Julian Bream

Du har sikkert aldrig hørt om Julian Bream, men hvis du har, så sidder du nu med et smil og et anerkendende nik til ære for én af de største, klassiske guitarister og luthenister, der nogensinde har optrådt på vores grønne og blå planet. Du bør gøre dig selv den tjeneste at sætte noget af Julians musik på, mens du læser videre her. Hvis du ikke lige har mulighed for dét, så frygt ej - der kommer et par ret overbevisende videoklip længere nede i teksten.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Julian Bream i starten 1990'erne, hvor jeg var begyndt at spille guitar, og så skal man jo have sig nogle guitarblade. I ét af de første blade, jeg købte (sikkert Guitar World) var der er længere interview med Julian Bream, som allerede på daværende tidspunkt var en levende legende. Jeg forstod bestemt ikke alt, hvad han sagde og da slet ikke den del, som handlede om luth, men der var alligevel noget spændende og måske endda decideret dragende ved hans personlighed. Jeg skyndte mig naturligvis ud for at købe en CD med ham. Jeg husker desværre ikke længere titlen.

En rockstjerne indenfor klassisk musik

Julian Bream var kendt for at gå sine egne veje. I 1950'erne studerede han på det britiske Royal College of Music, hvor man fra ledelsens side gjorde meget ud af, at man ikke underviste i guitar. Julian Bream, som officielt studerede piano, blev ved flere lejligheder bedt om ikke at medbringe sin guitar, men da han én gang for mange fik at vide, at guitaren ikke var velkommen i den prestigiøse instituion, valgte han helt at forlade Royal College of Music og opgive sine studier.

Julian Bream gik sine egne veje, og dén egenskab var helt afgørende for den retning, som hans karriere tog.

I løbet af 50'erne og 60'erne indspillede han albums i vildskab, og han havde masser af jobs med filmmusik og for den britiske statsradiofoni - BBC. Hans samlede indspilninger for pladeselskabet RCA blev udgivet i 2013 på fyrre (40!) CD'er og to DVD'er med levende billeder.

Julian Breams stil indenfor koncertguitar har flere særkender. Hvis du ikke ved det, så kan jeg oplyse dig om, at klassisk guitar er en meget stram og traditionsbunden disciplin - eller det kan genren i hvert fald være. Julian Bream valgte fra starten af sin musikalske rejse at gå sine egne veje, og han variede for eksempel sin håndstilling - og dermed sin lyd - i højere grad end det normalt dikteres indenfor den klassiske musik. Ét af hans største bidrag til den klassiske guitar-musik er, at han i højere grad end normalt brød ud af traditionen med hovedsageligt at spille musik, som decideret var komponeret for den klassiske guitar. Julian Bream var særligt kendt for sine fortolkninger af Johann Sebastian Bachs værker. Bach komponerede hverken for guitar eller luth, så Bream måtte selv stå for transponeringen af de omfangsrige værker til guitarens kun seks strenge. Dét gjorde han mesterligt, så lad os da lige nyde Julian Breams fortolkning af nogle af Bachs arbejder - jeg er sikker på, at du kender temaet, hvis du lytter grundigt til det


Julian Bream og luthen

Jeg har desværre ikke været i stand til at finde nogle specielt oplysende kilder på nettet, men Julian Bream spillede også luth - og også her skinnede hans spillede stjerne klart. Han brændte for begge sine instrumenter, og her skal vi have et lille stykke med luth - også til ære for min kollega, Kyrre, som selv turnerer med den slags. Det er Julian Bream's Consort, som han kaldte sin gruppe, der spiller "Pavan" af Peter Phillips


D. 15. juli 1933 til d. 14. august 2020

Julian Bream voksede op i et hjem, hvor hans far var meget engageret i musikken. Som barn spillede han piano og cello, indtil han fik sin første guitar med gammeldags strenge af dyretarme til sin 11-års fødselsdag. Han spillede jazz med sin far, men unge Julian var ikke tilfreds med sin manglende forståelse af akkorder og deres sammenhæng med toner og teori, så han lærte sig masser af musikteori ved selvstudier - et tidligt vidnesbyrd om den drivkraft, han var i besiddelse af!

Han var i øvrigt fra en tidlig alder vild med én af jazzguitarens helt store helte, Django Reinhardt, som han sener opkaldte én af sine hunde efter.

Julian Breams far var i øvrigt kraftigt imod, at unge Julian skulle forsøge at skabe sig en levevej indenfor den klassiske musik, for faderen mente ikke, at det var muligt at tjene til dagen og vejen på dén måde... En indstilling, som angiveligt var direkte medvirkende til, at Julian Bream satte sig for at gøre netop dét...

Julian Bream afgik fredeligt ved døden i sit hjem d. 14. august i år. Han blev 87 år, og han har sat sig afgørende spor i den klassiske musik!

Æret være hans minde.