Én af de største

Du er tilgivet, hvis du aldrig har hørt om Joe Meek... Dét havde jeg heller ikke, før en kollega foreslog, at jeg interesserede mig lidt for ham, fordi hans korte livshistorie rummer nogle spændende elementer og bidrag til den nyere del af musikhistorien. Det er samtidig en historie om en plaget sjæl, hvis liv endte tragisk, og som aldrig helt kom til selv at høste frugterne af sin genialitet.

Til gengæld skorter det ikke på anerkendelsen nu - mange år efter hans alt for tidlige død i 1967. Han er blandt andet hædret af det engelske musikmagasin NME (i 2014) som den største producer nogensinde med den begrundelse, at "arven efter hans endeløse eksperimenteren står skrevet med store bogstaver henover det meste af din nuværende yndlingsmusik". Det er store ord fra en redaktion, som gennem mange år har været betragtet som toneangivende indenfor musikjournalistik!

Selvom han ikke selv hverken spillede noget instrument eller læste noder, arbejdede Joe Meek i tidens løb angiveligt på 245 single-udgivelser, hvoraf de 45 nåede Englands top-50!! Og samtidig med dét udførte han masser af lydtekniske eksperimenter, som siden er gået over i historien som teknikker, alle bruger i dag, mens han på den anden side kæmpede sin identitet som homosexuel i datidens England og tiltagende problemer med bipolar lidelse og skizofreni frem mod sit tragiske endeligt.

Hits

Trods sin egen manglende "hands on" med musikken, fik Joe Meek i 1961 en førsteplads på den engelske hitliste med John Leytons sang "Johnny Remember Me", som var indspillet i hans eget "hjemmestudie" på Holloway Road 308 i Islington, England, hvor han havde til huse med sit eget selskab RGM Sound Ltd. - dog med opbakning fra en finansiel investor.

Også i 1964 var der bonus med bandet "The Honeycombs", som nåede førstepladsen i England og top-5 i USA med sangen "Have I the Right".

Meeks virkelige force og primære interesse indenfor musikken var og blev instrumentalmusik. Han både skrev og producerede bandet The Tornados' store hit fra 1962 - "Telstar". Navnet siger dig måske ikke umiddelbart noget, men smag lige på den her, så er jeg sikker på, at du har hørt melodien før.


Med Joe Meek ved roret blev The Tornados den første britiske gruppen, der nåede førstepladsen på den amerikanske hitliste! Desværre skete der dét, at Joe Meek blev sagsøgt for plagiat af den franske komponist, Jean Ledrut - et søgsmål som i første omgang faldt ud til Ledruts fordel, og Meek opnåede derfor i sin egen levetid ingen royalties for præstationen. Først tre uger efter Meeks død blev der afsagt dom til hans fordel, men dér var det naturligvis for sent.

Joe Meek som person

Joe Meek var født i Glouchestershire, England. Han udviklede meget tidligt en interesse for elektronik og fyldte angiveligt sine forældres have med alskens komponenter, som han skaffede sig på forskellig vis rundt omkring i byen. Under sin værnepligt arbejde han indenfor det britiske luftvåben, RAF, som radartekniker og udviklede dér sin interesse og evner på området, hvilket senere kom ham til gode. Her er et lille uddrag af en avisomtale fra dengang, det gik rigtigt godt

Som nævnt kæmpede Joe Meek med mental sygdom, som til tider gjorde ham endog meget svær at samarbejde med. Desuden var han homosexuel, hvilket i datidens England var meget ildeset og endog decideret forbudt, hvilket mindst én gang indbragte ham en betragtelig bøde for utilbørlig adfærd. Han var samtidig meget bange for afpresning på grund af sin homosexualitet - og angiveligt hele sit liv præget af angst for, at hans moder skulle finde ud af, at han var homosexuel.

Allerede i 1956 var det lykkedes for ham at få arbejde som studietekniker, og han komprimerede og ændrede uden kunstneren Humphrey Lytteltons viden fra et piano på jazz-singlen "Bad Penny Blues". Pladen blev et hit!

