The Carpenters

Lyden af The Carpenters er nok ikke lige det første, der falder dig ind, når du tænker på rock... Men ikke desto mindre var bandet en del af årene, da rocken stadig var ung, og hvor det hele gik meget, meget stærkt. Derfor forsvandt uskylden desværre også meget hurtigt - og ikke på den gode måde... Men først efter, at de havde solgt mere end 100 millioner plader, så der er indiskutabelt tale om ét af tidernes største hitbands.

Her forsætter DanGuitar.dk's mini-serie, som er baseret på bogen "Scener fra et Stenbrud", som du første gang kunne stifte bekendtskab med på disse sider, da jeg havde fornøjelsen af at fortælle om Hank Williams. Dén historie kan du finde ved at klikke på linket til førsteudgaven - lige nedenfor dette indlæg! Lige nu er det tid til at koncentrere os om Karen Carpenter og én af de psykiske lidelser, som ikke er usædvanlige på musikkens øverste hylde. Trods søskendeduoen, The Carpenters' store succes - eller måske nærmere på grund af den - døde Karen Carpenter nemlig tragisk d. 4. februar 1983 i en alder af kun 32 år.

Det unge Amerika

USA's daværende præsident, Nixon, kaldte engang duoen The Carpenters for "det unge Amerika, når det er bedst". Det er ikke sikkert, at vi alle sammen vil være enige med ham i dén vurdering, men det er uomtvisteligt, at Karen og Richard Carpenter formåede at lave nogle sange, som vi alle kender.

Carpenters bestod af søskendeparret Karen og Richard Carpenter. De pladedebuterede allerede i 1969, hvor Karen fylde 19 år og var således meget unge, da de bragede igennem på alverdens hitlister. De lavede pæn og blød musik, som især det hvide flertal i USA kunne relatere sig til, men også i resten af verden storsolgte de plader. Men det er måske alligevel ret sigende, at de i løbet af karrieren var nomineret til hele 18 Grammy-priser, hvoraf de kun vandt de 3. Måske var Carpenters' musik poppet og med bred appel uden at være specielt visionær, hvilket jo på sin vis også er OK. Tallene taler i hvert fald deres tydelige sprog om en verdenssucces! Men hvad man ikke kan læse om i statistikkerne eller på Karens grav i Los Angeles, som bærer inskriptionen "En stjerne på Jorden - en stjerne i Himlen" er, at vejen var lang og stenet - tydeligt præget af misbrug og jalousi

I storebrors skygge

Allerede fra en meget tidlig alder viste Richard Carpenter sig at være et musikalsk naturtalent, mens Karen først begyndte at interessere sig for musik omkring det tidspunkt, hvor hun fyldte 14 år. Hvad værre var, at den tre år ældre Richard var sin mors yndling, og at der aldrig var nogen tvivl om forældrenes gunst i hans retning, mens Karen var et mere vildt og uregerligt barn, som gerne spillede fodbold og legede krig ude på vejen med de andre børn. Hendes trang til fysisk udfoldelse endte med at føre hende i retning af trommerne, og i de følgende år spillede hun i forskellige sammenhænge trommer sammen med sin bror på klaver. Efter flere fejlslagne forsøg ud i pladekontrakter med store selskaber, endte de to søskende med at danne deres egen duo og dermed ikke være afhængige - eller skulle samarbejde - med andre. Karen var blev en dygtig trommeslager, og efter nogle spæde tilløb var hun også begyndt at synge.

Mange mente senere, at det var Karens erfaring og evner som trommeslager, der gjorde hende i stand til at synge de knivskarpe og præcise fraseringer, som blev en del af duoens varemærke. I hvert fald blev pladeselskabschefen Herb Alpert dybt betaget af Richards musikalske geni og Karens åbenlyse kvaliteter bag trommerne og som sanger, og det endte med en pladekontrakt og debut i 1969. På LP'en var der ganske vist blandt andet kreditteret en producer, men i realiteten var det hele skruet sammen, produceret og arrangeret af Richard Carpenter. Pladen blev ikke nogen stor succes, men Herb Alperts tillid til søskendeparret kendte ingen grænser, og de fik mulighed for at indspille endnu et album.

