
Find en lærer
Det er ikke nogen let beslutning, når du er ude for at finde sig en underviser til netop dit instrument. Og dét gælder uanset, om du er nybegynder eller har masser af erfaring og rutine. Lad os slå fast med det samme, at den bedste lærer for én selv ikke nødvendigvis er ham eller hende, som selv er meget teknisk dygtig på instrumentet - medmindre selvfølgelig, at du søger instruktion på et højt og avanceret niveau.
Uanset hvor du selv befinder dig i din udvikling på instrumentet, vil du altid kunne få udbytte af den rette undervisning.
Gratis musikundervisning
Aften- eller ungdomsskole kan være et godt og prisbilligt sted at starte, og du kan så senere fortsætte i retning af eneundervisning hos en privatlærer. Undervisning på aftenskole eller i ungdomsskole kan både være i form af sammenspil eller eventuelt holdundervisning fokuseret på et bestemt instrument som for eksempel guitar eller fløjte. For unge mennesker kan man være så heldig, at det er gratis eller mod en særdeles beskeden betaling, mens prisen som regel stiger, hvis tilbudet er rettet mod voksne. Men så kan du til gengæld glæde dig, til du bliver pensionist, for så falder prisen typisk igen!
... Og husk, at det er aldrig for sent at begynde at spille et instrument. Dét kan du læse meget mere om i de øvrige indlæg, som er nævnt nederst på siden!
Sangundervisning
Alt, hvad der er nævnt her i artiklen om undervisning gælder også for dig, der helst vil synge! Alle kan jo lære at synge - det siger de i hvert fald, dem er allerede kan synge! Men prøv selv... Vi kan alle lære nogle tricks, som gør os bedre på de skrå brædder, i kirken, på gaden eller hvor vi nu helst synger. Her er et sammedrag, hvor en fyr, der hedder Dave giver et ærligt indblik i resultaterne af 30 dages koncentreret indsats med én times øvelse om dagen!
Så hvis du også gerne vil lære at synge, så gælder det bare om at komme i gang!
Gode råd om musikundervisning
Når du leder efter en lærer, vil det være en god idé at interessere dig for
- Søger du gruppeundervisning eller solotimer? Som absolut begynder er det værd at overveje, om ikke du vil få mest ud af tiden og pengene, hvis du tager gruppebaseret undervisning. På den måde får du også foræret nogle "kolleger" i samme situation, som du kan øve dig eller udveksle erfaringer med.
- Det lyder skørt, men du skal forholde dig til, om din lærer underviser via videolink (Skype eller Facetime) eller kun personligt, og hvad der passer til dig selv.
- Husk, at omgivelserne betyder noget. Sidder du med din lærer i hjørnet af et stort selskabs- eller klasselokale? Hyggelig og behagelige omgivelser styrker din indlæring. Undervisning i dit eget eller lærerens hjem kan måske forekomme meget intimt, men al erfaring viser, at det vil give en bedre indlæring!
- Det er fristende at se på, hvor længe din nye lærer har undervist - hvor lang erfaring har han eller hun? Der kan være fordele og ulemper, så til syvende og sidst vil jeg mene, at det handler om kemi. En erfaren "rotte" kan også blive træt og "køre den mere på rutinen", mens du selv som elev har en interesse i, at der er ægte passion og interesse bag din lærer indsats!
- Har din lærer selv modtaget undervisning i, hvordan man formidler viden og instruerer elever? Måske ikke... Og det kan være fint nok... Men mærk efter og vær ærlig overfor dig selv. Det skader heller ikke at spørge læreren, hvordan lektionerne normalt struktureres. Hvis din potentielt kommende underviser ikke kan svare på, hvordan "hen" normalt opbygger sine lektioner, skal du nok se dig om efter en anden...
- Hvad er din lærers egen yndlingsgenre. Det er ikke strengt nødvendigt, at I matcher perfekt, men hvis din lærer for eksempel elsker Bach suiter for Cello, mens du selv er mest til norsk black metal fra den helt rigtige periode omkring kirkeafbrændingerne, så har I nok et problem...
- Vil du kunne forvente at få undervisningsmateriale med hjem af læreren? Jeg kan sige dig, at det er spild af tid, hvis du aldrig får noget med hjem og i stedet skal forsøge at huske alt, hvad I har været igennem i den enkelte lektion!
- Hvis du modtager privatundervisning alene med læreren, hvor lange skal lektionerne så være? Mærk efter, hvordan du har det bedst og lærer mest. For nogen er 60 minutter for meget til, at de kan blive ved med at absorbere ny viden eller holde sig skarpe, mens andre oplever at de meget brugte 20 eller 30 minutter er ALT for lidt, og at man først er ved at være varmet op, når tiden er gået...
- Det er indlysende, men tænk alligevel over, om du kan få rabat ved at binde dig for et bestemt antal lektioner eller ved at skaffe nye elever til din lærer i kraft af dine anbefalinger? I samme (kolde og økonomiske) ånd, skal du huske at gøre dig klart, hvordan din lærer afbudspolitik er. Skal du betale alligevel, hvis du melder afbud? Er der regler for, hvornår du skal melde afbud? Du bør gå efter en lærer, som har rimelige og fleksible vilkår på dét område...
- Når du kommer i gang med undervisningen, så husk ALTID at mærke efter, hvordan du selv synes, det går. Hvis du pludselig finder dig selv i en situation, hvor din "lærer" blærer sig og bruger lang tid på at vise, at han kan spille 64-delstoner ved 210 beats i minuttet, så kan det være, at du skal finde dig en lærer, som er mere interesseret i at lære dig noget fremfor at vise, hvad han selv kan?
Nu er det din tur... Kan du komme i tanker om andre ting, du gerne vil vide, før eller efter, at du har valgt din instruktør?
Og det har ikke rigtigt noget med resten at gøre, men her er en sammenklippet reportage fra Steve Vais "Verdens længste online guitarlektion" fra Berklee. Læg mærke til alle de guldkorn, der kommer ud af hans mund! Dér er en mand, som har gjort sig nogle tanker om sit instrument og om, hvordan han lærer andre at spille!
Øv dig på dit instrument
Husk, at alverdens undervisning er nytteløs, hvis du ikke selv øver dig på dit instrument. Og benyt endelig enhver chance til at spille sammen med andre - det giver ny inspiration, og som guitarhelten Steve Vai altid har sagt, så kommunikerer du, når du spiller musik! Dét kan du læse mere om i DanGuitar.dk's tidligere indlæg om at få øvet eller få mest muligt ud af sin øvning, som du finder her nedenfor.