The Beatles

Jeg går ud fra, at alle kender til Beatles fra Liverpool, ikke?

John, Paul, George og Ringo må uden diskussion anerkendes som ét af historiens største bands, og selvom det efterhånden er mere end 50 år siden, at bandet gik i opløsning, så kan deres fælles rolle i rockhistorien ikke overvurderes - hvor hårdt man end måtte prøve!

Beatles var aktive fra 1960 til 1970 og var i dén trods alt forholdsvis korte periode med til at skrive verdenshistorie. De var pionerer indenfor sangskrivning, indspilningsteknik, konceptalbums, image-opbygning og meget, meget mere. De var med til at skabe rock- og populærmusikken, som vi kender den i dag, og så var de centrum for en fankultur, som aldrig var set før og lagde i dén forbindelse ansigter til plakat-udsmykningen af mangt et teenageværelse. Enhver seriøs musiker bør have en samling af tekster og noder fra hele bandets karriere stående i reolen, og hvis du ikke har dét allerede, så må du hellere se at komme i gang!

Det giver blot yderligere næring til legenden om The Beatles, at vi 50 år senere stadig beskæftiger os med "mysterier" fra bandets tid i 1960'erne, og netop sådan en sag skal vi tage en guidet tur ud i her, når vi kigger nærmere på et spørgsmål, som du måske slet ikke vidste, var så alvorligt et tema: Vi skal høre om nummeret

While My Guitar Gently Weeps

.. Mere specifikt skal vi se på, hvem der spillede bas på den endelige udgave af nummeret, og hvordan dét foregik, for spørgsmålet er nemlig (åbenbart) ikke så ligetil at besvare... Men lad os først lige genopfrisk nummeret, så alle ved, hvad vi taler om. Her er en lille smule af det - leveret af Spotiy direkte til din browser. Hør det hele dér - eller hvor du nu ellers streamer din musik.

 

 

 

NÅ, men når det handler om bassismen på nummeret, så kan man godt spørge sig selv: Står dén slags ikke i cover-noterne? Jo, da... Dét gør det selvfølgelig... Men mens vi alle gik rundt og troede, at det da selvfølgelig var Beatles sædvanlige "bund-mand", Paul McCartney, så viser det sig nu, at det måske ikke behøver at være tilfældet her. Hvordan dét hænger sammen, kan du høre mere om hos Youtube-kanalen "You Can't Unhear This", som har dedikeret 15 spændende minutter til det i dén mini-dokumentar, som du kan stifte bekendtskab med her nedenfor.

 

 

 

Om det var Paul eller en anden på bas, så lad os i øvrigt lige benytte lejligheden til at prise netop Pauls evner på de dybeste strenge. Manden var og er et geni!! Prøv at nærlytte nogle af Beatles' numre og læg især mærke til baslinierne. Dér vil du finde, at Paul McCartneys musikalske forståelse og skaberkraft rækker langt videre, end du måske før havde troet, og så bliver man til stadighed overrasket, når man ser billeder af Beatles i studiet fra midten af 60'erne over, hvor smuk en mand Paul var, før stofferne for alvor fik tag i bandet. Og check for eksempel også demo-versionen af "Let It Be", som er med i mini-dokumentaren ovenfor. Klippet giver et godt billede af sangskrivningsprocessen i bandet, og at en sang ikke nødvendigvis finder sin endelige form fra dét øjeblik, hvor den bliver til.

I øvrigt knytter der sig allerede masser af spændende historier til nummeret, "While My Guitar Gently Weeps". Sangen var guitaristen George Harrisons første, og mest markante skridt på vejen mod at blive dén store sangskriver, vi kender ham som i dag. Og den var - ligeledes på George Harrisons initiativ - den eneste sang med The Beatles, hvor der optrådte en markant gæstemusiker, som ikke i forvejen var medlem af bandet selv. George Harrison sørgede nemlig for, at en allerede på dét tidspunkt temmelig narko-hærget Eric Clapton, spillede lead guitar stort set gennem hele nummeret. Dét foregik selvfølgelig gennem en Marshall-forstærker, som man jo gjorde i de år, og guitaren var en Gibson Les Paul, som George Harrison havde sørget for tilstedeværelsen af. Der synes at være bred enighed om, at der var tale om guitaren, som George senere navngav "Lucy", og som ifølge nogle kilder var en begejstret gave fra Clapton til George Harrison efter optagelserne. Se eventuelt mere om historien på dette link (åbner i nyt vindue). Du kan se et billede af Lucy til venstre for disse linier.