Personligt var Meek meget optaget af enhver form for lydoptagelse. Desværre skulle det vise sig, at hans interesse lå langt, langt ude over, hvad der kan betragtes som sundt og naturligt... Han var meget optaget af verdensrummet og eksistensen af rumvæsener, som han mente kommunikerede med ham. Han var blandt andet også meget fascineret af muligheden for at kommunikere med de døde og brugte meget krudt på at foretage natlige optagelser på kirkegårde i håb om at kunne indfange de dødes budskaber. Det eneste, han fik indfanget på optagelserne var en kats miav, som han mente var en menneskelig stemme, der bad om hjælp...

Mod slutningen af sit liv troede han fuldt og fast på, at hans lejlighed var besat af poltergeister, og at han aliens kontrollerede hans sind og bestemte, hvad han skulle sige og gøre. Han mente også, at nogle fotografier i hans studie forsøgte at kommunikere med ham... Vi kan kun gisne om, hvorvidt det var derfor, at han endte sit liv så tragisk, som tilfældet var.

Mitch Mitchell på trommer

Joe Meek kunne godt være svær at samarbejde med på grund af en heftig cocktail af paranoia og misbrugsproblemer. Han kunne godt finde på at overfuse folk og råbe og skrige om ting, som var grebet ud af luften.

Han var i den sidste del af sit liv meget bange for aflytning. Han mente blandt andet, at pladeselskabet Decca havde installeret skjulte mikrofoner i hans tapet (!?) for at stjæle hans idéer, og at hans udlejer lyttede med på hans oversøiske telefonsamtaler gennem skorstenen... Kraftigt misbrug af amfetamin og barbiturater gjorde desværre ikke situationen bedre.

Under optagelser i hans studie var det ved at gå helt galt, da han truede trommeslageren Mitch Mitchell (senere kendt fra The Jimi Hendrix Experience) til at spille bedre ved at forsøge at "inspirere" ham med en pistol mod hovedet.

Joe Meek, The Beatles og alle de andre

Da den senere så berømte manager, Brian Epstein, spurgte Joe Meek om hans mening om The Beatles, som Brian Epstein var ved at indgå et samarbejde med, var svaret ikke til at misforstå. Joe Meeks brød sig ikke om, hvad han hørte på demobåndet, og gav Epstein det klart formulerede råd ikke at gøre sig nogen anstrengelser med dén slags, fordi det bare var "endnu en bunke larm, som kopierer andre folks musik"...

Tilsvarende lod Joe Meek en meget ung Rod Steward gå sin næse forbi og var endda skyld i den på daværende tidspunkt 16-årige Rod Stewards fyring fra et band, som Joe Meek hellere ville indspille instrumentalmusik med. Det siges endda, at da Joe Meek hørte Rod Steward synge, fór han ind i studiet med fingrene i ørerne og blev ved med at skrige, indtil Rod Steward forlod studiet - på vej mod en større fremtid.

Til gengæld gjorde Joe Meek et hæderligt forsøg på at opnå en pladekontrakt sammen med Tom Jones på et meget tidligt tidspunkt i dennes karriere. Han indspillede som producer syv tracks med Tom Jones og tog den store tur rundt til datidens pladeselskaber i håb om at opnå en pladekontrakt. Det mislykkedes desværre, men da Tom Jones to år senere fik sit store gennembrud, var Meeks heldig at kunne sælge sine optagelser til de store pladeselskaber, som gerne ville have en bid af kagen.