Herb Alpert har i øvrigt senere beskrevet Karen Carpenter som lidt tilbageholdende og utilpas i sig selv, og at dét måske var grunden til, at hun endte med at spille trommer - fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle stille op med sine lemmer...

Carpenters til stjernerne

Det store gennembrud kom med deres anden udgivelse og singlen "Close to You" i 1970. Nummeret var et covernummer, men dét var der i sig selv ikke noget underligt ved, for sådan gjorde alle dengang, og også debutpladen havde for størstedelens vedkommende bestået af covernumre. "Close to You" tilbragte 4 uger på førstepladsen af den amerikanske singlehitliste og endte med i sig selv at sælge over én million singler! Opfølgeren "We've Only Just Begun" gik samme vel, og pludselig var Carpenters middelklasse- USA's nye darlings.

Præsident Nixon erklærede dem sin uforbeholdne kærlighed, og sørgede personligt for, at de blev spillet i B-52 bombeflyene på vej til bombningerne i Vietnam under krigen dér. Årsagerne til, at Carpenters passede så fint til de brede massers soundtrack til livet dér i starten af 1970'erne er mange, og dem kan du læse nærmere om i bogen, hvor der luftes nogle interessante teorier om tidsånden og behovet for noget, som var trygt, pænt og godt.

Bandet turnerede konstant og spillede mere end 200 jobs om året forunden TV-optrædener, indspilninger i studiet og meget andet. Karen og Richard Carpenter havde ligesom de mange mennesker i deres stab generelt så travlt gennem 1970'erne, at de sjældent kom tæt på mennesker, som ikke i forvejen var en del af kredsen omkring bandet. Én af deres nærmeste, John Bettis, har senere beskrevet hele perioden som "et kærlighedsløst årti" for dem.

Gift i luften

Desværre betød travlheden omkring bandet også, at begge søskende søgte kærlighed og venskab i deres umiddelbare kreds af ansatte, dansere, sminkører, tourmanagere eller andet godt, simpelthen fordi de ikke havde tid til eller mulighed for at møde andre mennesker udenfor den faste kreds. "Desværre" er måske nok en overdrivelse, for kærlighed er vel altid en god ting, men desværre havde de begge gensidigt en uhyggelig og sygelig trang til at spolere hinandens nære forhold. Richard måtte for eksempel efter Karens mening ikke være kærester med deres medrejsende frisør, og da Karen blev kærster med tourmanageren, fik Richard ham fyret.

Succes'en fortsatte om muligt for endnu stærre kraft, da Karen i 1971 rykkede helt frem som frontfigur og sangerinde i bandet. For Richard betød den succes der fulgte med, at han betragtede det som sin retfærdige belønning for det medfødte talent og hårde arbejde, mens det for Karen var sværere pludselig at befinde sig i centrum som den helt store stjerne, hvor hun selv i højerede grad opfattede sig som en del af noget større.

Allerede dér blev frøet sået, og Karen begyndte at sulte sig selv for i sine egne øjne at kunne leve op til fans'enes beundring. Hun indledte en stadig jagt på dét, hun opfattede som det gode udseende, og som samtidig var noget af det eneste, hun selv havde mulighed for at kontrollere i "Cirkus Carpenters": Vægten! En perlerække af mislykkede eller på anden måde ulykkelige kærlighedsforhold i første halvdelen af årtiet gjorde ikke hendes tiltagende anorektiske tilbøjeligheder bedre, og da hun så et billede af sig selv fra en lidt uheldig vinkel i magasinet Vanity Fair i 1973 gik det helt galt.

Anorexia Nervosa

Udtrykket dækker over det, man kalder "nervøs spisevægning" eller i daglig tale måske bare "anorexi". Dengang vidste man ikke meget om det, og som nogle har beskrevet det, opfattede man til at starte med blot Karens bestræbelser som "endnu en kvinde, der holdt et vågent øje med sin figur". Faktum er, at hun omkring midten af 1970'erne begyndte at blive besat af motion og træning, mens hun til stadighed sultede sig. Årsagerne kan være mange og ret forskellige, men i Karen Carpenters tilfælde gik det helt galt, da karrieren hen mod slutningen af 1970'erne begyndte at gå ned ad bakke.