... Senere "overtog" Eric Clapton en dejlig hustru fra George i form af Pattie Boyd, og sådan skete der en masse andet spændende i britisk rockmusik dér i slutningen af 1960'erne. Pattie Boyd blev senere inspirationskilde til Claptons berømte nummer "Wonderful Tonight", som han skrev på cirka 20 minutter en aften, mens hun var ved at gøre sig klar til at tage med ham i byen. Det kan man læse meget mere om i Eric Claptons hudløst ærlige selvbiografi "Eric Clapton - The Autobiography". Her fortæller han meget mere om forholdet til sin ven, som jo i virkeligheden også spiller en hovedrolle som sangskriver i historien her - nemlig

George Harrison

Som nævnt ovenfor, udviklede George Harrison sig i bandets sidste par år til en sangskriver i verdensklasse, og dét blev han ved med at være resten af sine dage. Han var i forvejen kendt for sin meget melodiske stil som lead-guitarist og for sine bedrifter med at spille slide på instrumentet - en disciplin han i øvrigt brillerede med resten af sin karriere og frem til sin alt for tidlige død som 58-årig i 2001. Se blot her, hvor vi får en lille samling af "highlights" fra guitarheltene George Harrison og Eric Claptons venskab og samarbejde i årenes løb. Du kan se smagsprøver på George's evner med en slide lige omkring 2:20 inde i klippet

 

 

 

Blandt Harrisons øvrige genistreger, når det handler om sangskrivning, finder vi for eksempel Beatles-numrene "Here Comes The Sun" og den ulideligt smukke "Something". I eget navn har han for eksempel begået sangen "My Sweet Lord", og han med sit første solo-album fra 1970 (i øvrigt noget så sjældent som et tripple-album), som han eftertrykkeligt fast, at hans sangskrivning skulle anerkendes som lige så god, som det ellers legendariske par Lennon og McCartney, fra hvis hænder de fleste af Beatles' sange stammede.

Lad os slutte af med et nummer, som hærger for tiden i de mørke kroge af Internettet, hvor os der elsker guitarer, godt kan lide at komme... Det er måske lidt blasfemisk af mig, men jeg synes alligevel, at du skal have lov til at nyde det afdøde geni, Princes, guitarsolo på "While My Guitar Gently Weeps", da George Harrison blev hyldet i 2004 ved sin optagelse i Rock'n'roll Hall Of Fame. Sangen er stadig fantastisk, og den bliver bestemt ikke ringere af, at (ligeledes tragisk afdøde) Tom Petty er med samme med Georges søn Dhani Harrison, og at Prince tager en solo, som må siges at være langt, langt ud over det sædvanlige!!!

 

 

 

... Og hvis du ikke vidste det i forvejen, så er det nu slået fast én gang for alle, at du kan spille alt på en Telecaster!!

I øvrigt kan jeg fortælle dig, at tangent-troldmanden bag strengeinstrumenterne i front - ham med de store, hvide skorteflipper - er legendariske Steve Winwood, som var med i Blind Faith sammen med Eric Clapton i slutningen af 60'erne, og som levede af at turnere som professionel musiker allerede som 16-årig. Så hvis du nu sad og undrede dig over, at han får forholdsvis meget kameratid, så er det altså fordi, han er en slags "musikernes musikstjerne" - Steve Winwood - glem aldrig ham!!

Men altså: Princes præstation taler jo også for sig selv. Jeg har engang set ham beskrevet sådan i en anmeldelse, at "Prince fører sig frem så sexet som Vorherres egen lille penis på en scene!" Jeg ved ikke, om jeg helt ville utrykke mig sådan, hvis jeg selv fik valget, men skal vi ikke bare lade dén bemærkning stå et øjeblik?