40 år med Back In Black

Mens vi alle sammen har været væk på sommerferie eller siddet foran fjernsynet og redet stormen af på evig flugt fra sommerregnen, skete der dét meget vigtige d. 25. juli her i 2020, at én af rockhistoriens milepæle og ét af de mest indflydelsesrige albums i nyere tid rundede de magiske 40 år. Der er tale om det australske rockband AC/DC's helt store, kommercielle gennembrud med pladen "Back In Black". Det er et album, som har indskrevet sig i rockhistorien, og derfor vil jeg blandt meget andet dele en film med læserne, som almægtige Gibson Guitars har lavet for at fejre den runde dag.

Smag lige på titler som "Have A Drink On Me", "Shoot To Thrill" - eller endnu værre "What Do You Do For Money, Honey" og "Let Me Put My Love Into You", som helt sikkert ikke kun handler om at holde i hånd på bænken i skolegården... Der er simpelthen tale om perspiration, urin og våbenolie i rigelige mængder - det er "ur-rock" fyldt med dyriske lyster og primitive drifter, hvor teksterne ikke vinder nogen Nobelpriser i litteratur, men hvor musik og tekst går op i en højere enhed og swinger, som det sjældent er hørt hverken før eller siden. Som sangeren, Brian Johnson siger til sit sydamerikanske publikum efter første nummer på koncertoptagelserne fra River Plate nedenfor: "We don't speak very well Spanish but we speak Rock'n'Roll pretty good!"

Og husk nu endelig, at det skal spilles, som bandet altid selv har gjort: Meget, meget højt!! Jeg vil opfordre alle til straks at sætte noget australsk rock på, så snart du er færdig med denne artikel og de tilhørende videooptagelser!

Men her går det løs med Gibsons fejring - kaldet "AC/DC Back in Black 40th Anniversary: A Virtual Celebration" med værten, Jared James Nichols som i sig selv er en bemærkelsesværdig guitarist! Og hvis du er rigtigt hurtig, kan du nå at købe hans nye forstærker fra Blackstar hos DanGuitar.dk, hvis du skynder dig at klikke her (åbner naturligvis i nyt vindue)


... Som du kan se og høre, er det nok ikke alt sammen lige godt, men jeg nød især Dee Snider fra 80'er-fænomenet Twisted Sisters historie om TV-optagelserne, hvor rapperen MC Hammer skal nævne en sang, som har betydet meget for ham, og alle falder i, da han nynner riffet - "Dam.... Dabbadam... Dabbadam.... DIDIdidididiidiiiii....."... Også Emily Wolfes redegørelse for tekst tilsat en musikteoretisk analyse af "Let Me Put My Love Into You" er en forfriskende form for dybdegående analyse et sted omkring 30 minutter inde i videoen. Jeg bliver altid så glad, når der er plads til lidt musikteori også, som for eksempel når en meget glad Jared James Nichols ved 46 minutters mærket viser, hvordan en D-akkord kan se ud med en åben E-streng tilføjet, og hvordan dén strategi giver noget ekstra fylde til akkorden. Og nyd så lige mandens tekning uden plekter, men dét har jo strengt taget intet med AC/DC eller Angus Young at gøre. Til gengæld kunne jeg nok godt have undværet Trivium-forsanger Matt Heafy's udgave af "Hells Bells" - men hvem har overhovedet spurgt, hvad jeg mener?!

Pladen er i øvrigt den første med forsangeren, Brian Johnson, som pånær en kort pause på grund af alvorlige tinnitus-problemer, har været med i bandet lige siden. Forud var der sket det, at den oprindelige forsanger, Bon Scott, på tragisk vis var afgået ved døden i sin bil på gaden i London som følge af et større orgie i sprut og stoffer... Allerede her var det producer, Mutt Lange, som satte dagsordenen, da han foreslog Brian Johnson som afløser for Bon Scott og foretog opkaldet med beskeden til Brian Johnson d. 29. marts 1980. Derefter var det meningen, at bandet skulle øve deres præproduktion i et lejet studie i London gennem cirka tre uger før indspilningerne. Men allerede efter en uge opstod der en åbning i studiet på Bahamas, så optagelserne straks kunne gå i gang fra midten af maj, hvor Brian Johnson således kun havde haft 2-3 uger til at vænne sig til sin nye rolle som forsanger i det allerede verdenskendte band. Berømmelsen på daværende tidspunkt var dog for intet at regne i forhold til, hvad der skete i kølvandet på "Back In Black", da albummet udkom d. 25. juli 1980 - dagen før jeg selv fyldte fem år....

"Back In Black" er blevet kaldt for det bedst sælgende hard-rock album nogensinde og på verdensplan har pladen samlet set solgt mere end 50 millioner eksemplarer - det er så uhyrligt et tal, at det svarer til, hvis hveranden tysker ejede ejede sit eget eksemplar af LP'en!!!

Det sorte cover, som du kan se næsten øverst til venstre i denne artikel, er en form for hyldest og et symbol for sorgen over Bon Scotts død som kun 33-årig d. 19. februar 1980. Pladeselskabet Atlantic Records modsatte sig oprindeligt det sorte cover, men valgte at acceptere designet, mod at der blev tilføjet grå rammer om teksten på coveret.

 Producer Mutt Lange

En stor del af fortjenesten bag albummets lyd og store succes må også tilskrives produceren, Mutt Lange, som med "Back In Black" satte sit fingeraftryk på den hårde(re) rocks fremtid. Produktionen er endog blevet beskrevet som "en regulær skabelon eller guide til, hvordan en hård rockudgivelse skal lyde". Mutt Langes succes blev med årene kun større, da han også producerede en lidt mere klistret sag i form af det mere poppede - men stadig i den hårde afdeling - rockband Def Leppards kassesucces "Hysteria" med den ultimative strippersang "Pour Some Sugar On Me". Mutt Lange har i sin karriere blandt mange andre arbejdet med Bryan Adams, Britney Spears, Maroon 5, Shania Twain og Lady Gaga... Han har et imponerende CV, men i foråret 1980 var det altså det allerede etablerede band AC/DC's overgang til superstjerner, han var med til at grundlægge!

