Listen om de 1001 Albums fortsætter

Hvis du er tilstrækkeligt interesseret til gerne at ville have fingre i bogen, så du kan læse mere, finder du den i mit første indlæg om den. Dét finder du ved at klikke på linket her nedenfor!

Denne gang bliver det mere rocket, så hæng på, når vi kigger på nogle af de lidt vildere bidrag på listen - dem med fuld knald på guitarerne...

Green Day - American Idiot

Gennem næsten ti år forud for d. 20. september 2004 levede det amerikanske pop-punk band Green Day på bølgen efter deres album, Dookie fra 1994, men SÅ skete der noget! Efter nogle resultatløse indspilningsforsøg var scenen sat under ledelse af producer Rob Cavallo til dét, som i bogen kaldes for "det 21. århundredes brag af et rockalbum" af næsten en hel times varighed - men som der står i bogen: "... ikke et sekund for langt".

American Idiot er et konceptalbum, hvor hovedpersonen Jesus of Suburbia hader sin forstadshjemby og gennemlever en masser personligt udviklende passager, før han til sidst beslutter sig for at flytte tilbage til den hjemby, han hadede. Sangene kan imidlertid sagtens stå alene hver især, og der var indtil flere radiohits på albummet, selvom den pop-punkede lyd måske ikke umiddelbart passede ind i de mere strømlinede 00'ere. Smag her på den officelle musikvideo til hittet "Boulevard of Broken Dreams", hvis tekst ikke umiddelbart er specielt poppet eller opmuntrende

Bemærk især bandets karismatiske forsanger, Billy Joe Armstrong og hans make-up. Det er i grunden underligt, at der ikke var flere skandinaviske ungersvende, som begyndte at gå med make-up, da Green Day var på toppen....

Nå, men albummet indeholdt hits som numrene "Holiday", ovennævnte "Boulevard of Broken Dreams", "American Idiot" og megahittet "Wake Me Up When September Ends". Numrene "Jesus of Suburbia" og "Homecoming" er begge mere end ni minutter lange og inddelt i flere sektioner, som efter min mening for fleres vedkommende godt kunne have været selvstændige numre af stort format!

Du bør høre dét album - NU! Og hvis du ikke kan få nok, fortæller Rick Beato her, hvorfor "Boulevard of Broken Dreams" er et fedt nummer

... Og lad os så gå lidt længere tilbage i tiden og se på

Metallica - Master of Puppets

Nu kommer vi længere væk fra de kunstnere, du sædvanligvis hører i din radio - denne gang med Metallicas tredje studiealbum fra 1986, som er produceret af danske Flemming Rasmussen. Allerede i midten af 1980'erne tegnede der sig et mønster af, at bandet var klar til at gå sine egne veje og gøre noget nyt og uventet på deres albums. Det gjorde de (igen) med instrumentalnummeret "Orion" på over 8 minutter - orkestreret af den enormt dygtige og alsidige bassist, Cliff Burton, som desværre omkom få måneder senere i en tragisk ulykke på vej mellem to skandinaviske koncerter.

Ifølge bogens forfattere har vi fat i en af de allerstørste thrash-udgivelser nogensinde - og under alle omstændigheder Metallicas bedste skive! Det var svært for tidens heavy-fans at forstå, hvad der ramte dem, da pladen udkom med sin perfekte "blanding af aggression, tempo, melodisk skønhed og musikalsk detaljerigdom. Den varme, næsten delikate produktion og dens balance mellem raseri og dybde havde en kolosal virkning", står der på side 548 i mit eksemplar... Allerede på albummets første nummer, sker der noget, som overrasker (igen), da nummeret "Battery" starter med en langsomt opbygget intro med akustiske guitarer.

Der var ingen radiohits på albummet, som var tiltænkt en mere snæver fanskare, men der er siden udgivet masser af versioner i live-form. Her får du nummeret "Welcome Home (Sanitarium)" live fra d. 8. december 2018 i Fresno, USA

Hvis du gerne vil være heavy-musiker, så indeholder Metallicas karriere masser af materiale, som du kan øve dig på. Der er tale om et gennem tiden meget alsidig band, som har været meget igennem sammen, men som siden starten af 1990'erne med deres eponyme album "Metallica" har været en millionforretning, hvilket er ret godt klaret af et band, som spiller musik, der kan gøre min kone i rigtigt dårligt humør...

Aerosmith - Toys In The Attic

Man kan spørge sig selv, om Aerosmith ikke er dem med de flødede rockballader og et par hits fra soundtracks til store film, men rent faktisk ER de rocklegender med gudestatus, og det skyldes alt sammen noget, som er sket årtier før, at forsanger Steven Tyler optrådte som dommer i American Idol, og hvad der nu eller er sket af mere mainstreamet karakter i bandets historie. Bandet har inspireret et hav af kunstnere, som siden er blevet rigtigt store, og især leadguitarist Joe Perry var en væsentlig årsag til, at Slash overhovedet begyndte at spille guitar.

I 1975 så det imidlertid stramt ud for bandet, der tæller også tæller guitarheltene Joe Perry og Brad Whitford. Bandet havde udgivet to LP'er uden nævneværdig succes, og med tre'eren var det knald eller fald for bandet, som kun havde haft held til at få spillejobs på klubber og optræde som opvarmningsband for større navne. MEN alt det skulle ændre sig, da Aerosmith på sit tredje album "sprang ud som stamfædrene til pikrock" og baserede en karriere på sex, drugs and rock'n'roll - både i bandets tekstunivers og i den virkelig verden. Pladen er mildt sagt underlødig grænsende til det skamløse, når det kommer til teksterne, og lyden er ikke mindre uhøflig - det er ægte rock'n'roll på den fede måde!!

Her kan du nyde "Walk This Way", som var pladens fjerde nummer, og som er en udødelig klassiker. Bemærk, at det ikke er et band, som er præget af meget distortion på guitarerne, men det er bare stenhårdt alligevel

Toys In The Attic nåede en 11.-plads på den amerikanske hitliste, og medførte sågar at den tidligere single, "Dream On" blev genudgivet, efter at den i første havde skuffet i 1973. I anden omgang nåede den imidlertid en sjetteplads og blev dermed bandets første top-10 hit.

Aerosmiths medlemmer er gennem tiden gået ind og ud af afvænning for alt, hvad der kan misbruges i denne verden, men de har også opnået gudestatus, og de lever og turnerer stadig, selvom de for et par år siden lancerede en afskedsturné, som så undervejs viste sig ikke nødvendigvis at være den sidste alligevel under titlen "Aerovederci". Nørder vil vide, at en Gibson Les Paul årgang 1959 er ét af de mest efterstræbte instrumenter i denne verden. Sådan én havde Joe Perry også på et tidspunkt, men han og hans kone solgte den for at skaffe penge til stoffer... Den endte siden hos Slash, som på forespørgsel nægtede at sælge den tilbage, efter at Joe Perry var kommet på fode igen. I stedet gav Slash Joe Perry guitaren (som er 100-tusindvis af dollars værd) tilbage som en gave i forbindelse med et jam på Joe Perrys 50-års fødselsdag!! Den historie kan du høre Joe Perry fortælle på talkshowet "Conan" her

Flere guldkorn fra musikhistorien

Næste gang kigger vi på nogle udødelige klassikere, som måske ikke nødvendigvis falder i alles smag, men som er grundlaget for en stor del af den moderne musik.