tiders 50 største guitar-soli. Der var mange spændende navne og numre på listen, og lad os med venlig inspiration fra Guitar World se på nogle uddrag her.

The Darkness - nr. 44

Justin Hawkins spiller soloen på nummeret "I Believe In A Thing Called Love" fra 2003, og han kommer vidt omkring på skalaerne. Det eneste, der til gengæld ligger helt fast er, at han ikke bruger effekter, fordi som han selv siger "effekter er for de svage"... Så lærte vi andre dét... Til Guitar World fortæller Justin Hawkins også mere om sit valg af skalaer og om at starte som Brian May fra Queen men senere i soloen vedkende sig sin kærlighed til Slash.

Videoen er i øvrigt i sig et studie i at lave sjovt med alt, hvad der traditionelt opfattes som meget seriøs rock'n'roll. Nyd den her og husk, at det meste af det bare er for sjov!

Rage Against The Machine - nr. 41

Som nummer 41 på listen over de 50 største soli nogensinde har Guitar World anbragt en utraditionel men helt utroligt gennemtænkt solo af Tom Morello fra Rage Against The Machine. Tom Morello henter en stor del af sin inspiration fra hip-hop, så det er ikke noget tilfælde, hvis du mener at kunne genkende lyden af en DJ's "scratch", som han efterligner med sin guitar.

Tom Morello har i øvrigt fravalgt "udstyrs-ræset" og bruger i stedet de samme to-tre guitarer og den samme Marshall forstærker (i øvrigt med de samme indstillinger), som han har gjort hele karrieren. Blandt hans mest eksotiske værktøjer er den Whammy-pedal, som kan høres på soloen her.

Dream Theater - nr. 31

John Petrucci er alle shredderes drøm af en guitarist og med nummeret "Under A Glass Moon" når han noget nær sit højdepunkt, hvor han udnytter sin enorme, tekniske kompetence. Det hele varer kun 59 sekunder, men på dét forholdsvis korte stykke tid når han endda også en groovende sektion, hvor han "kun" benytter sig af en pentatonisk skala.

Pearl Jam - nr. 29

DanGuitar.dk's spæde blogger sad i starten af 1990'erne i sin ven Peters kælderværelse, hvor der skete en masse spændende og somme tider også noget uforsvarligt. I dét værelse blev Pearl Jams album "Ten" spillet rigtigt mange gange og nummeret "Alive" i særdeleshed. Soloen på "Alive" spilles af Pearl Jams leadguitarist og en stor personlighed i sig selv, Mike McCready, og med linierne på nummeret har han angiveligt valgt at læne sig kraftigt op ad en hyldest til Kiss' Ace Frehley.

Hvad det end er, så er der noget utraditionelt og anderledes over den måde soloen forløber over den progression, der passer til sangens omkvæd, og det er efter min mening stadig mesterligt nu - 30 år senere.

Alter Bridge - nr. 25

Der er sagt og skrevet meget om Alter Bridges nummer "Blackbird" fra albummet af samme navn, som udkom i 2007. For eksempel har brugerne på Ultimate-Guitar.com for nogle år siden i en brugerafstemning kåret soloen til den bedste guitarsolo nogensinde. Her er den altså "kun" nr. 25, men til gengæld er den delt imellem leadguitarist Mark Tremonti og sanger/guitarist Myles Kenedy, og der er ret stor forskel på, hvordan de to spiller. Det fremgår tydeligt her i en optagelse fra Wembley i London

Det har ifølge Mark Tremonti været et bevidst valg fra bandets side at få Myles Kennedys guitarlinier frem på en lidt mere fremtrædende rolle på nogle af bandets sange, fordi han spiller meget anderledes, end hvad man normalt kan forvente af en guitarist indenfor den hårdere, næsten proggede del af rocken.

... Og listen fortsætter

Der er mange gode bud på listen... De fleste af dem kan ikke overraske nogen.. Vi møder Prince med "Purple Rain" på en 12.-plads og Angus Young er nummer 16 med sin solo på nummeret "Back In Black". Kirk Hammet fra Metallica er selvfølgelig også med på listen, hvor Eric Clapton fremgår flere gange og i forskellige band-sammenhænge som for eksempel både med Cream for nummeret "Crossroads" og som supplement til The Beatles på George Harrison-nummeret "While My Guitar Gently Weeps".

