Sidste nat med kliken

I sidste afsnit af min parafrasering fra bogen om de 1001 Album Du Skal Høre, før du dør, kigger vi på nogle af de gamle elefanter, som udgav ikonisk musik, dengang dine bedsteforældre var børn. Måske du sku' give dem et lyt?

Vi starter med én af mine yndlingskunstnere og - plader

Bob Dylan - Highway 61 Revisited

Der er sagt og skrevet meget om Bob Dylans sangstemme eller mangel på samme, og lad os bare sige, at den varierer og klæder nogle sange bedre end andre... Til gengæld kan sangskrivningen under ingen omstændigheder diskuteres, og heldigvis har tiden vist, at Nobel-kommitéen er enig med mig...

Bob Dylan var allerede en etableret kunstner, da han gjorde sin musik elektrisk og trådte frem foran et mildt sagt uimponeret publikum på Newport Folk Festival i staten Rhode Island, USA, d. 25. juni 1965 til tonerne af heftige buh-råb. Dylans stampublikum indenfor folk- og protestgenren mente, at der var tale om det rene forrædderi. Alt det var imidlertid fortid, da først det brede publikum fik lejlighed til at gøre sig bekendt med skiven "Highway 61 Revisited", som udkom d. 30. august 1965 og som redefinerede rammerne for moderne popmusik. Det kan lyde vildt i dag, men verden blev aldrig den samme igen. For eksempel fik Bob Dylan et hit med den let hoverende protestsang "Like A Rolling Stone", som varede mere end seks minutter, hvilket var helt uhørt for en single på dén tid, hvor de fleste popsange holdt sig indenfor et meget radiovenligt format som inkluderede en varighed på ikke over tre minutter... Faktisk varede kun to LP'ens numre mindre end fire minutter, så der var i høj grad lagt op til et opgør med det hidtidige format. Igen er det svært at forestille sig i dag, hvor vi kender til masser af store succes'er, som er længere end de tre minutter, men dengang var det usædvanligt.

Et andet stærkt nummer er "Just Like Tom Thumbs Blues", som gør op med forestillingen om, at en sang SKAL indeholde et catchy syng-med-omkvæd. Sangen er god og iørefaldende, men den indeholder slet ikke noget omkvæd. Bare fordi den er super fed, får du den her med Neil Young, selvom der ikke er levende billeder til

Det var ikke så meget formen som teksterne, der var det mest banebrydende ved albummet, som sagtens kan nydes - også - af os, som ikke nødvendigvis har en doktorgrad i engelsk sprog og litteratur. Der var masser af stor kunst på albummet - blandt andet i form af sangen "Desolation Row" på hele 11 minutter og 22 sekunder, som skildrer en hel lille samfundsmodel, hvor fortælleren står udenfor det hele og tilsyneladende er dén, som har viden og indsigt nok til at gennemskue den eksisterende samfundsmodel og dens ulemper.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg selv har spillet og sunget MASSER af Bob Dylans sange på akustisk guitar, og at netop denne plade er én af mine absolutte favoritter... Også selvom den udkom ti år, før jeg selv blev født...

... Og nu til noget helt andet... Nemlig

David Bowie - Hunky Dory

På dét, som bogens forfattere kalder "Bowies mest menneskelige" udgivelse, finder man en afslappet Bowie, i en slags "legestue", hvor han eksperimenterer med forskellige idéer. Man skal nok desværre vide en del om Bowie for at forstå, hvad bogens forfattere skriver på side 254, men sådan kan livet også være engang imellem. Jeg må erkende, at jeg ikke helt forstår teksten, men jeg ved jo heller ikke noget videre om Bowie, ud over at jeg selvfølgelig kender nogle af hans mest ikoniske sange og har set et utal af billeder af den aldrig kedelige kunster i forskellige kostumer og positurer...