Dertil kommer en lang række af datidens store kunstnere, men som formentlig for manges vedkommende mest blev kendte i England og for nogles vedkommende i USA, men som få kender her i Skandinavien. Også en ung David Bowie var en tur igennem Meeks studie, ligesom der er optagelser med mange andre, som senere blev meget store navne i

The Tea Chest Tapes

Efter Meeks død overtog en fyr, der hed Cliff Cooper, en tekasse med mere end 4.000 timers optagelser - opkaldet efter kassen, som de blev transporteret i, da Cliff Cooper angiveligt købte dem for 300 britiske pund. Der er tale om meget værdifulde og banebrydende optagelser, som siden er blevet meget berømte. På optagelserne optræder som før nævnt blandt andre David Bowie med bandet "The Konrads", Gene Vincent, Tom Jones, Jimmy Page (senere Led Zeppelin), Ritchie Blackmore (Deep Purple), Mitch Mitchell (The Jimi Hendrix Experience) og mange, mange flere!

Optagelserne, som var fordel på 1.850 bånd indeholdt også eksempler på Meeks egne kompositioner og eksperimenter med optagelses- og anden lydteknik.

I 2008 var "The Tea Chest Tapes" under hammeren på en auktion i London, hvor de blev solgt for 200.000 pund.

Dét skylder vi Joe Meek

Joe Meek var mest aktiv indenfor instrumentalmusikken, som han brændte for. Sangere havde han til tider lidt sværere ved at forstå.

Hans arbejde og arven efter ham tæller blandt andet talrige eksperimenter og dyrt købte erfaringer med overdubbing, optagelse på flere spor, rumklang, ekko, sampling og (især) brugen af kompressorer til at ændre lyden til det færdige produkt. Han var også en stor fortaler for at isolere de enkelte instrumenter, så man bedre kunne håndtere og behandle sangens delelementer frem mod det færdige mix, hvor man indtil da havde spillet al musik "live" i studiet, hvilket stadig gik for sig i stor stil på den anden side af Atlanterhavet i USA, hvor produceren Phil Spector dominerede med sin "Wall of Sound".Samtidig var Joe Meek én af de absolut første, som betragtede studiet næsten som et instrument i sig selv med de muligheder dét gav for at påvirke det færdige mix af enhver musikindspilning.

Meek var som nævnt noget af et elektronik-geni, og ofte brugte ham hjemmedesignede elektroniske apparater til sin lydbehandling og fik i 1993 et helt mærke opkaldt efter sig, da en tidligere sessionmusiker ved navn Ted Fletcher begyndte at markedsføre lydbehandlingsudstyr, mixere, mikrofoner med mere under mærket "Joemeek". Firmaet bag mærket er siden blevet solgt, men man kan blandt andet stadig købe mikrofonen "Telstar" opkaldt efter Joe Meeks største hit!

"Music Produceres Guild" (en slags brancheorganisation eller fagforening for producere) indførte i 2009 "The Joe Meek Innovation for Production" - en pris der hylder sine modtager i som en "hyldest til den bemærkelsesværdige producers pionérånd"!

Sygdom og død

Som du allerede har kunnet læse ovenfor, var Joe Meek en plaget mand, og til sidst må det være blevet for meget, og dæmonerne i hans sind tog overhånd. Hans mentale helbred har helt sikkert heller ikke haft godt af, at det siden succes-årene i slutningen af 1950'erne og starten af 1960'erne var gået drastisk nedad bakke med økonomien, så han endte som en gældsplaget mand med hang til misbrug af diverse substanser.

Han havde ved en tidligere lejlighed "konfiskeret" et enkeltløbet haglgevær fra musikeren Heinz Burt, som Heinz Burt havde brugt til at skyde fugle, mens han var på turné. Geværet havde i flere år ligget under Joe Meeks seng sammen med nogle patroner, der fulgte med.

D. 3. februar 1967 brugte Joe Meek netop dét gevær til at myrde sin udlejer, hvorefter han skød sig selv.

Vi runder af med et billede af "The Joe Meek Plaque", som er opsat dér, hvor han havde sit studie - i øvrigt tilstræbt i en stil, som skulle minde om det oprindelige skilt udenfor studiet. Mindetavlen og dens opsætning er privatfinansieret.

Joe Meek er begravet på Newent Cemetery i Glouchestershire i England.