Det fortælles, at man i mange år efter afspillede "Back In Black" for at teste tuningen af lydstudier i det amerikanske "Music City", - Nashville, og at bandet Motörhead altid brugte pladen til at teste, om deres lydanlæg var korrekt indstillet.

Du kan lære mere om optagelserne af pladen sammen med teknikeren Tony Platt ved at se med her nedenfor


Men lad os nu forlade "Back In Black" med anmelderen David Fricke fra Rolling Stone Magazine i sin oprindelige anmeldelse fra 1980, hvor han beskrev det på dét tidspunkt helt friske album med disse ord [min egen oversættelse]: "Ikke bare det bedste af AC/DC's seks amerikanske albums - men højdepunktet indenfor heavy metal-kunsten!"

Live at River Plate

Her, mens verden har været lukket ned på grund af Covid-19 virus, og vi alle har siddet hjemme og kedet os, har AC/DC udgivet deres cirka ti år gamle koncertoptagelser fra River Plate i Buenos Aires, Argentina - helt gratis til os alle sammen via Youtube. Desværre har de også fjernet den igen, så den var altså kun tilgængelig for en begrænset periode. Til gengæld kan du med lidt tålmodighed stadig opleve koncertoptagelserne, for de enkelte sange ligger nemlig stadig på AC/DC's side på Youtube. Jeg forsøger her nedenfor at lægge optagelserne ind, så du forhåbentlig kan opleve dem alle sammen, men hvis det ikke virker, kan du altid besøge bandets egen playliste på Youtube ved at klikke lige her!


Vi er efter min mening alle sammen utroligt priviligerede at få lov til her på vores skærme at opleve showmanship på så højt et plan! Det fortælles i øvrigt, at AC/DC er ét af de eneste bands, som har "tørret gulvet" med et andet virtuost partyband - nemlig navnkundige Van Halen med stjerneguitarist Eddie Van Halen og rock-krukke nummer ét, sangeren David Lee Roth som hovedattraktionerne. Begge bands betragtede angiveligt koncertens ædle kunst som en konkurrencesport, der handlede om at skabe en fest, som var større, vildere og bedre end alle andre bands til sammen. Dét synspunkt gælder især større koncertarrangementer og festivaler med flere optrædender. Van Halen har angiveligt aldrig glemt, at de til en festival i Kalifornien engang i slutningen af 1970'erne fik så mange tæv i disciplinen, at de efterfølgende selv har nævnt det i interviews - at AC/DC simpelthen var uforlignelige. Dén historie kan du for eksempel læse mere om i bogen "Van Halen Rising" af Greg Renoff - en i øvrigt utroligt spændende og lærerig bog også for musikere, som gerne vil skabe sig en fremtid indenfor live-musik... Men lad os komme tilbage til emnet her...

Koncerterne (for der var nemlig tre i alt) er tidligere blevet udgivet på CD og DVD som en decideret koncertfilm i meget høj kvalitet, men dét kan du jo selv se ovenfor. Da filmen blev optaget under medvirken af eksperter fra firmaet "Serpent Productions", var der tale om en kvalitetsproduktion i den tunge vægtklasse. Der blev for eksempel anvendt i alt 32 HD-kameraer, hvilket var meget på den tid.

Filmen og CD'en udgør de sidste optagelser, som er udgivet med AC/DC's legendariske riff-smed, rytmeguitarist og sangskriver, Malcolm Young, før han trak sig tilbage nogle få år senere på grund af demens. Han gik desværre bort i 2017.

DVD'en debuterede øverst på hitlisterne i hele 17 forskellige lande indenfor kategorien "musik-DVD'er".

Angus Young og Gibson SG

Leadguitarist og lillebror til de andre Young-brødre i bandet, Angus Young har stort set altid spillet på Gibsons SG model gennem gamle (og meget kraftige) Marshallforstærkere. Og hvorfor skulle han i grunden også vælge noget andet, når det lyder så fedt?! Ovenfor blev han kaldt "en vred udgave af Chuck Berry", og så kan det efter min personlige mening ikke blive meget bedre.

Angus Young er en meget lille fyr - sådan af statur - og dét passer jo rigtigt godt sammen med, at SG'en heller ikke er nogen særligt stor guitar. Og så har Gibson vist endda på et tidspunkt lavet en Angus Young signaturmodel med en let reduceret skala, som passede bedre til Angus' fysiske dimensioner...

Vi har flere gange før på disse sider været omkring amerikanske Premier Guitars "Rig Rundowns", hvor magasinets reportere tager en grundig snak om udstyr med nogle af stjernerne eller i nogle tilfælde deres roadies. Her kan du nyde et besøg i AC/DC's lejr sammen med Premier Guitars udsendte medarbejder, Chris Kies og bandets guitartekniker, Trace Foster


Som Jared James Nichols også siger omkring 44 minutter inde i Gibsons hyldest ovenfor: "Angus doesn't play anything he doesn't want you to hear"! Noget af det særlige ved Angus' solo-teknik er, som Jared James Nichols også forklarer, at du altid kan synge med på hans soloer, fordi de er så melodiske. Det er efter mening noget, vi alle bør stræbe over.

Tak fordi, du læste med. Hvis du vil have sig sådan en SG, kan du altid kontakte os her på DanGuitar.dk, så vil vi gøre alt, for at hjælpe dig med at få drømmen opfyldt!