Albummet indeholder det senere meget kendte nummer, "Life On Mars", og albummet blev af mange først for alvor opdaget senere, da Bowie blev kendt for at at være en flamboyant type med hang til seksuel udforskning af alle køn - det skete omkring udgivelsen af albummet med alter egoet, Ziggy Stardust, på albummet om dennes "Rise and Fall" i 1972. Det er Mick Ronson, der har arrangeret strygerne, og som også spiller guitar på nummeret. Her får du "Life On Mars" på den officelle musikvideo

Fornemmer man lidt, at sangen udspringer af Bowies forsøg på at skrive en (bestilt) tekst til den sang og melodi, som senere blev til "My Way"? Storladent og modigt er det i hvert fald, og det hele gav endnu mere mening, da David Bowie d. 8. januar 2016 udgav sit sidste album "Blackstar" og desværre forlod denne verden to dage senere d. 10. januar og på den måde efterlod sig et sidste skaberværk, som ikke længere kunne diskuteres.

... Og nu vi er ved store britiske acts, så lad os slutte med en absolut klassiker i form af

The Rolling Stones - Exile on Main Street

Ét af rockens hovedværker udkom i 1972, efter at bandet The Rolling Stones havde været i eksil ved den franske Riviera, hvor de gennem et års tid arbejde i kælderen af guitarist og co-sangskriver Keith Richards' lejede hus med udsigt over Middelhavskysten. Det er et album, som nogen har svært ved at forstå, men som er så stenhårdt, når man lytter til det, at man tydeligt fornemmer, hvor meget kærlighed samtidig aggression, der er lagt ned i det. Det er et album, som er blottet for de helt store hits, men som alligevel indeholder udødelige klassikere som "Rocks Off", "Tumbling Dice" og "Sweet Virginia", som for sidstnævntes vedkommende blev genindspillet til bandets semi-akustiske (lettere live) opsamlingsalbum, Stripped fra 1995, hvorfra jeg bedst kender den.

Bandet var mere eller mindre i skattely, fordi de skyldste det engelske skattevæsen en frygteligt masse penge, og de forlod efter sigende Storbrittanien mere eller mindre i ly af natten. En del af problemet var, at skattelovgivningen i Storbrittanien mildt sagt var ugunstig for udøvende kunstnere, som til tider kunne risikere at blive beskattet med mere end 100% - jeg skal ikke kunne sige, om der er tale om en vandrehistorie, men vildt lyder det i hvert fald...

Bandet boede ret spredt i Frankrig og for en stor del af indspilningernes vedkommende boede forsanger Mick Jagger i Paris med sin nye kone Bianca - og fik også et barn med hende, mens indspilningerne stod på. Dét resulterede også i, at dobbeltalbummet mest er Keith Richards' projekt, og det emmer da også langt væk af gamle blues- og rock'n'roll-forbilleder. Til gengæld medvirker der også en syndflod af dygtige backingmusikere, som ikke nødvendigvis var medlemmer af selve bandet. For eksempel kan jeg fremhæve blæsersektionen med afdøde, legendariske Bobby Keys på saxofon - sammen med det ondeste klaver på det meste af pladen, spillet af Nicky Hopkins.

Her får du én af mine yndlingssange, "Sweet Virginia" live fra 1995 i en version, som ligger meget tæt på albumversionen fra "Stripped"

Hvis du selv er guitarist, så læg mærke til autoriteten i anslaget hos både Keith Richards og Ronnie Wood. Begge betjener sig i stort omfang kun af "downstrokes"!

Udgangsbøn

Her slutter jeg min gennemgang af nogle highlights fra bogen 1001 Album Du Skal Høre, Før Du Dør. Køb den for Søren, før din nabo. Der er et link til biblioteket nederst i den første del af denne serie, som du finder ved at klikke på linket umiddelbart her nedenfor!

Jeg håber, at der sidder mindst én kommende musikstjerne ude foran skærmene og lader sig inspirere til at lytte lidt på nogen af de nævnte albums!