Dire Straits - nr. 7

Guitarheltenes "antihelt", Mark Knopfler, er på 7.-pladsen med sin solo på "Sultans Of Swing" fra 1977, hvor en demo med nummeret fik masser af airplay på BBC Radio og var med til at skaffe Dire Straits en pladekontrakt. Nummeret blev i øvrigt genindspillet året efter i den udgave, der som single-udgivelse gik op i hitlisternes top ti i mange lande. Her er den i en live-udgave fra den navnkundige "Live Aid" koncert i 1985.

Jeg ved godt, at det er noget sjovt tøj, de har på, men det var jo i 1985!! Dire Straits kom i øvrigt frem og blev kendte mod alle odds i slutningen af 1970'erne, hvor punk-rocken var på sit højeste. Det var med andre ord slet ikke moderne at kunne spille og være en god musiker. Dire Straits dumpede på begge kriterier... Og hvis du ikke i forvejen kender Mark Knopflers arbejde i front for bandet, så må du hellere foretage nogle selvstudier, før du logger af nettet for i dag. Blandt andet vil du lægge mærke til, at han er én af meget få stjerneguitarister, som aldrig spiller med plekter, hvorved han netop får muligheden for at lave soloens lyn-hurtige passager med arpeggierede toner.

Guns'n'Roses - nr. 6

Nummeret "Sweet Child O' Mine" behøver formentlig ikke nærmere introduktion. Det er Guns' karismatiske, krølhårede lead-guitarist, Slash, som ruller sig ud i fuld hastighed - og med Wah-pedal og de meget melodiske linier som også er ét af hans særlige kendetegn.

Slash fortæller selv, at han lang hen ad vejen går mest efter følelse og melodi, når han spiller solo, og han anbefaler unge guitarister at fokusere på melodien frem for på skalaer og mønstre på gribebrættet. Og dén filosofi er ret tydeligt i alt Slash's arbejde med Guns'n'Roses i årene fra 1985 til 1996.

Hvis du vil vide mere

Vi forærer naturligvis ikke essensen af Guitar Worlds fine, guitar-journalistiske arbejde væk, så hvis du vil se top-placeringerne, og læse mere om alle de kunstnere, vi her har udeladt, så må du besøge Guitar Worlds website. Du har lejlighed til at studere hele Guitar Worlds liste med bladets bemærkninger til hvert nummer ved at klikke lige her (åbner i nyt vindue). Det er en artikel, som bestemt er et nærmere bekendtskab værd!

Som om solo-listen ikke var nok i sig selv, har Guitar Worlds lillesøster, "Total Guitar" også lavet en liste over de 100 største guitarister i musikhistorien, men dét er nok en historie til en anden dag. Lad os for nuværende blot afsløre, at listen rummer masser af ældre, hvide eller for en dels vedkommende også afdøde mænd...

Hvis du gerne vil have en forsmag, så finder du Total Guitars liste ved at klikke på billedet af én af listens højeste placeringer til venstre for disse linier. Det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse for dig, at Eddie Van Halen er placeret rigtigt godt på sådan en liste, vel?

... Og eftersom alle elsker Eddie, så lad os slutte af med at nyde en nyere live-optagelse med Van Halen på det amerikanske TV-show Jimmy Kimmel Live, hvor bandet for størstedelens vedkommende var genforenet som modne og ædruelige mænd.

Ud over afdøde Eddie Van Halen på fænomenal guitar, møder vi hans bror Alex på trommer. Det er den ukuueligt maniske sanger og frontmand ud over det sædvanlige - David Lee Roth - som leverer underholdningen. På bas deltager Eddie Van Halens søn Wolfgang. Første gang, jeg selv så koncerten på Youtube, forstod jeg ikke formålet med David Lee Roths plaster på næsen... Det viser sig imidlertid, at han under koncerten lavede sit "signatur-move" med at svinge mikrofonstativet rundt, hvorved det lykkedes for ham at rammme sin egen næse med stativet... Hornet blev først tapet og plastret, så koncerten kunne gennemføres, men David Lee Roth fik efterfølgende syet hele 14 sting for at lappe skaden. Dét er da rock'n'roll!