Carpenters gik i opløsning i 1978, hvor Richard lod sig indlægge på en afvænningsklinik på grund af mange års pillemisbrug, der startede med uskyldige sovepiller, og Karen, som var urolig og ked af succes'ens aftagen, vejede på det tidspunkt kun 38 kg.!

Karen Carpenter dør

Efter flere års nedtur med forliste forhold og en truende skilsmisse, selvmordsforsøg og mangre andre forfærdelige oplevelser, døde Karen Carpenter d. 4. februar 1982 om morgenen - få timer før, hun skulle have underskrevet papirerne i den skilsmisse, som nagede hende så grusomt, men som på dén måde aldrig blev endelig. Karen havde på det tidspunkt gennem længere tid misbrugt afføringspiller og kosttilskud, som øgede forbrændingen ved kunstigt at hæve blodtrykket og pulsen og løjet sig effektivt fra de fleste velmenende forsøg på at hjælpe hende. Der findes forskellige teorier om selve dødsårsagen, hvor også obduktionsrapporten giver hele tre forskellige muligheder. Der er imidlertid ingen tvivl om, at Karen Carpenter døde som følge af næsten ti års anorektisk jagt på den vægt, hun selv følte, at hun burde have, men som hun aldrig fandt, fordi hun altid selv følte sig for tyk, uanset hvor sygeligt tynd hun i øvrigt blev!

Hun efterlod sig en meget stor formue på mere end en halv milliard kroner, hvoraf en del blev brugt til at stifte "The Karen A. Carpenter Memorial Foundation", som støtter forskning i anorexi, for at andre ikke skal lide samme skæbne, som hun selv gjorde. Karens død var samtidig med til at åbne offentlighedens opmærksomhed for den skjulte dræber, anorexi og øge kendskabet til sygdommen, som desværre stadig hærger i dag. Hvis du selv har på fornemmelsen, at du kunne være i farezonen, eller kender nogen, der er, så søg hjælp!!! Og bliv ved med at søge hjælp!!! Hvis det er en nærtstående person, vil vedkommende forsøge at komme ud af behandlingen og fortsætte sin søgen efter noget, som ikke findes, og det vil kræve meget af dig at blive ved med at kæmpe for én, som ikke vil hjælpes. Bare søg hjælp, ikke?

Karen Carpenters forsvundne soloalbum

Sku' du nu have fået så stor lyst til at vide mere om The Carpenters og om især Karen Carpenter, så kan du hos den engelske avis The Telegraph læse den spændende historie om hendes solo-LP, som blev indspillet før hendes død men derefter forsvandt indtil mange, mange år efter. Det er en fascinerende beretning om Karen Carpenter, forholdet til hendes bror og meget andet "saftigt" inclusive en anmeldelse og fortolkning af nogle af teksterne på albummet. Du kan læse artiklen ved at klikke her!

Flere rocktragedier?

Du får lejlighed til at læse endnu et enkelt indlæg fra min side - næste gang om det legendariske rockband Lynyrd Skynyrd, som stod bag en storfavorit på playlisten til diverse motorcykeltræf over hele verden: Sweet Home Alabama!

Derefter kan jeg kun opfordre dig til at købe bogen, som du får lejlighed til straks nedenfor - eller eventuelt låne den på dit lokale bibliotek, som du også kunne læse mere om, at jeg selv havde gjort i første indlæg i denne serie...

Scener fra et Stenbrud

... Er en bog af Karsten Jørgensen, som jeg synes, du bør kende. Artiklen her er en del af en miniserie, hvor jeg har ladet mig inspirere til at vække din appetit på at høre mere! Du kan købe bogen hos Saxo.com ved at klikke her (åbner i nyt vindue).

Bogen indeholder i letlæst form beretningerne om 20 af de største skæbner i rockhistorien. Du kan læse om alt fra "ur-bluesens" første og største stjerne, Robert Johnson, over navnkundige Jimi Hendrix og punkens frontmand, Sid Vicious fra The Sex Pistols - til den mere moderne histories tragedier omkring Kurt Cobains narkoinfluerede selvmord og Michael Jacksons tragiske og alt for tidlige endeligt som kun 50-årig af en dødelig mængde af bedøvelsesmidlet Propofol.